Madanmelder har tre råd til nye ejere, hvis Jensens Bøfhus skal overleve
Selv det traditionelle og simple har brug for fornyelse engang imellem, hvis der skal være en fremtid for Jensens Bøfhus, lyder det fra eksperter.
Palle Skov Jensen, grundlægger og ejer af Jensens Bøfhus siden 1984, er ikke længere en del restaurantkæden.
De 32 tilbageværende spisesteder med det velkendte røde logo skal fremover drives videre af en ny ejerkreds. Den skal forsøge at sparke nyt liv i Jensens Bøfhus, der de seneste par år har været truet på eksistensen.
Selskabet kom ud af 2017 med et underskud på 163 millioner kroner, hvilket betød, at man efterfølgende har måttet lukke flere restauranter.
Den opgave kan dog lyde nemmere end som så, hvis man spørger Berlingskes madanmelder Søren Frank.
- Jeg har svært ved at se dem kunne klare sig i København, fordi der er så mange andre restauranter, og de har fået et dårligt ry. Der er en opfattelse blandt den yngre generation, at Jensens Bøfhus ikke er et særligt godt sted at spise, siger han til TV 2.
En chance til
Madanmelderen har i flere år været en af de største kritikere af bøfkæden, og i en anmeldelse fra juni i år skrev han: "Kære banker, lad Jensens Bøfhus dø!".
Selvom han afskriver hovedstaden, kan Søren Frank dog sagtens forestille sig, at der er andre steder i Danmark, hvor der stadig er et kundegrundlag for bøfhusene. Men her har de også fået nye konkurrenter i form kæderne Flammen og Ilden.
Med nye ejere ombord tror han dog, at det kan blive nemmere at foretage ændringer i det koncept, som Jensens Bøfhus har.
- I og med at det har været Palle Skov Jensens livsværk, har han måske holdt sig til sine principper. Derfor kan et nyt ejergrundlag være med til at skabe en ny opstandelse, siger Søren Frank.
Bøfhuset skal skære ind til benet
Palle Skov Jensens konservative tilgang er et tegn på, at ledelsen har været ude af trit med deres kunder.
Det forklarer Jesper Damm, partner og managing director hos Boston Consulting Group, der er ekspert i såkaldte turnarounds. En koncept, der handler om, hvordan selskaber kan vende nedtur til optur. Han understreger, at han ikke har et nærgående kendskab til Jensens Bøfhus og derfor udtaler sig ud fra sin generelle viden.
- Nedturen tyder på, at ledelsen har været alt for længe om at erkende, at forretningsmodellen ikke længere duede og ikke genopfandt sig selv, da krisen ramte dem, siger Jesper Damm.
Krisen i Jensens Bøfhus har kostet selskabet hele dens egenkapital og givet dem en stor gæld. Opgaven er derfor først og fremmest at få sat en prop i bunden, så de stopper med at bløde røde tal, forklarer Jesper Damm.
- Der er ikke andet at gøre end at skære godt og grundigt ind til benet, så man skaber en base, man kan arbejde videre ud fra. Derfra er det væksten, der skaber værdien på den lange og mellemlange bane, men man er nødt til at sikre sig et solidt fundament først.
Netop det med at få skabt sig en solid base er vigtigt, hvis de skal overleve på sigt, tilføjer Jesper Damm. Her handler det for Jensens Bøfhus om at komme derhen, hvor de igen kan udvide forretningen. Eksempelvis ved at åbne nye restauranter.
Ejer stadig fast i troen
Selvom Palle Skov Jensen nu er helt ude af sit livsværk, så tror han stadig på, at der en fremtid for den restaurantkæde, han har skabt.
- De seneste måneders aktive markedsføring af bøfhusene viser, at der er plads til Jensens Bøfhus. Nu har jeg i 34 år arbejdet med at skabe en familievenlig bøfrestaurant som millioner af gæster har været og er glade for. Udviklingen viser for mig, at bøfhusene fortsat er bæredygtige, og at markedet efterspørger konceptet, siger Palle Skov Jensen ifølge i en pressemeddelelse.
Den traditionelle restaurant skal forny sig
Ifølge forbrugerkonsulent Camilla Birch havde Jensens Bøfhus i mange år et forholdsvist unikt koncept og lå alene i markedet om at være en familievenlig restaurant med nogle lave priser, hvor rigtige mange gæster kunne være med.
- Jensens Bøfhus er måske ikke dem, der er gået forrest med nye spændende koncepter - det er jo et enormt stærkt brand. Selv folk, som ikke har sat deres ben på Jensens Bøfhus i 20 år, kender stedet og ved, hvad det står for, siger Camilla Birch.
Men nogle gange kan brands komme i modvind, hvis det, de står for, ikke følger med tidsånden. Der er sket rigtig meget på madscenen i Danmark de seneste 15 år med økologi, det nye nordiske køkken og kendiskokke, fortæller forbrugerkonsulenten.
- Det, Jensens Bøfhus stod for med noget ikke særlig fancy mad, der var til at betale, er ikke den placering mad har længere for mange mennesker, hvis de skal spise ude. Der har Jensens Bøfhus måske haft svært ved at forny sig og gøre sig relevant for en ny generation, siger Camilla Birch.