Skat har indledt jagten på de tabte milliarder - men Danmark er til grin, mener mistænkt
Skat har hyret advokater til at rejse sager verden over om svindel med udbytteskat for 12,7 milliarder. De største krav er rejst i London.
Langt størstedelen af de tabte pengesummer i sagen om udbyttesvindel for milliarder skal genvindes ved engelske domstole.
Ifølge retsdokumenter, som TV 2 er i besiddelse af, har Skat ved High Court i London rejst krav for over én milliard pund, eller hvad der svarer til mere end 8,2 milliarder danske kroner.
Det er mere end halvdelen af det mistede beløb på 12,7 milliarder kroner, der også har resulteret i en byge af retssager i USA.
15 personer i Storbritannien
Blandt de 71 stævnede er britiske Sanjay Shah, hans hustru Usha Shah og 13 andre personer.
Shah er blevet betegnet som arkitekten bag svindlen, der udover Storbritannien trækker tråde til USA, Luxembourg, Canada, Malaysia og Dubai.
Richard Crump fra det juridiske netmedie Law360 fortæller, at der er lange udsigter for en afklaring i Skats sag mod de britiske enkeltpersoner og selskaber.
Afgørelse har lange udsigter
For de stævninger, der er indgivet nu, er kun første skridt i et langt slagsmål.
- Ifølge mine erfaringer med at dække komplekse finansielle tjenester og retssager omkring dem, især angående svindel, så tager det lang tid at komme igennem systemet. Det kan tage et til to år, før de kommer i retten, siger Richard Crump.
Hvis sagerne overhovedet når retten i det engelske, går der typisk flere år, før der er en endelig afgørelse.
Stævnet: Fik at vide, det var lovligt
Britiske Sanjay Shah, der betragtes som en af de absolutte hovedpersoner i svindelsagen, afviser at have gjort noget galt. Tværtimod langer han gennem sin pr-rådgiver Jack Irvine ud efter de danske myndigheder.
- Sanjay Shah er aldrig blevet sigtet. Han blev rådgivet af professionelle om handlerne, som han fik at vide var lovlige. Den danske regering er hurtigt ved at blive til grin i internationale finanskredse, og det eneste rigtige er, at de afskriver deres tab, skriver han i en mail til TV 2.
Finansmanden med kenyanske rødder bor med sin familie i Dubai, der ikke har en udleveringsaftale med Danmark.
Tilknappede myndigheder
TV 2 har tidligere været i kontakt med Udenrigsministeriet og ambassaden i landet, men de vil ikke udtale sig om sagen, og anmodninger om aktindsigt er blevet afvist med henvisning til, at der er tale om en verserende straffesag.
Det har ikke været muligt at få et interview med en repræsentant fra regeringen i Dubai, men ifølge Jack Irvine er hans klient mere end villig til at mødes med de danske efterforskere. Så længe det sker i Dubai.
Pr-rådgiveren siger, at Sanjay Shah intet har hørt fra Danmark, selvom han har tilkendegivet, at han gerne vil tale med de danske myndigheder.
Bagmandspolitiet: Ved ikke, om det er ulovligt
Skat er lukkede om sagen, og det samme gælder efterforskerne hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, populært kaldet Bagmandspolitiet.
I maj i år fortalte Bagmandspolitiet dog, at det er uklart, om der er begået noget strafbart i forbindelse med svindlen. Udmeldingen fra chef Morten Niels Jakobsen kom i forbindelse med nyheden om, at SKAT havde rejst mange civile sager verden over.
- Samtidig undersøger vi fortsat intensivt, om vi kan drage et strafferetligt ansvar i forhold til personer eller selskaber, som er involveret i denne meget komplekse sag, udtalte Morten Niels Jakobsen.
Foreløbig er det blevet til sigtelser af tre personer. Første mand var Sanjay Shah, og derudover blev to amerikanske statsborgere sidste år sigtet, fordi de ifølge Politiken stod bag oprettelsen af 212 fiktive pensionsfonde i USA, der har modtaget en del af de mange udbyttemilliarder.
Tyskland har mistet 227 milliarder
Ifølge Sanjay Shah har han og hans samarbejdspartere udnyttet et hul i loven i Danmark.
Det er angiveligt sket gennem såkaldte cum/ex-handler, som er en betegnelse for aktiehandler med (cum) og uden (ex) udbytte. Den komplekse type handler er i Tyskland blevet kaldet "historiens største skatterøveri".
Ifølge mediet Zeit har forskellige udbyttehandler kostet den tyske statskasse mindst 32 milliarder euro eller cirka 240 milliarder kroner.
Stod på i årevis
I 2011 fik de tyske politikere omsider stoppet hullet, og handlerne forsvandt i Tyskland.
I de følgende år oplevede Skat i Danmark en eksplosion i antallet af udenlandske anmodninger om refusion af udbytteskat.
Fra 2012 til 2015, indtil svindlen blev opdaget, udbetalte Skat 12,7 milliarder kroner til selskaber i udlandet på baggrund af forfalskede refusionsanmodninger.
Selvom timingen i udbyttesvindlens indtog i Danmark er påfaldende i forhold til nedlukningen af cum/ex-fænomenet i Tyskland, afviser Skat, at der er tale om cum/ex-handler i de danske sager.
Efterforsker på tredje år
Vurderingen er derimod, at der er tale om en mere simpel form for bedrageri, hvor refusionsanmodninger er blevet forfalsket af udenlandske svindlere, men trods tre års efterforskning har Bagmandspolitiet endnu ikke fundet grundlag for at rejse en tiltale.
Arbejdet med efterforskningen er også blev ramt af, at chefen for Sporingsgruppen i Bagmandspolitiet, Michael Ejlerskov, i foråret sagde op for at gå til Danske Bank.
Ifølge TV 2s oplysninger opererer Anklagemyndigheden foreløbig med paragraf 279 og 289 i straffeloven, der vedrører bedrageri og skattesvig.
Som at hente kontanter med lastbiler
I efteråret 2015 år kunne DR fortælle, at britiske Sanjay Shah var hovedmistænkt, og i marts 2016 stillede Shah op til et interview i Børsen.
Her indrømmede han at have modtaget milliarder fra Danmark, men afviste ulovligheder.
- I Tyskland efterforskes jeg for hvidvaskning, i Storbritannien efterforsker både anklagemyndigheden og tilsynet mig, og i Danmark bliver jeg tydeligvis efterforsket af politiet. Seks måneder efter at nyheden kom ud, er der stadig ikke et eneste dokument eller bevis, der viser, at jeg har gjort noget forkert, sagde Shah til Børsen 4. marts 2016.
Shah tilføjede, at tyske advokater havde fortalt ham, at cum/ex-handlerne var som "at køre lastbiler ind på et lager og fylde dem med kontanter 24 timer i døgnet".
388 retssager i gang
I dag, mere end to år efter interviewet i Børsen, har Bagmandspolitiet fortsat til gode at rejse en tiltale i sagen, men der er rejst 388 civile retssager for at få de 12,7 milliarder kroner tilbage.
Fordelen ved at rejse civile retssager frem for straffesager er, at det er en mere effektiv vej til at få pengene tilbage på grund af kravene til bevisbyrden, og at sagerne typisk går hurtigere end straffesager.