Business

Gun-Britt Zeller har forbudt sine ansatte mobiler i arbejdstiden: - Jeg vil have, at de holder fokus

Frisørdronningen Gun-Britt Zeller fortæller, at hun tager ansvaret som rollemodel meget alvorligt.

Hvis ikke du kan blive andet, så kan du blive frisør.

Sådan var holdningen tilbage i 60’erne, da Gun-Britt Zeller startede i faget.

- Det var lavstatus-agtigt, og der var ingen penge i det, siger hun.

Men den unge Gun-Britt Zeller ville det anderledes. Hun lagde vægt på kunst, teknik og kvalitet. Og med de ambitioner og et benhårdt slid har hun 40 år senere skabt sig en solid forretning og gjort sit navn synonymt med coiffure i absolut topklasse.

I programmet 'Min første million' fortæller hun om sit opgør med en ildeset branche, og hvordan hun ud af det fik skabt sig et solidt brand.

Endelig rollemodel

Som pioner for frisørfagets udvikling i Danmark er Gun-Britt Zeller gået hen og blevet en rollemodel for andre frisører og især for de yngre.   

- Der kom en elev den anden dag og fortalte, at de havde om mig på frisørskolen. Så tænkte jeg: ”Hvor er det godt. Men hvor har det også taget mange år.”

Gun-Britt Zeller

Startede salon i 1976

Har i dag 25 mennesker ansat i salonen og sin egen produktserie

Kunne i år fremvise et overskud på 3,2 millioner kroner for 2017 efter skat i hendes holdingselskab - det sjette millionoverskud i træk og det største i selskabets historie

Det koster 2500 kroner at blive klippet af Gun-Britt Zeller selv

Det betyder meget for den velansete frisør, fordi det er en bekræftelse på det ansvar, hun føler for faget, og at hun er med til at inspirere de unge.

Alene det, at der i dag kan eksistere rollemodeller i frisørbranchen, er for Gun-Britt Zeller et vidnesbyrd om, at tingene har ændret sig.

- Den største stolthed, jeg føler, når jeg tænker tilbage, er, at jeg ved at holde fast i min tro og drøm har været en af dem, der har fået kulturen ændret.

Under vingerne

Gun-Britt Zellers salon i København er et meget eftertragtet sted for vordende frisører at komme hen, og de har også mange elever ad gangen, fortæller frisørdronningen.   

- Men man skal igennem nåleøjet, for vi kigger dem godt an.

Når de er kommet ind i huset, handler det i starten om, at de unge skal lære om service, og hvordan man opfører sig.

- For mange kommer lige fra skolen og ved ikke helt, hvordan man skal gebærde sig.

Forskellen på, hvordan unge elever var for 20-30 år siden og til i dag, er mærkbar, fortæller Gun-Britt Zeller. 

Blandt andet har de svært ved at koncentrere sig og være fokuserede, mener hun. Det har haft den konsekvens, at man hos Gun-Britt Zeller har forbudt de ansatte i at tage deres mobiler med ind i salonen i arbejdstiden.

- Fordi jeg vil have, at de holder fokus på det, det handler om. Og da vi tog de telefoner ud, hjalp det.

- Til gengæld har de unge i dag har meget mere skolekundskab, og det synes jeg, er en kæmpe fordel. Og så er de meget hurtigere til alt, hvad der har med teknologi at gøre.

Har eleverne blot drømmen om at blive en dygtig frisør, understreger Gun-Britt Zeller, at så følger kundskaberne og det rigtige mindset med.

- De vokser ind i det og bliver optaget af det, og det er jo det, det handler om.

Hos Gun-Britt Zeller foretrækker de også at beholde de frisører, der er blevet udlært hos dem.

- Det, synes jeg, er den rigtige måde at gøre det på.

Også en business

Det er imidlertid ikke nok at lære om håndværket og god service. Ud fra sit eget eksempel handler det også for Gun-Britt Zeller om at få de unge til at forstå forretningsdelen.

- Hos os ser de, hvad der skal til for at drive en stor virksomhed i modsætning til at eje en mindre frisørsalon i en sidegade.

Vigtigst af alt så lærer eleverne at blive dannet og at samarbejde.

- Vi er en stor familie, der tager os af hinanden. Og mange af dem kan jo næsten ikke undvære det, når de ikke skal være her.

Vælger en udlært frisør dog ikke at blive, så kan et svendebrev fra Gun-Britt Zeller give arbejde stort set alle steder i branchen.

- Fordi de bliver dygtige. Og det er det, jeg ser som kronen på mit værk.