Wall Street var skyld i finanskrisen - alligevel slap toppen fri
Ifølge chefen for FBI's efterforskning er en del af forklaringen - eller problemet - at grådighed i sig selv ikke nødvendigvis er ulovligt.
10 år efter finanskrisen er der igen fuld fart på USA’s økonomi, som oplever det længste opsving i landets historie.
Mange af dem, som skummer fløden, er de samme folk, som i 2008 var ved at kaste verdensøkonomien ud over afgrunden – finanskongerne på Wall Street.
Men ingen topdirektører i finansverdenen er blevet idømt store bøder eller fængselsstraf for deres ledende rolle i at sælge det værste skrammel indenfor investeringsbranchen. På trods af at to omfattende rapporter fra politikerne i Washington har udpeget Wall Street som blandt de hovedansvarlige for finanskrisen.
Der er tale om 'The Financial Crisis Inquiry Report' og 'Wall Street and the Financial Crisis: Anatomy of a Financial Collapse' fra henholdsvis Kongressen og Senatet.
Senatet skriver i sin rapport:
- Undersøgelsen har vist, at krisen ikke var en naturkatastrofe, men resultatet af høj risiko, komplekse finansielle produkter, skjulte interessekonflikter samt svigt fra myndigheder, kreditratingbureauerne og selve markedet med at tøjle Wall Streets urimeligheder.
Tøjlesløse bankfolk kunne ikke styre sig
Overordnet er der to parallelle spor, som førte til krakket i 2008:
- Manglende lovgivning og kontrol med banker og finansmarkeder
- En grĂĄdighedskultur pĂĄ Wall Street, som gik amok
Det fremgår af begge rapporter, mens et utal af bøger når til samme konklusion. En af dem er 'Fault Lines' - 'Brudlinjer' - af økonomen Raghuram Rajan, som advarede om krisen allerede i 2005.
Præsident Ronald Reagan deregulerede en række sektorer, herunder finanssystemet. Her blev mange af reglerne for bankernes lån og udlån fjernet. Reagans lempelser gjorde, at bankerne begyndte at vokse sig kæmpe store.
Både George Bush senior og Bill Clinton fortsatte med at fjerne barrierer for den stadigt mere dominerende finanssektor. Især et pennestrøg fra Clintons hånd blev skelsættende.
Det var i 1999, hvor Clinton fjernede en lov, som blev indført under Den Store Depression i 1930’erne. Hermed tillod præsidenten, at bankerne kunne bruge kundernes indestående penge til at investere i værdipapirer, såsom aktier og obligationer.
Bankerne lovede, at de kun ville investere i værdipapirer med lav risiko. Et løfte, de på ingen måder overholdt.
Giftige boliglĂĄn
I starten af 00'erne oplevede USA et stort byggeboom. Det ville finanssektoren udnytte maksimalt.
Ved hjælp af et solidt stykke arbejde fra deres lobbyister i Washington – 3000 styk på daværende tidspunkt, fem per kongresmedlem – fik bankerne trumfet igennem, at de måtte sælge en ny type højrisiko boliglån til amerikanere, som traditionelt har været for fattige til at kunne købe bolig.
Det var de sĂĄkaldte subprime-lĂĄn.
Mange amerikanere fra underklassen udnyttede muligheden for at blive herre i eget hus, hvilket gav byggeboomet endnu mere fart på, og til sidst steg udbuddet mere end efterspørgslen.
- Et stort pyramidespil
Alt imens der blev skabt en boligboble, havde bankerne travlt med at misbruge matematikken og markedets tillid pĂĄ det groveste.
Billedligt talt tog bankerne hundredvis subprime-lån ud af deres ringbind, lagde dem samlet ned i en kasse sammen med nogle mere sikre boliglån og solgte kassen til en investor et sted i verden – nu som lav risiko. Dette investeringsprodukt bliver kaldt for en C.D.O.
Problemet var, at folk investerede i noget, de troede var langt mere sikkert, end det var tilfældet.
Det var de amerikanske boligudlånsvirksomheder såsom Fannie Mae og Countrywide, som sørgede for, at fattige amerikanere tegnede de risikable lån.
Men rapporterne fra både Kongressen og Senatet fremhæver, at det var Wall Street-bankerne, som skabte efterspørgslen og profiterede heftigt på at sælge dem videre på verdensmarkedet som C.D.O.'er.
