Coloplast-arving overtager tronen som landets rigeste
Aktiemedvind har gjort Niels Louis-Hansen, hvis far grundlagde selskabet Coloplast, til Danmarks rigeste.
Der er en ny mand på tronen som kongerigets rigeste.
Niels Louis-Hansen, der er den største aktionær i medicinalselskabet Coloplast, har således detroniseret Bestseller-ejer Troels Holch Povlsen.
Det viser Bloomberg News' millionærindeks.
Medvind til medicinalselskaberne Coloplast og Ambu har sendt Louis-Hansens formue op på syv milliarder dollar, svarende til 44,4 milliarder kroner.
Aktiekursen for Coloplast, som Louis-Hansens far grundlagde, er ind til videre steget med 41 procent i indeværende år.
For selskabet Ambu, som han ligeledes har investeret i, er markedsværdien steget med 125 procent.
Lego er nummer tre
- Han er lykkedes med at finde nogle meget rentable nicher i aktiemarkedet, siger aktieanalytiker Morten Larsen fra ABG Sundal Collier til Bloomberg.
- Han er en langsigtet investor, som har set forbi den kortsigtede volatilitet (når en aktiekurs svinger meget, red.), og det har gjort ham ekstremt succesfuld.
I flere år var Kjeld Kirk Kristiansen, der står i spidsen for Lego-koncernen, Danmarks rigeste.
Han er nu nummer tre på listen, efter at han overførte dele af sin formue til sine tre børn. Tilsammen ejer lego-familiens medlemmer dog stadigvæk over Danmarks største private formue.
Stomiposer banede vejen til succes
Coloplast blev stiftet i 1957 af Aage Louis-Hansen. Virksomheden startede ud med, som de første i verden, at sælge stomiposer til folk, der ikke kan komme af med afføringen på normalvis.
I 1968 døde Aage Louis-Hansen, og moren, Johanne Louis-Hansen, overtog pladsen som bestyrelsesformand i det jyske selskab. Samme år blev Niels Louis-Hansen medlem af bestyrelsen, og i 1973 overtog han stolen for bordenden, da hans mor formelt trak sig tilbage.
Han søster Benedicte Find har også en mindre aktiepost i Coloplast, men hendes professionelle liv har været viet til hendes arkitektfirma på Fyn, som hun driver sammen med sin mand.
De to søskende har også kontrollen over familiefonden Aage og Johanne Louis-Nielsen Fond, hvor det igen er broren, der er formand. Tilsammen ejer familien 44,2 procent af aktierne i Coloplast. Det giver dem en råderet på 67,6 procent af stemmere i virksomheden.
I 2017 omsatte Coloplast for 15,5 milliarder kroner og landede et resultat på knap 3,8 milliarder kroner. 654 millioner kroner mere end året før. Det viser selskabets årsrapport.