Business

Dansk bankchef fyret midt i hvidvaskskandale

Swedbanks hovedkvarter blev onsdag udsat for razzia af de svenske myndigheder i sag om hvidvask.

Danske Birgitte Bonnesen er blevet fyret som administrerende direktør i den svenske storbank Swedbank. Det sker midt i en stor sag om hvidvask.

- Udviklingen over de seneste dage har skabt et enormt pres på banken. Derfor har bestyrelsen besluttet at fyre Birgitte Bonnesen fra hendes position, skriver Swedbanks bestyrelsesformand, Lars Idermark, i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

Bankens finansdirektør, Anders Karlsson, vil indtræde som midlertidig administrerende direktør.

Meldingen kommer kort inden en generalforsamling i Stockholm.

Birgitte Bonnesen

  • Birgitte Bonnesen har været administrerende direktør og præsident i Swedbank siden 2016.
  • Birgitte Bonnesen begyndte i Swedbank i 1987
  • I perioden 2011-2014 var hun chef for Swedbanks forretning i de baltiske lande.
  • Uddannet cand.interpret. fra Handelshøjskolen i Aarhus
  • Født 18. maj 1956 i Odder

Razzia og overskrifter onsdag

Onsdag formiddag blev bankens hovedkvarter udsat for en razzia af den svenske pendant til det danske bagmandspoliti, Ekobrottsmyndigheten.

Tidligere samme dag havde det svenske medie SVT kunnet fortælle, at Swedbank angiveligt har vildledt de amerikanske myndigheder om problematiske kunder. Blandt de suspekte overførsler var pengestrømme fra den forhenværende ukrainske præsident Viktor Janukovitj til Donald Trumps tidligere kampagnechef, Paul Manafort.

Der gravede hun i princippet de første tag til sin egen grav, fordi hun undervurderede sagen

Peter Suppli Benson, redaktionschef, Berlingske Business

Samtidig eksploderede beløbet, der potentielt kan være blevet hvidvasket gennem Swedbank. Tidligere var der tale om 95 milliarder svenske kroner, men en ny intern undersøgelse viser, at 135 milliarder euro blev ført gennem banken. 135 milliarder euro svarer til mere end 1400 milliarder svenske kroner - eller næsten 15 gange så meget som det oprindelige beløb.

Rapporten har undersøgt, hvor mange midler der blev sendt gennem banken fra dens "højrisikoportefølje af udenlandske kunder" i perioden fra 2008 til 2018. Undersøgelsen identificerer 653 mistænkelige udenlandske kunder mod tidligere 50 kunder.

Samtidig fortæller rapporten om, at der er foregået alvorlige brud på hvidvaskreglerne.

Afsløringerne har ført til store fald på aktiemarkedet for Swedbank, der ellers er steget siden Bonnesen

Tidligere var der tillid

Så sent som i sidste uge udtrykte Swedbanks bestyrelse ellers tillid til Birgitte Bonnesen.

- Efter at have kigget på orienteringen fra FRA (konsulentfirmaet, der har lavet undersøgelsen for Swedbank, red.) har vi fortsat tillid til vores direktør og hendes evne til at lede og styre bankens arbejde mod hvidvask, sagde Lars Idermark, formand for Swedbanks bestyrelse, i en pressemeddelelse.

Peter Suppli Benson, redaktionschef på Berlingske Business, tøver ikke med at kalde det en fyring. Han mener, at den danske topchef har haltet efter, lige siden SVT og tv-programmet Uppdrag Granskning kunne komme med de første afsløringer om hvidvask i Swedbank.

- Hun gik ud meget tidligt og sagde, at de kender deres kunder, de har kontrol, og at de driver en meget god bank. Der gravede hun i princippet de første tag til sin egen grav, fordi hun undervurderede sagen. Siden har den bare rullet og er blevet større beløbsmæssigt.

Birgitte Bonnesen har arbejdet for Swedbank siden 1987 og var i perioden 2011-2014 chef for Swedbanks forretning i de baltiske lande, der nu er centrum for hvidvaskningsskandalen. I 2016 blev hun udnævnt som konstitueret topchef i banken, da den daværende administrerende direktør, Michael Wulf, blev fyret og meldt til politiet for økonomisk kriminalitet.

Der har i Danmark også flere store sager om hvidvaskning gennem nogle af landets største banker. Mest central er sagen om Danske Bank, der så sent som i går fik Folketinget til at skærpe straffen for økonomisk kriminalitet.