Deutsche Bank var blandt de banker, som aggressivt solgte C.D.O.’er. En af dens chefer, Greg Lippmann, har i en mail beskrevet bankens forretning som ”en C.D.O.-maskine” og kaldt det for ”et pyramidespil”.
Det fremgår af de dokumenter, som Senatet fik adgang til i dets undersøgelse.
Udspurgt under en høring af amerikanske senatorer trak Greg Lippmann sin udtalelse tilbage og sagde, at mailen var skrevet i en anden kontekst.
- BundrĂĄddent
Richard Bowen, en tidligere vicedirektør, som havde ansvaret for at købe og sælge boliglånsobligationer, herunder C.D.O’er, fortæller i PBS-dokumentaren 'The Untouchables' – 'De urørlige' – hvordan hans advarsler blev ignoreret.
Han arbejdede for investeringskæmpen Citigroup, og han fandt ud af, at de C.D.O’er, som Citigroup handlede med, slet ikke levede op til den standard, virksomheden selv havde sat for boliglånsobligationer.
Hele 60 procent af lĂĄnene levede ikke op til standarden.
Et antal, som i løbet af 2007 steg til omkring 80 procent. Richard Bowen forsøgte gentagne gange at råbe den øverste direktion op. Inklusiv seniorrådgiveren og tidligere skatteminister under Bill Clinton Robert Rubin.
Ledelsen svarede aldrig pĂĄ hans henvendelse, men havde ikke noget problem med at degradere Richard Bowen, da han senere stod frem i pressen med sin historie.
I samme dokumentar beskriver finansanalytikeren og juristen Mark Palmer hele boliglånsmarkedet op til kollapset som ”bundråddent”.
Ingen topdirektører sigtet
På baggrund af handlen med C.D.O’er har mange sidenhen anklaget bankerne og andre finansielle spillere for bedrageri.
Men FBI har ikke fundet beviser, der kunne trække hverken storbankerne eller deres topdirektører for retten.
Hvorfor ikke?
Det er det spørgsmål, PBS-dokumentaren satte sig for at undersøge.
I dokumentaren forklarer FBI-chefen for efterforskningen af Wall Streets rolle i finanskrisen, Lanny Breuer, at det er ekstremt komplicerede sager, og at FBI ikke kan begynde at sigte topdirektører, hvis der er den mindste tvivl.
GrĂĄdighed er ikke ulovligt
FBI har dog sigtet hundredvis af småfisk rundt om i landet for bedrageri med boliglån op til finanskrisen. Så at papirsporet og lovgivningen tilsyneladende stopper ved Wall Street, har Mark Palmer svært ved at forstå.
- Jeg vil finde det ubegribeligt, hvis der ikke skulle være tilstrækkeligt med beviser for, som minimum, at rejse sigtelse mod mange af de involverede.
Problemet er også, forklarer Lanny Breuer, at grådighed ikke nødvendigvis er ulovligt.
- Jeg synes, der var et højt niveau af grådighed, et højt niveau af urimelige risici, som jeg finder afskyeligt og oprivende, men det skaber ikke grundlag for en kriminalsag.
I denne uge er det 10 år siden, Finanskrisen begyndte. Det sætter TV 2 Business fokus på. Blandt andet i en række programmer i løbet af ugen, som du kan se på TV 2 News eller på TV 2 Play.
Her er nogle af dem, som var skyld i finanskrisen
Richard Fuld
Finanskrisen brød ud, da investeringsbanken Lehmann Brothers kollapsede den 15. september 2008.
Ham, der havde styret den 158 år gamle bank ud over kanten, var den administrerende direktør Richard Fuld.
Undervejs havde han ignoreret forskellige advarsler, og næsten lige indtil det sidste nægtede han at se realiteterne i øjnene.
Franklin Raines
Franklin Raines var administrerende direktør for boliglånsmæglerfirmaet Fannie Mae, som blev hårdt ramt, da boligboblen bristede.
Den 7. september 2008 blev selskabet overtaget af den amerikanske stat.
Franklin Raines var tidligere Bill Clintons budgetchef.
Lloyd Blankfein
Lloyd Blankfein har været bestyrelsesformand og administrerende direktør for Goldman Sachs siden 2006.
Goldman Sachs bliver i Senatets rapport kritiseret for, at de med den ene hånd solgte C.D.O.'er, samtidig med at de med den anden hånd satsede penge på, at de selvsamme C.D.O.'er ville miste værdi.
Noget, den nu forhenværende senator Carl Levin betragtede som bedrageri.
