Tesla klar med ny bil, men gamle konkurrenter ånder dem i nakken
Vi kan forvente os bedre og billigere elbiler i den nærmeste fremtid, mener ekspert.
Natten til fredag præsenterede Elon Musk Teslas nye elbil – Model Y.
Der er tale om en mellemklassebil af typen crossover, og det bliver en storebrorudgave af Teslas nuværende mellemklassesatsning, Model 3, der blev lanceret i marts 2016, men som først ramte det danske marked i februar i år.
Tesla har nemlig haft store vanskeligheder med at kunne producere det lovede antal. Hvor de i starten forventede at kunne producere 5000 Model 3’ere om ugen i december 2017, lykkedes det dem kun at få tallet op på 270.
Først 20. februar i år rullede der for første gang over 5000 Teslaer ud om ugen hos fabrikken i Fremont i Californien.
Men ifølge Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, har den snart 17-årige bilproducent endelig fået styr på sin produktion, og Teslas Markets Udviklings Direktør EMEA, Peter Bardenfleth-Hansen, forventer også, at vi kan se Model Y’eren i de danske gader senest i 2021.
Storebroren
Tesla har valgt at genbruge 75 procent af delene fra Model 3’eren i den nye Y-model. Hvilket også er derfor, at den kan komme så hurtigt i produktion, fortæller Peter Bardenfleth-Hansen.
Ifølge Torben Arent, nyhedsredaktør på FDM's blad Motor, ligner de to biler umiddelbart hinanden meget.
- Men da det for alle biltyper gælder, at en crossover generelt er mere populær end en sedan, kan jeg forestille mig, at Model Y vil blive efterspurgt, og endnu mere efterspurgt end Model 3, når de begge er på markedet.
Model Y’eren er dog ikke noget kvantespring for Tesla. Når man sammenligner de to modellers specifikationer, er det tydeligt, at det meste af teknologien er genbrugt, for forskellene er små.
Konkurrencen vil skærpe til
De store gamle bilproducenter tøvede længe med at producere rene elbiler, og det efterlod et vakuum på markedet, som Tesla forstod at udnytte.
Men efter flere års travlhed i tegnestuerne er de gamle bilfyrster ved at være klar til elbilsrevolutionen.
- Nu bliver Tesla indhentet af nogle spillere i en helt anden kategori og med meget store muskler, lyder det fra Torben Arent.
En analyse fra Reuters viser, at bilfabrikanter de næste ti år vil investere mere end 300 milliarder dollars i elbiler. Indtil videre har bilindustrien brugt omkring 91 milliarder dollars, hvoraf Volkswagen alene tegner sig for 30 milliarder.
Og spørger man både Jan Lang og Torben Arent skal vi forvente os meget af den tyske mastodont, og det skal Tesla også.
- De har mere erfaring i at bygge biler i en holdbar kvalitet, og de har gjort sig umage med en ny elbilplatform, som skal være grundstenen i mange nye modeller, siger Torben Arent.
Volkswagens første bil med denne platform er VW i.d, som kommer til næste år, og ifølge Jan Lang har tyskerne ramt det rigtige tidspunkt.
- Den kommer til at gå som varmt brød. Især i Danmark, da den sidder lige i skabet til danskernes behov i forhold til prissætning og rækkevidde.
Tesla byder konkurrenterne velkommen
På den anden side, tilføjer markedsanalytikeren, er flere af de andre store også på vej med deres elbilsatsninger, og nogle af dem har allerede et godt tag i markedet.
- Uanset er det min forventning, at konkurrencen på elbiler bliver bredere og bredere.
De udsigter bliver mødt med udpræget optimisme hos Peter Bardenfleth-Hansen.
- Det er jo fantastisk. Det er dér, vi vil hen. Hele missionen med Tesla-projektet som sådan var at sætte skub i processen med, at al transport skulle elektrificeres.
Skal der flere elbiler i gaderne – til gavn for klimaet – kræver det, at der kommer mere konkurrence i markedet, så bilerne kan blive billigere og bedre, uddyber Peter Bardenfleth-Hansen.
Plads til at vokse
På verdensplan udgør salget af elbiler kun omkring én procent af det samlede bilsalg, fortæller Jan Lang.
Dermed forventer han, at der i fremtiden sagtens kan være plads til både de gamle bilfabrikanter og Tesla.
Og indtil videre har vi kun set begyndelsen på en ny bilæra, og hvor udvalget stadig er ret småt, runder markedsanalytikeren af.
- Hvilket også gør det svært at sammenligne de forskellige mærker og modeller. Og det er alt andet lige ikke så godt, da der p.t. ikke er nogen konkurrence mellem de forskellige elbilsklasser.