Business

DSB-ansatte truer med at nedlægge togdriften på mandag - DSB kalder det en misforståelse

Flere tog kan blive aflyst på mandag.

DSB er meget uforstående overfor truslen.

DSB-ansatte truer ifølge Ekstra Bladet med at nedlægge arbejdet mandag.

Det sker ifølge mediet, fordi DSB og Dansk Jernbaneforbund igen er blevet uenige.

De ansatte skriver i et anonymt brev, der kun er underskrevet "De ansatte i DSB", at arbejdet nedlægges mandag 1. april fra klokken 04.00 til 15.00.

- DSB har valgt at opsige samtlige tillidsmænds erhverv fra denne dato. Der vil altså ingen tillidsmænd være i hele DSB fra 1. april, skriver de.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få oplyst, hvem eller hvor mange medarbejdere der står bag pressemeddelelsen.

Dansk Jernbaneforbund, der er de DSB-ansattes fagforbund, oplyser til TV 2, at de ikke er klar over, hvem eller hvor mange, der er afsender.

Ekstra Bladet skriver, at konflikten mellem DSB og de ansatte har ulmet et stykke tid, og at en strejke har været på tale igennem længere tid, hvis systemet med tillidsmændene blev udfordret.

DSB: Vi er meget uforstående

Hos DSB forstår man ikke den kontante melding fra de ansatte. Her fortæller underdirektør hos DSB, Poul Gemzøe-Enemark, at beslutningen ligger hos Jernbaneforbundet og ikke DSB:

Vi er noget uforstående. I efteråret 2018 lavede vi en aftale, hvor vi blev enige om delen vedrørende tillidsmændene

Poul Gemzøe-Enemark, underdirektør DSB

- Vi er noget uforstående. I efteråret 2018 lavede vi en aftale, hvor vi blev enige om delen vedrørende tillidsmændene. I den forbindelse aftalte vi, at de kunne vælge 41 tillidsrepræsentanter. Den aftale er underskrevet af DSB, siger han til TV 2.

Ifølge Poul Gemzøe-Enemark udskød Jernbaneforbundet at skrive under, da de skulle lave generalforsamlinger i flere underafdelinger af forbundet. De lovede til gengæld, at aftalen skulle være skrevet under inden 1. april.

Poul Gemzøe-Enemark fortæller, at de i løbet af de seneste dage har rykket forbundet for at få aftalen underskrevet, samt få det understreget, at de var forstående for, at de fortsat valgte 41 tillidsrepræsentanter.

- Derfor undrer det os, at de laver denne her pressemeddelelse, hvor de skriver, at der fra 1. april ikke er nogle tillidsrepræsentanter. Det må være deres beslutning.

Nu er næste skridt at forhindre en arbejdsnedlæggelse. Poul Gemzøe-Enemark fortæller, at han nu vil sende en skrivelse til Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening om, at der vil være tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Derudover vil han understrege over for dem, at de ansattes trussel enten må bero på en misforståelse - eller på bevidst misinformation.

Slagsmål i efteråret

Dansk Jernbaneforbund fortæller, at de ikke kender til det anonyme brev. Men i en pressemeddelelse tidligere på dagen sagde de, at DSB ”har flyttet forhandlingerne fra standby til slukket”.

Der er ikke længere tillidsfolk i DSB SOV fra mandag den 1. april (og nej, det er ikke en aprilsnar).

Pressemeddelse

Her skriver forbundsformand Henrik Horup, at de siden mandag har mødtes med både underafdelinger i Jernbaneforbundet og DSB for at finde løsningsforslag. Men det har ikke været muligt, skriver de. Det får nu konsekvenser, skriver de:

- Der er ikke længere tillidsfolk i DSB SOV fra mandag den 1. april (og nej, det er ikke en aprilsnar).

Jernbaneforbundet skriver, at det var ganske få forbehold, der ikke ville få store omkostninger for DSB. Derfor ærgrer det formanden, der ikke forstår at man ikke kan blive enige. Han kalder det for en "frygtelig situation at sætte medarbejderne i".

Konflikten mellem DSB og de ansatte tog sin start i 2017, da DSB meldte sig ind i Dansk Industri og i den forbindelse opsagde alle overenskomster og lokale aftaler, som tidligere var indgået. Det fik Dansk Jernbaneforbund til at klage, men det afviste Arbejdsretten. I november sidste år stod slagsmålet i lys luge, da flere arbejdernedlæggelser førte til aflyste togafgange.

Siden har der skullet forhandles en række nye aftaler på plads, men det har forvoldt store problemer og førte til arbejdsnedlæggelser. I slutningen af november lovede DSB og Dansk Jernbaneforbund, at de ville begrave stridsøksen.