Business

Smykkefirmaet Dyrberg/Kern går konkurs

Henning Kern og Chalotte Dyrberg, der er stifterne og ejerne bag smykkefirmaet.

Den danske virksomhed har suspenderet 15 medarbejdere, som snart vil blive fritstillet, lyder det.

Smykkefirmaet Dyrberg/Kern har siden finanskrisen kæmpet for at finde fodfæste, men efter 29 år måtte det mandag dreje nøglen.

Det er sket efter et retsmøde i Sø- og Handelsretten, bekræfter kurator i boet, Morten Hans Jakobsen, til TV 2.

- Firmaet gik konkurs 09.45 i formiddag. Virksomhedens ledelse var godt forberedt, og konkursen blev afsagt ret hurtigt, siger han.

- Nu skal vi så have dannet os et overblik over firmaets værdier og aktiver.

Stort overskud i 00'erne

Firmaet blev grundlagt i 1990, da de to designere Henning Kern og Gitte Dyrberg kom på at lave sæsonkollektioner med smykker til kvinder på samme måde, som man gør inden for tøjbranchen.

Virksomheden har gennem tiden haft flere datterselskaber rundt om i Europa og et enkelt i Kina. Og i midten af 00'erne havde Dyrberg/Kern stor succes og et overskud på 17,8 millioner kroner.

Efterfølgende begyndte det dog at gå nedad, og da finanskrisen kom til Danmark i 2008, blev overskud hurtigt til underskud.

Smykkedesignerne har gennem årene blandt andet skilt sig ud med smykker af hestehår og ponyskind.

Måtte sige farvel til halvdelen af medarbejderne

Dyrberg/Kern gik fra et plus på 8,3 millioner kroner i 2007/2008 til et underskud på hele 12,7 millioner kroner regnskabsåret efter.

Selvom virksomheden kortvarigt fik kæmpet sig op på grønne tal nogle år efter finanskrisen, blev de hurtigt røde igen. I 2016 afslørede selskabets regnskab, at det for andet år i træk kørte med underskud og havde tabt seks millioner kroner over det seneste år.

Og selvom ledelsen kaldte det "utilfredsstillende", så de positivt på fremtiden for Dyrberg/Kern.

Virksomheden har siden kæmpet med at finde fodfæste igen, men i starten af 2019 resulterede et underskud på 39,5 millioner kroner i en "større omorganisering og ændre strategien", skrev Finans. Det betød blandt andet et farvel omkring halvdelen af de ansatte.

15 suspenderet

I forbindelse med konkursbegæringen er 15 medarbejdere blevet suspenderet. Ifølge Morten Hans Jakobsen fik de ansatte allerede beskeden mandag.

- De er nu suspenderet, og vi kommer til at fritstille dem indenfor ikke alt for lang tid. Vi har dog brug for lidt hjælp fra nogle af medarbejderne, og dem er vi ved at række ud til nu, siger kuratoren.

Retsdokumenterne fra Sø- og Handelsretten, som DR har fået adgang til, viser, at konkursboet efter smykkevirksomheden har et varelager til en værdi af omkring 14,7 millioner kroner.