BR overlever – 25 butikker åbner til foråret
I de byer, hvor BR ikke genåbner, vil Føtex og Bilka skrue op for legetøjsafdelingerne.
BR overlever i en ny og slanket udgave. Salling Group har kontrakter på plads, så den kan åbne 25 BR-butikker i løbet af foråret.
Samtidig åbner BR en butik på nettet.
Allerede inden for få måneder åbner de nye butikker som en del af et landsdækkende åbningsprogram. I de byer, hvor BR ikke genåbner, vil Føtex og Bilka skrue op for legetøjsafdelingerne i deres butikker.
Salling Group købte tidligere varelageret fra BR og retten til at bruge mærket ud af konkursboet, efter at BR var krakket oven på en række dårlige resultater og milliardunderskud.
- Med en landsdækkende BR-kæde og en stærk webshop sikrer vi, at der fremover bliver et univers, hvor man kan købe legetøj. Det ligger os meget på sinde, at børn fortsat kan have gode oplevelser med legetøj i fysiske butikker, og at legetøj forbliver en del af danskernes hverdag, siger Salling Groups administrerende direktør, Per Bank, til TV 2.
Salling Group: BR er det stærkeste brand
Salling Group har tidligere overvejet at lave selvstændige BR-afdelinger i de enkelte Føtex- og Bilka-forretninger.
Men med erhvervelsen af de 25 butikker er den idé droppet.
Salling vil især satse på større butikker. Formålet er at give en bedre brugeroplevelse for kunderne. BR har tidligere været kritiseret for at have utidssvarende butikker.
- Der er tale om et særdeles stærkt dansk brand, og de seneste ugers omtale af BR har understreget, at danskerne meget gerne vil holde liv i BR. Vi er nu i dialog med udlejere over hele landet for at sikre de bedste placeringer til de kommende BR-butikker, siger den administrerende direktør i Salling Group.
Forhandlinger med udlejere
Salling Group har efterfølgende uafhængigt af konkursboet påbegyndt individuelle forhandlinger med udlejere landet over om ledige butikslokaler. Åbningen af de nye BR-butikker kan finde sted i lejemål, der tidligere har huset legetøjsbutikker, men kan også ske i øvrige eksisterende eller nyopførte lejemål.
De kommende cirka 25 butikker forventes placeret bredt på tværs af Danmark, dog i første omgang kun på brofaste øer. I løbet af foråret forventes placeringerne af de kommende BR-butikker offentliggjort.
Salling Group har forud for åbningen indhentet accept fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.