- Der er ikke én klub i dansk fodbold, der ikke har været ganske tæt på et økonomisk kollaps

16x9
FCN-ejer Tom Vernon har investeret i dansk fodbold, selvom klubberne traditionelt har haft røde tal på bundlinjen Foto: Anne Bæk / Scanpix Denmark

Dansk fodbold har historisk været en underskudforretning, men tiltrækker alligevel både danske og udenlandske investorer.

Når Superligaens forårssæson fredag aften fløjtes igang med kampen mellem AGF og Esbjerg, står der mere end bare mål og point på spil. I kulisserne bag landets bedste fodboldklubber ruller millionerne, ligesom bolden, i et net af økonomiske kvaler og muligheder, gevinster, store ambitioner og endnu større pengetab.

Ifølge den seneste rapport fra Idrættens Analyseinstitut tabte Superligaens daværende 14 klubber således samlet set 24 millioner kroner i løbet af sæsonen 2016/17. I de ti år, der gik forud for 2017, noterede klubberne sig for et samlet tab på 1,1 milliard kroner.

Når FC København, Brøndby og de øvrige klubber alligevel har kunnet overleve, skyldes det ikke mindst kapitaltilførsler. Siden 1995 er fodboldklubberne i Danmark blevet tilført knap 4,2 milliarder kroner, viser tallene fra Idrættens Analyseinstitut.

Forskningschef Rasmus K. Storm, der står bag udregningerne, fortæller, at de økonomiske udfordringer for fodboldklubberne i høj grad kan koges ned til læresætningen om, at det koster penge at tjene penge.

- Problemstillingen er, at det koster penge at vinde mesterskaber. Hvis man vil det, skal man investere i spillere, og så har man tilsvarende udgifter forbundet med det. Så skal man hente de her penge hjem, men det fascinerende er, at det faktisk lykkes, siger Rasmus K. Storm til TV 2. 

- Men der er ikke én klub i dansk fodbold, der ikke på et tidspunkt har været ganske tæt på økonomisk kollaps.

Reddet af rigmænd

Over de seneste år har flere af Danmarks største og mest traditionsrige klubber været tæt på at gå konkurs. I både 2013 og 2016 var de tifoldige danske mestre fra Brøndby på randen af konkurs, og sidste forår var Lyngby BK så tæt på at dreje nøglen om, at selv New York Times beskrev dramaet, der var ved at kvæle klubben.

I Brøndby var det i høj grad rigmanden Jan Bech Andersen, der sikrede overlevelsen, mens det i Lyngby var en kreds af lokale med et hjerte, som banker for de kongeblå, der reddede økonomien.

Ifølge Rasmus K. Storm hænger fodboldøkonomien i høj grad sammen med følelserne, og det gør det nemmere at få tilført kapital. Der er dog også investorer, hvor det ikke er hjertet, der bestemmer, hvor pengene ender, understreger han. I flere klubber har udenlandske investorer således sat sig på betydelige dele af ejerskabet.

Vi har ikke set de sidste udlændinge i dansk fodbold

Jesper Jørgensen, partner i Deloitte

Udenlandske øjne på Danmark

I Vejle BK er Andrew Zolotkofra Moldova eksempelvis hovedaktionær, mens det er britiske Matthew Benham, der ejer de regerende danske mestre fra FC Midtjylland. Også FC Nordsjælland, der vandt DM-guldet i 2012, er på britiske hænder.

I 2015 købte et konsortium, med olierigmanden Tom Vernon i spidsen, klubben fra Farum, der siden har stået for flere af de største og mest opsigtsvækkende salg af talentfulde danske fodboldspillere til udlandet. Senest solgte Nordsjælland tidligere i denne uge 16-årige Christian Rasmussen til hollandske Ajax for et beløb, der menes at ligge på den gode side af 20 millioner kroner.

- Vi havde en vision for fodbold, der drejer sig om talentudviklingen, men også om en klub, der er relevant i det 21. århundrede, hvad angår de værdier, som de tilbyder. Vi brugte en del tid på at kigge gennem Europa for at finde det rette marked og den rette model for vores vision, og vi endte her i Farum med hvad, vi mener, er et fantastisk projekt, siger Tom Vernon til TV 2.

Ifølge Jesper Jørgensen, der er partner i Deloitte og ekspert i fodboldøkonomi, er værdi og talentudvikling netop to af de ting, der lokker udenlandske investorer til.

- Dels er det relativt billigt at komme til i danske fodboldklubber, og dels har danske klubber et godt renomme for at udvikle talenter. Det er noget af det, der bliver kigget på. For at få talenter solgt videre til udlandet er, hvad der tiltrækker nogle af de udenlandske investorer.

Vi kan ikke måle en effekt lørdag morgen, men hvis vi kommer i top seks, får det økonomisk betydning

Søren Højlund Carlsen, kommunikationschef i AGF

Ikke kun for sværvægtere

Også en række af mindre danske klubber har over de seneste år solgt ejerandele til udenlandske investorer. Tidligere på året blev Næstved BK officielt solgt til tyske ejere, mens udlændinge i HB Køge har en ejerandel på mellem 20 og 25 procent.

Også Helsingør og Aarhus Fremad har udlændinge som en del af ejerkredsen, mens udlandsdanskere fra Filippinerne, Chile, Storbritannien og Tyskland har købt sig ind i den københavnske traditionsklub B93. Det viser TV 2 Business’ gennemgang af ejerforholdene i de danske klubber.

Snart kan der dog komme endnu flere udlændinge til, mener Jesper Jørgensen fra Deloitte:

- Vi har ikke set de sidste udlændinge i dansk fodbold. Der vil til stadighed være nogle, der er interesseret. FCK er et oplagt emne for udenlandske investorer. Fodbold bliver mere internationalt, og det gør dansk fodbold også.

En kamp om millioner

I Aarhus, hvor Superligaens forårssæson fredag klokken 19 sparkes i gang, har økonomien i flere år forvoldt store problemer. Når indeværende regnskabsår er afsluttet, tror de i AGF dog på et overskud mellem nul og fem millioner kroner. Det fortæller Søren Højlund Carlsen, der er kommunikationschef i klubben.

Han understreger, at kampen mod Esbjerg fredag aften ikke har nogen direkte påvirkning på klubbens finanser – og så alligevel. Når AGF, der er nummer ti i Superligaen, møder Esbjerg, der er nummer fire, er det nemlig svært helt at adskille mål og millioner.

- Vi kan ikke måle en effekt lørdag morgen, men hvis vi kommer i top seks, får det økonomisk betydning. Og skal vi i top seks, så skal vi meget gerne vinde i aften, siger kommunikationschefen.