Lloyd Blankfein forsvarede sig under en høring med, at det ikke var investeringsbankens opgave at oplyse kunderne om Goldman Sachs forskellige positioner på markedet.
Joseph Cassano
Joseph Cassano var direktør for forsikringsgiganten AIG's afdeling, der handlede med finansielle produkter.
Ifølge den amerikanske senator Jackier Speier har han det mest individuelle ansvar for finanskrisen.
En udtalelse, der kan være noget om. Joseph Cassano var hvert fald skyld i, at den amerikanske stat måtte redde AIG med den enorme rekordsum på 182 milliarder dollar.
Hvis ikke staten havde gjort det, ville den amerikanske økonomi virkelig have været i problemer.
Alan Greenspan
Allerede i 1974 var Alan Greenspan formand for de økonomiske rådgivere i Det Hvide Hus under præsident Gerald Ford.
Senere blev han en nær betroet rådgiver for Ronald Reagan, som i 1987 udnævnte ham til formand for Den Amerikanske Centralbank. En stilling, han bestred indtil 2006.
Alan Greenspan har gennem hele sin karriere været indædt modstander af statslig regulering og brændende fortaler for, at jo mere frit markedet er desto bedre.
Som formand for Den Amerikanske Centralbank ignorerede han til det sidste konsekvent alle faresignaler og advarsler om, at der var en økonomisk krise på vej.
Gregg Lipmann
Hos Deutsche Bank var Greg Lippmann en af dem, som havde hovedansvaret for handlen med de giftige værdipapirer, som sidenhen skulle vælte verdensøkonomien.
CDS var det produkt, man kunne købe, hvis man ønskede at satse på, at C.D.O.'erne mistede værdi på markedet.
Greg Lippmann var en af hovedarkitekterne bag det produkt. I perioden 2005 til 2007 tjente hans afdeling fem milliarder dollar alene pĂĄ det.
Denne ublu grådighed gør, at han i Senatets rapport er en af de få Wall Street-folk, der bliver fremhævet ved navn.
Charles Prince
Charles Prince var bestyrelsesformand og administrerende direktør for Citigroup i årene op til krakket.
Citigroup var og er verdens største investeringsbank og var en af de mest aggressive mæglere af C.D.O'er.
I 2014 indgik banken et forlig med den amerikanske stat for sin rolle i finanskrisen, hvor den betalte syv milliarder dollar i kompensation til staten.
Angelo Mozilo
Angelo Mozilo er stifter og tidligere administrerende direktør for boligudlånsvirksomheden Countrywide, som stod for en aggressiv salgsstrategi af subprime-lån.
Da boblen bristede, røg bunden ud af selskabet, og i sommeren 2008 blev det opkøbt af Bank of America.
Kreditratingbureauerne
Der er tre altdominerende kreditratingbureauer i verden: Standard & Poor's, Moody's og Fitch.
De er investeringsverdenens karaktergivere.
Alt lige fra aktier til obligationer og sĂĄgar lande fĂĄr en karakter af hver af de tre privatejede ratingbureauer ud fra, hvor sikker en investering, de vurderer, der er tale om.
Selv da det begyndte at blive kendt, at C.D.O'erne var proppet med giftige subprime-lån, blev kreditratingbureauerne ved med at give dem høje karakterer - ofte den allerhøjeste, AAA.
Børsmæglere og bankfolk
Ikke alle amerikanske børsmæglere og bankfolk var grådige op til finanskrisen, men en del var, og det skabte en syg kultur.
Den kultur lagde grunden for den irrationelle tænkning, som førte til finanskrisen.
De amerikanske politikere
En stor del af kritikken af finanskrisens ĂĄrsager gĂĄr pĂĄ, at grobunden for den blev skabt, da de amerikanske politikere begyndte at deregulere banker og finansmarkederne.
Som eksempel er det værd at fremhæve politikeren Phil Gramm.
Som tidligere senator for Texas sad han i spidsen for den kommission, som fremlagde den lov, som Bill Clinton underskrev i 1999.
Phil Gramm bliver i dokumentaren 'The Inside Job' fra 2010 kritiseret for at have rendt finanslobbyens ærinde med sit udkast til loven, der i den grad tilgodeså bankerne.
Dokumentaren påpeger også det sammentræf, at da Phil Gramm forlod politik i 2002, blev han straks næstformand i finanskæmpen UBS' bestyrelse.
Phil Gramm har senere i en artikel afvist beskyldningerne.
