Business

Novo Nordisk Fonden vil skænke penge til flygtningelejre

Fonden selv forventer, at det bliver omkring 400 millioner kroner om året. Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Danmarks største pengetank skal ikke længere kun donere til danske projekter, fortæller Lars Rebien Sørensen.

Danmarks største pengetank vil fremover løfte blikket fra gode formål i Danmark og skyde store beløb til projekter andre steder i verden.

Det fortæller Novo Nordisk Fondens bestyrelsesformand, Lars Rebien Sørensen, i et interview med Berlingske.

Novo Nordisk Fonden havde i 2017 værdier for 358 milliarder danske kroner. I øjeblikket har fonden ifølge Berlingske omkring 100 milliarder kroner i frie midler. Fire procent af dem uddeles i donationer. Det var 5,8 milliarder kroner i år.

Fokus på børn, sundhed og uddannelse

Mængden af frie midler ventes ifølge avisen at stige de næste år. Det er på forventning om, at ejerskabet i Novo Nordisk kommer til at give stigende indtægter.

En anden ændring de næste år bliver, at det ikke kun er godtgørende formål i Danmark, som skal nyde godt af de penge, men formål i hele verden.

Det er blandt andet flygtningelejre, der skal have støtte fra Novo Nordisk Fonden ifølge Lars Rebien Sørensen. Til Berlingske siger han:

- Vores formål vil være børn, unge, sundhed og uddannelse. Vi kan ikke lade en hel ny generation i stikken. Selv om de er i flygtningelejre, skal børnene kunne gå i skole og lære noget, så de har en fremtid.

- Formålet er at gøre forholdene mere tålelige, så de ikke ønsker at vandre videre, men har muligheder for at vende tilbage.

Forventer at donere 400 millioner kroner om året

Det er ikke besluttet, hvad pengene fra den ventede stigning i mængden af frie midler skal bruges på. Det er dermed heller ikke bestemt, hvor mange kroner der skal udbetales til flygtningelejre.

Fonden selv forventer, at det bliver omkring 400 millioner kroner om året.

Ud over at flytte øjnene mod flygtningelejre uden for Danmarks grænser, vil Novo Nordisk Fonden også rettet blikket mod andre typer af projekter i Danmark.

Indtil nu har "klassisk forskning på life-science-området" været fondens fokus. Men i interviewet med avisen siger Lars Rebien Sørensen, at det skal udvides til andre "væsentlige og presserende samfundsopgaver".