Nordea sætter over 700 millioner kroner af til en bøde

Nordea erkender, at banken tidligere har været for dårlig til at forhindre hvidvask gennem banken.

Nordea forventer at få en bøde for ikke at have været god nok til at dæmme op for, at kriminelle har brugt banken til hvidvask.

Derfor har banken hensat 709 millioner kroner til bøder i sager om hvidvask.

Det oplyser banken i sit regnskab for første kvartal, der er offentliggjort tirsdag morgen.

Direktør: - vi tager vores ansvar meget alvorligt

Nordeas administrerende direktør, Casper von Koskull, erkender, at banken historisk set ikke har været god nok til at forhindre hvidvask.

- I dette kvartal har der været intens debat om forskellige hvidvasksager. Hvidvask er et meget komplekst og bredt samfundsproblem, og vi tager vores ansvar meget alvorligt, siger han i en kommentar til regnskabet, siger han.

Hvidvask er en betegnelse for, når kriminelle forsøger at få lyssky indtægter til at se ud, som om det er penge tjent på ærlig vis.

- Vi har tidligere meldt ud, at vi forventer at få en bøde i Danmark for vores tidligere svage processer og procedurer til bekæmpelse af hvidvask, og vi har i den forbindelse foretaget en hensættelse på 95 millioner euro (709 millioner kroner, red.) til hvidvaskrelaterede sager, siger Casper von Koskull.

Nordea oplyser, at hensættelsen dækker hele Nordea-koncernen og ikke kun i Danmark.

Nordea i politiets søgelys

I Danmark har Bagmandspolitiet haft kig på Nordea de seneste år, og kontorer i banken blev ransaget i 2017. Banken bliver efterforsket for hvidvask i sin danske afdeling.

Sagen blev overgivet til politiet i 2016. Det var, efter at Finanstilsynet blandt andet havde påvist problemer med, hvordan banken arbejdede med at forhindre hvidvask og finansiering af terror.

Senere har flere medier kunnet fortælle, at problemerne særligt har gjaldt en filial på Vesterbrogade i København, der havde udenlandske kunder. Den er mistænkt for at lægge hus til hvidvask og skattesnyd.

Undersøgt flere steder i udlandet

Ud over Danmark bliver Nordea også undersøgt flere steder i udlandet. Det gælder blandt andet i USA.

Myndighederne kigger her på, om banken har brudt amerikanske sanktioner i perioden 2008-1014.

Casper von Koskull siger i en kommentar til regnskab, at banken siden 2016 har investeret over fem milliarder kroner i at styrke bankens værn mod hvidvask.

Det gør ifølge direktøren Nordea til "en sikker og betroet partner".