Virksomheder vil være CO2-neutrale - men hvor langt rækker det egentlig?
Arla og Danish Crown vil være CO2-neutrale i 2050, men det er en dråbe i havet, og de kan nå at skifte mening undervejs, lyder det fra eksperter.
Mandag meldte Arla ud, at virksomhedens 10.300 andelshavere samt mejerier over det næste årti vil reducere deres CO-udledning med 30 procent per kilo mælk. I 2050 skal de være helt CO2-neutrale.
En lignende udmelding kom fredag fra Danish Crown, som ligeledes vil være CO2-neutral i 2050, og i 2030 er målet at have reduceret CO2-udledningen med 50 procent i forhold til 2005. Og SAS vil via investeringer i nye fly og biobrændsel reducere deres CO2-aftryk med 25 procent i 2030.
Koncernchef hos Arla, Peder Tuborgh, fortæller, at der bag beslutningen både ligger ideologiske overvejelser og sund, økonomisk fornuft.
- Jeg tror, at hvis man vil bevare sin relevans som virksomhed og ikke kun indenfor mejerier, men indenfor alle sektorer, skal man begynde at sætte sig sådan nogle mål her.
Global trend
Dermed falder disse danske virksomheder ind under en international tendens, hvor flere multinationale selskaber bliver mere gennemsigtige om deres klimaaftryk, og nogle lægger strategier for at formindske deres CO2-udledning.
Den internationale organisation CDP samler data ind om virksomheders påvirkning af klimaet verden over, og de har siden 2015 – hvor klimaaftalen i Paris kom i hus - oplevet en stigning af selskaber, der er villige til at dele deres klimadata, med 25 procent fra 5532 til 6937.
Vagt, usikkert og mindre effektivt
Det er naturligvis positivt, at flere virksomheder er begyndt at tage ansvar for klimaforandringerne, men det er stadig fugle på taget.
Sådan lyder det samstemmende fra adjunkt i global historie Stefan Gaarsmand Jacobsen og professor i miljøøkonomi Lars Gårn Hansen, der er tilknyttet henholdsvis Roskilde Universitet og Københavns Universitet.
- Når Danmark har en målsætning om, at vi skal være CO2-neutrale i 2050, så hjælper det formentlig, at virksomhederne gør noget frivilligt. Men samtidig må man spørge sig selv, at når en virksomhed selv definerer sit klimamål, hvor godt kan det så ramme?, lyder det fra Lars Gårn Hansen.
Når virksomhederne får eller tager ansvar i klimakampen, viser erfaringen, forklarer professoren videre, at deres tiltag hurtigt bliver uigennemskuelige både for kunder og politikere. Især når man inddrager de indirekte effekter på CO2-udledning, som virksomhederne har gennem køb af input.
Som eksempel nævner han, at når en virksomhed beslutter sig for at opstille en vindmølle for at reducere deres CO2-udledning, er den reale betydning for samfundets samlede CO2-udledning betydeligt mindre end den direkte. Den CO2-kvote, virksomheden før i tiden har brugt, vil nu bare blive solgt til og brugt af en anden virksomhed i EU gennem EUs meget omdiskuterede CO2-kvotesystem, der har eksisteret siden 2005.
Det er generelt svært at måle den reale udledning af drivhusgasser, som en virksomhed forårsager, fortsætter Lars Gårn Hansen. Det kræver nemlig, at man også medregner deres underleverandører, hvilket igen kræver, at man medregner deres, og sådan kunne man blive ved.
Når virksomhederne ikke har et tilstrækkeligt overblik over deres eget CO2-aftryk, har de også svært ved selv at foretage de mest effektive tiltag. Ligesom det næsten er umuligt for kunder at vurdere, hvad der rent faktisk er det mest klimavenlige valg, når de står og skal købe et produkt.
- For selvom tingene kan se ud, som om de er CO2-neutrale, så modvirkes det ofte af de indirekte effekter.
Derfor er risikoen ifølge Lars Gårn Hansen, at det bliver ineffektivt og dyrt, når virksomhederne skal reducere deres CO2-aftryk frivilligt, sammenlignet med statslige CO2-afgifter, han mener vil give en effektiv og billig omstilling.
Ekspert: Letkøbte ambitioner
Koncernchefen hos Arla fremhævede selv, at selskabets klimastrategi vil give selskabet en konkurrencemæssig fordel på lang sigt. Det er Stefan Gaarsmand Jacobsen enig med ham i.
- Men selvom de har ambitionen om det, er det ikke ensbetydende med, at det ender sådan. Især ikke, hvis den økonomiske risiko ved omstillingen bliver for stor. For her har Arla og alle andre virksomheder en ultimativ forpligtelse over for sine ejere.
Hvorvidt Arla lykkes med sine klimaplaner afhænger ifølge Koncernchef Peder Tubourgh af, om forskningen og teknologien vil udvikle sig.
Noget, som mejerikoncernen selv kun har en begrænset indflydelse på, forklarer Stefan Gaarsmand Jacobsen. Derfor mener han, at det er meget nemt for en virksomhed at love en masse positivt om sin klimaindsats.
- Men når de ikke selv er ansvarlige for udviklingen af de helt store teknologiske og samfundsmæssige gennembrud, kan deres løfter på klimaområdet hurtigt ende som tom luft.
Kun staten har magten til at gøre noget
Når det kommer til at kunne indfri målene i Paris-aftalen, er de to klimaeksperter enige i, at staten skal være den ansvarlige instans i samspil med virksomheder, forbrugere og organisationer.
- Jeg bliver altid lidt nervøs, når politikere sætter deres lid til, at private penge kan løse klimaproblemerne, fordi det stemmer ikke overens med vores øvrige erfaringer fra de sidste 100 år. Her er samfundsmæssige og teknologiske løsninger oftest blevet udviklet med statslige penge, mens virksomhederne siden har fulgt op på de store gennembrud, siger Stefan Gaarsmand Jacobsen.
Adjunkten understreger, at klimaforandringerne er et globalt problem og derfor skal løses globalt via internationale aftaler, hvilket igen taler for, at ansvaret ligger hos de enkelte landes regeringer.
- Stater i samarbejde kan absorbere nogle risici og tage nogle større chancer i deres investeringer, end virksomhederne kan, siger Stefan Gaarsmand Jacobsen.
Mangel på politisk handlen
Det er imidlertid klokkeklart, at staterne endnu ikke er der, hvor de effektivt kan handle på klimaforandringerne, lyder det fra de to klimaeksperter.
- Der mangler handling, så længe vi ikke kan opregne tilstrækkeligt med tiltag, der giver os en retning imod at begrænse temperaturstigning til 1,5-2 grader, siger Stefan Gaarsmand Jacobsen.
Han efterlyser mere politisk ansvar blandt de lande, der har penge og indflydelsen til at skabe tilstrækkelige forandringer.
- Det betyder, at de rige lande accepterer en enorm klimarisiko på vegne af deres borgere.