Britiske myndigheder indleder efterforskning i Danske Banks hvidvasksag

En stor del af de mistænkelige kunder i Danske Banks estiske filial var britiske selskaber.

Storbritanniens enhed mod organiseret kriminalitet, National Crime Agency (NCA), har åbnet en undersøgelse af et britisk selskab, som skal have forbindelser til Danske Banks meget udskældte estiske filial.

Det skriver avisen Financial Times fredag.

Undersøgelsen menes at være den første fra de britiske myndigheder i relation til Danske Banks hvidvasksag, skriver avisen.

- NCA er opmærksom på brugen af britiskregistrerede selskaber i denne sag og har relaterede aktiviteter i gang, udtaler den britiske myndighed til Financial Times.

- Truslen fra brugen af britiske selskabsstrukturer som en måde at hvidvaske penge på genkendes bredt, og NCA arbejder sammen med partnere på tværs af regeringen for at begrænse de kriminelles mulighed for at benytte sig af dem på denne måde.

NCA afviser over for Financial Times at kommentere sagen yderligere. Danske Bank ønsker heller ikke at udtale sig om sagen.

- Vi er i løbende kontakt med myndigheder i forskellige lande, men vi kommenterer ikke, hvilke specifikke myndigheder vi taler med, udtaler Kenni Leth, pressechef i Danske Bank, i en mail til TV 2.

Kan få betydning for danske undersøgelser

Oplysningerne om de britiske myndigheders efterforskning er endnu meget få. Men alt afhængig af, hvad briterne finder frem til, kan det ikke udelukkes, at undersøgelsen kan få betydning i Danmark.

- Det kan være, at briterne finder frem til nye oplysninger, der kan fortælle mere om, hvad der er foregÃ¥et, og som kan være med til at belyse sagen yderligere, siger Jakob Dedenroth Bernhoft, hvidvaskekspert og direktør i revisorjura.dk.

Han henviser til, at det britiske selskab, der nu undersøges, med stor sandsynlighed er blandt de selskaber, der ogsÃ¥ indgÃ¥r i Danske Banks egen undersøgelse i hvidvasksagen. 

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - også kendt som Bagmandspolitiet - efterforsker fortsat bankens rolle, og senest har Finanstilsynet genåbnet deres undersøgelse af Danske Bank.

- Vi ved, at SØIK og Finanstilsynet får oplysninger fra andre lande, og så vil det da være nærliggende at få eventuelle nye informationer fra briterne, i takt med at deres arbejde skrider frem, forklarer Jakob Dedenrith Bernhoft.

Danske Bank-sag har internationalt fokus

Selskaber med tilknytning til Storbritannien var den næststørste gruppe - kun overgÃ¥et af russerne - blandt de udenlandske kunder i den estiske filial. 

I 2013 fortalte en whistleblower i filialen til ledelsen, at det blandt andet var britiske skuffeselskaber, som blev brugt til at hvidvaske penge.

- London, verdens finanscentrum, har også et ry for at være verdens største møntvaskeri, hvad angår hvidvask af penge. Så Danske Bank-sagen har også sat fokus på, om de britiske myndigheder har gjort nok for at slå ned på den her form for kriminalitet, fortæller TV 2s korrespondent i London, Divya Das.

Onsdag erkendte Danske Bank store fejl og svigt i håndteringen af mistænkelige kunder i Estland, da en intern undersøgelse om sagen blev præsenteret.

Det samlede beløb, der flød gennem filialen fra udenlandske kunder i 2007-2015, var 200 milliarder euro eller knap 1500 milliarder kroner.

Undersøgelsen har ikke kunnet fastslå, hvor stor en del af beløbet der er "mistænkeligt". Men det er formentligt "en meget stor del". Det beløb gør sandsynligvis sagen til en af de største hvidvasksager i Europa.