Business

Anne Engdal Stig Christensen bliver ny direktør for TV 2

Hun afløser Merete Eldrup, der meddelte sin afgang i januar.

Anne Engdal Stig Christensen bliver ny administrerende direktør for TV 2.

Hun kommer fra en stilling som indholdsdirektør og ser nu frem til at sætte sig i direktørstolen.

- Jeg trådte ind ad døren til TV 2 første gang for 25 år siden og får nu det enorme privilegie at blive øverste ansvarlig for TV 2s fremtidige udvikling. Det er jeg både stolt over og glæder mig utroligt meget til, udtaler Anne Engdal Stig Christensen i en pressemeddelelse.

Det er en enig TV 2-bestyrelse, der står bag valget af den nye direktør, der tiltræder fra 1. august. Det fortæller formanden for bestyrelsen, Jimmy Maymann.

- Anne er en stærk leder, som formår at motivere og sætte en tydelig strategisk retning. Det har hun vist som indholdsdirektør, og den evne vil TV 2 og medarbejderne få brug for og glæde af de kommende år, hvor udfordringerne er mange med massiv konkurrence og forbrugervaner under hastig forandring, siger han.

Eldrup vil prioritere bestyrelsesarbejde

Anne Stig Engdal Christensen afløser Merete Eldrup, der efter mere end 11 år på posten annoncerede sin afgang i januar.

Hun vil nu fokusere på sit arbejde i flere bestyrelser.

- Jeg måtte træffe en beslutning om, hvorvidt jeg ville fortsætte med det arbejde eller dedikere mig til TV 2, forklarede hun i januar.

Hun sidder allerede i bestyrelserne hos Nykredit, Rambøll og Gyldendal, og hun har fortalt, at en fjerde bestyrelsespost også er på vej.

Merete Eldrup forsætter som direktør frem til august, hvor Anne Engdal Stig Christensen tager over.

Hun bliver den ottende administrerende direktør i TV 2s 30-årige historie.