Business

Pandora varsler fyringsrunde

Smykkeselskabet lancerer en spareplan dagen efter en overraskende nedjustering af forventningerne. Ledelsen har et tillidsproblem, siger analytikere.

Smykkeselskabet Pandora følger tirsdag morgen op på gårsdagens nedjustering med en tilpasning af organisationen i selskabet.

Pandora siger i forbindelse med omstruktureringerne farvel til 397 medarbejdere. Reduceringen svarer til 1,5 procent af alle ansatte, da Pandora har omkring 27.000 medarbejdere.

- Vi har lavet vigtige fremskridt i vores 2022-strategi siden lanceringen sidste år, og vi er overbeviste om, at vi bevæger os i den rigtige retning mod Pandoras langsigtede mål, skriver administrerende direktør Ander Colding Friis i meddelelsen.

Han skriver yderligere, at Pandoras store vækst har gjort strukturen "uens" i forskellige dele af selskabet, og at omstruktureringen skal "opretholde indtjeningen på kort og langt sigt".

- Desværre betyder ændringerne også, at vi må sige farvel til gode medarbejdere. Vi vil gøre, hvad vi kan for at støtte dem på deres videre færd, skriver direktøren.

Afskedigelser i Danmark og Thailand

218 af afskedigelserne er i Thailand, mens der opsiges 15 medarbejdere i Danmark, oplyser Pandora i en pressemeddelelse.

Omstruktureringen skal give besparelser for 150 millioner kroner om året.

Mandag aften nedjusterede Pandora overraskende sine forventninger til 2018 fra en vækst på 7-10 procent til en vækst på 4,7 procent.

- Det giver selvfølgelig et tillidsbrud for investorerne og markedet, sagde Sydbanks Pandora-analytiker Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans mandag og fortsatte:

- Aktien er faldet meget gennem 2018, som afspejler den usikkerhed, der er, men det her er endnu mere benzin til bålet. Det her handler også om tillid til de meldinger, som selskabet kommer med.

Ledelsen har det svært

Pandora har siden 2016 kæmpet med fald på aktiemarkedet, som først og fremmest skyldes en svindende tillid blandt investorerne.

Krisen sker efter en lang opsvingsperiode, hvor smykkevirksomheden er vokset rigtig meget og profitterne er steget år for år.

Ifølge Per Hansen investeringsstrateg hos Nordnet er den store vækst blevet en udfordring, da virksomheden ikke længere kan vækste så voldsomt og dermed får sværere ved at tjene de samme penge på bundlinjen.

- Men man skal huske at spise brød til. For det handler ikke om, at Pandora er eksistentielt truet. Det er ikke sådan, at de har en gældspukkel, der truer, siger Per Hansen

Problemet handler ifølge Per Hansen snarere om, at ledelsen ikke har kunnet fortælle investorerne om, hvilken vej Pandora skal gå i fremtiden.

Det skaber usikkerhed, og den kommer oveni, at selskabet er udfordret på sit britiske, amerikanske og kinesiske marked.  

Aktie sendt i dørken

Tirsdag morgen er aktierne i Pandora faldet med 16 procent. Faldet sænker markedsværdien af Pandora med 7,7 milliarder kroner.

Aktien har allerede fået en del hug i år. Faktisk er Pandora det selskab, der er faldet mest på C25, hvor det har mistet en tredjedel af sin værdi.

Faldet sker efter, at ledelsen har bygget nogle forventninger op, som de i sidste ende ikke har kunnet leve op til, og det koster på tilliden, forklarer Michael Friis Jørgensen chefanalytiker hos Alm. Brand Markets.

- Så når man kombinerer de to ting, giver det et forventet fald på 15-20 procent, og vi skal vi nok 10 procent ned. Også oven på det markante fald vi har set i år.

Faldet skal dog først og fremmest ses i lyset af, at Pandora mandag kom ud med en nedjustering til halvårsregnskabet.

En nedjustering, som indtil videre kun føjer til chefanalytikerens usikkerhed om Pandora. Han peger på, at den skarpe nedgang minder om en kløft, som afspejler den tillidskrise, der er mellem ledelsen og aktiemarkedet lige nu.

- Den her tillidskløft er så enorm, at der ikke er nogen som ved, hvor den her aktie har tænkt sig at lande henne.  

 Han håber dog at halvårsregnskabet, som kommer torsdag, vil give noget mere afklaring.