FBI jagtede formue hvidvasket gennem Nordea og Danske Bank

I 2011 beslaglagde FBI en stor formue, der var gået fra Nordea til Danske Bank i Estland, skriver Børsen.

En international sag om hvidvask af 80 millioner kroner fra cyberkriminalitet fik i 2011 det amerikanske forbundspoliti (FBI) til at indefryse beløb på konti i både Nordea og Danske Banks skandaleramte estiske filial.

Det skriver Børsen.

Ifølge avisen viser retsdokumenter, at Danske Banks estiske filial var involveret i en sag om en estisk svindelbande anført af Vladimir Tsastsin.

FBI jagtede både millioner fra det danske selskab Furox Aps' to konti i Nordea og cirka 20 millioner kroner, der var ført videre herfra til et selskabs bankkonto i Danske Bank i Estland.

Afviser at kommentere

Danske Banks pressechef, Kenni Leth, afviser over for Børsen at kommentere konkrete kundeforhold.

Sagen er ifølge Børsen interessant, da selskabet Furox Aps fra svindelsagen havde adresse på Nybrogade i København.

Den adresse er også blevet brugt af en række af de 53 mistænkelige danske kommanditselskaber, der ifølge Danske Banks hvidvaskundersøgelse var kunder i den estiske filial.

Intet tyder dog på, at Danske Bank skred ind over for de andre selskaber på adressen i 2011.

For to år efter var de mistænkelige danske kommanditselskaber en af de ting, som whistlebloweren Howard Wilkinson advarede Danske Bank-koncernen om, fremgår det af redegørelsen ifølge Børsen.

FBI's pengejagt 'burde få alarmklokkerne til at ringe'

Ifølge Jakob Dedenroth Bernhoft fra Revisorjura, der har specialiseret sig i hvidvasksager, burde FBI's pengejagt i Danske Banks estiske filial i 2011 have fået alarmklokkerne til at ringe.

- Beslaglæggelsen rejser her en mistanke om, at der kan være problemer med de øvrige tilsvarende engagementer. Denne mistanke har banken pligt til at få afkræftet. Kan banken ikke det, skal de øvrige engagementer indberettes, siger han til Børsen.

Danske Bank erkender, at banken fik flere advarsler om suspekte kunder, men at den siden har rettet op på forholdene i Estland og lukket den daværende portefølje ned.

I Nordea afviser risikochef Julie Galbo over for Børsen at kommentere på konkrete enkeltkunder, men understreger, at banken også dengang kontrollerede kunder og transaktioner for at bekæmpe hvidvask.