Business

Danske Bank taber milliarder i markedsværdi fredag

Nye oplysninger i hvidvasksagen gav Danske Bank endnu en rød dag på børsen. Aktionærerne tabte 8,9 milliarder.

Danske Bank-aktionærerne har fredag tabt 8,9 milliarder, efter at Financial Times kom med nye oplysninger i hvidvasksagen. Aktien faldt 6,2 procent.

Dermed fik aktien endnu en lussing på børsen.

Financial Times beskriver fredag, hvordan Danske Banks estiske filial i 2013 overførte penge for russere uden at vide, hvor de i sidste ende havnede.

Ekstern revisor undersøges

Der var tale om såkaldte spejlhandler. De foregik på den måde, at russiske kunder købte værdipapirer i rubler. Derefter blev de identiske værdipapirer solgt i en udenlandsk valuta som dollar.

Ifølge Financial Times viser et internt notat, at Danske Bank gennem såkaldte "mirror trades" har overført op til 8,5 mia. euro - svarende til 63,4 mia. kr. - for bankens russiske kunder.

Derudover har Erhvervsstyrelsen har startet en undersøgelse af Danske Banks eksterne revisor som følge af sagen. Det er konkret Danske Banks regnskaber for 2014, der bliver undersøgt.