Business

TDC køber bredbåndskometen Hiper

Hiper, der har slået sig op på højhastighedsbredbånd til danskerne, er solgt til TDC. Olufson Jonas / Ritzau Scanpix

TDC betaler et ukendt beløb for Hiper, der sælger højhastighedsbredbånd og har 47.000 kunder.

TDC har købt selskabet Hiper, der sælger bredbånd og har 47.000 kunder.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra TDC.

Hiper blev stiftet i 2015 og har 50 ansatte, der alle følger med over til TDC.

- De har på få år opbygget en skalerbar platform med bredbånd som kerneprodukt og med en kundeservice af høj kvalitet, siger Jaap Postma, der er koncerndirektør i TDC, i en pressemeddelelse.

De to selskaber har aftalt ikke at offentliggøre prisen for Hiper, der havde sat et til-salg-skilt på sig selv.

Handlen er dog ikke af en størrelse, der kræver en blåstempling hos Konkurrencestyrelsen. Fusionen træder derfor i kraft i slutningen af november.

Ny satsning

Ifølge TDC er købet et led i selskabets nye strategi om at satse mere på at udvikle fibernetværk, hvor andre selskaber kan leje sig ind.

Den satsning blev sat i søen, efter at teleselskabet tidligere i år blev solgt til et konsortium og taget af børsen.

TDC's nye ejere er de tre danske pensionskasser PFA, PKA, ATP samt den australske investeringsbank Macquarie.

Både Hiper og TDC understreger, at kunderne ikke kommer til at mærke nogen forskel efter ejerskiftet.

Forventede første overskud næste år

Hiper er stiftet af stiftet af Stig Myken, Nicolai Lamborg og Simon Skals, som er erfarne personer fra den danske telebranche - blandt andet med baggrund hos det TDC-ejede Fullrate.

Hipers forretningsmodel er at leje sig ind hos konkurrenternes net og videresælge bredbånd via fiber, kabel-tv-nettet eller fastnet.

Forretningsidéen er bygget på kun at sælge bredbånd, mens ekstraprodukter som tv, streamingtjenester eller telefoni bevidst er skåret fra.

Hiper har endnu ikke haft overskud, men administrerende direktør Stig Myken udtalte tidligere i år, at han forventede at have sorte tal på bundlinjen i 2019.