Business

Estland åbner efterforskning af Danske Bank-ansatte

Den estiske statsanklager har startet en officiel efterforskning af ansatte i Danske Banks filial.

Den estiske statsanklager har startet en officiel efterforskning af lovbrud i Danske Banks estiske filial. Det skriver Børsen.

Efterforskningen er startet, efter at kapitalfonden Hermitage Capital har politianmeldt 26 medarbejdere i Danske Banks estiske filial, der har været centrum for potentiel hvidvask i milliardklassen.

- Myndighederne har nultolerance over for hvidvask. Statsanklageren har i morges besluttet at starte en strafferetlig efterforskning, siger den estiske statsanklager, Urmas Reinsalu, til Børsen.

Chefredaktør: En alvorlig skærpelse

Ifølge Niels Lunde, der er chefredaktør på Børsen, er den nye udvikling en alvorlig skærpelse af sagen.

- Nu får vi en strafferetlig efterforskning af, hvad der er foregået i filialen i Estland. I Danmark har Finanstilsynet lukket den del af sagen, da de i foråret lavede en afgørelse, hvor man valgte ikke at bringe sagen til bagmandspolitiet for at lave en strafferetlig undersøgelse, det får man så nu i Estland.

Ifølge Niels Lunde vil en eventuel domfældelse få konsekvenser for den danske del af banken.

- Hvis de strafferetlige undersøgelser i Estland viser sig at føre til domfældelse, så vil det være et kæmpestort problem for den danske ledelse i København, siger han.

50 milliarder euro i suspekte transaktioner

Berlingske Business har i mere end et år oprullet, hvordan over 50 milliarder euro i suspekte transaktioner er flydt igennem Danske Banks estiske filial i årevis.

Det på trods af, at ledelsen allerede for flere år siden blev advaret om potentielle ulovligheder af en whistleblower.

Ikke bare blev filialen brugt til transaktioner fra steder som Moldova, Rusland og Aserbajdsjan, også penge fra den store Magnitskij-sag er rullet igennem filialen.

Her stjal embedsfolk og kriminelle skatteindtægter i Rusland, som så blev kanaliseret ud af landet. Sagen blev kendt, fordi en amerikansk investors russiske advokat på suspekt vis døde i fængsel efter at have efterforsket den.

Det er investoren Hermitage Capital, der tabte penge på Magnitskij-sagen, der har politianmeldt Danske Banks ansatte i Estland.

Afsløringerne af massiv hvidvask hos Danske Bank har hidtil ikke ført til nogen konsekvenser i Danmark ud over kritik fra Finanstilsynet og krav om yderligere hensættelser.

Bagmandspolitiet kigger på sagen og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) har bedt myndighederne om igen at se på, om Danske Bank kan straffes for hvidvask.

- Det (sagen, red.) kaster skygger af mistillid over hele vores bankvæsen, og det er ingen tjent med. Derfor skal der ryddes op, og det vil jeg tage de initiativer til, som overhovedet er mulige, sagde Rasmus Jarlov tidligere på året.