Forstå handelskrigen med 7 begreber

Told, også kaldet tariffer, er en slags skat, som et land pålægger varer og serviceydelser, der importeres fra andre lande.

Den primære årsag til at indføre told er at beskytte landets egne virksomheder, hvis varer bliver billigere på hjemmemarkedet i forhold til de udenlandske konkurrenter. Argumentet er, at man herved også beskytter sit lands arbejdspladser.   

Told blev før i tiden set som et meget fristende skattemiddel for regeringer at bruge. Told er nem at indsamle og har den fordel, at den betales af andre lande.

Men senere er politikere og økonomer blevet mere opmærksomme på, at told også har negative effekter. Folk bliver fattigere, de ramte lande vil gengælde med deres egen told, og det bliver dyrere at eksportere.

Ironisk nok vil told på sigt også ramme de virksomheder, man forsøger at beskytte. Bagved toldmure bliver virksomhedernes incitament til at dygtiggøre sig væsentligt forringet, og de falder bagud med udviklingen i forhold til deres udenlandske konkurrenter.

En anden årsag til at indføre told er, at man vil forsøge at forbedre handelsbalancen, som er regnskabet over et lands handel med udlandet.

Groft sagt betyder det, at når en vare eksporteres, giver det et plus i regnskabet, og når en vare importeres fra udlandet, giver det et minus.  

Håbet med told er, at det gerne skulle få borgere og erhvervsliv til at købe mere ind hos landets egne virksomheder.

I det 16. århundrede udviklede der sig en økonomisk politik blandt de europæiske lande om, at jo stærkere handelsbalancen var, jo bedre var det for landets økonomi. Denne tanke ligger til grund for merkantilismen.

Verdensøkonomien bliver i merkantilismen set som et nulsums-spil, hvor landene så det guld, som naboerne tjente, var guld, som de selv havde tabt. Derfor gjorde landene alt, hvad de kunne for at sætte en kæp i hjulet på naboernes handel og for at styrke deres egen. Hvilket ofte kom ud på et.

Det er meget hen ad samme tankesæt, der ligger bag Trumps handelspolitik. Hvorfor han også bliver anset for at være merkantilist.

Protektionismen er beslægtet med merkantilismen, men i en mere opdateret og bredere variant.

Udover told har protektionismen i sin værktøjskasse også statsstøtte, importkvoter og særlige standarder for bestemte produkter, som virksomhederne skal leve op til, hvis de vil kunne sælge deres varer i landet.

Protektionisme vandt frem i løbet af det 20. århundrede og tog især til efter slutningen af Den Første Verdenskrig.

Handelskrige var meget udbredt blandt de vestlige magter fra det 16 århundrede og frem til slutningen af 1940’erne, som følge af først en udbredt merkantilisme og senere eksperimenter med forskellige former for protektionisme. 

Told er det mest almindelige våben i en handelskrig. Det udelukker ikke, at andre handelsbarrierer også kan tages i brug, men deres effekter er svære at måle og derfor svære at gengælde.  

Told eller andre handelsbarrierer er ikke i sig selv nok til at starte en handelskrig. Per definition er der først handelskrig, når begge af følgende præmisser er opfyldt:

1. Når et land indfører told på udvalgte varer fra et eller flere andre lande for at styrke sit eget hjemmemarked.
2. Når et eller flere af disse lande svarer igen med modtold.

Samtidig med at protektionismen vandt frem, dukkede der et modsat syn på handel og økonomi op:Tanken om frihandel.

Den baserer sig på, at økonomien klarer sig bedst, hvis den helt overlades til markedskræfterne. Regeringerne skal blande sig uden om og lade være med at pålægge told og indføre handelsbarrierer.

Dermed kan virksomhederne selv vælge de lande, som de finder mest fordelagtige at producere i. Ligesom borgerne selv kan vælge de produkter, de finder bedst.

Frihandelstanken vandt frem efter Den Anden Verdenskrig. Blandt andet fordi der var bred enighed om, at mellemkrigstidens protektionisme var en af årsagerne til, at Tyskland kom ind i svær økonomisk depression, hvilket havde en væsentlig betydning for, at nazistpartiet kom til magten.   

Lande, som går ind for uhindret frihandel, har mulighed for at koncentrere sig om det, de er bedst til. Eksempelvis er vi i Danmark ikke så gode til at producere biler og kaffe. Men det kan vi roligt overlade til de lande, som har ressourcerne til det. 

I stedet har Danmark kunnet dygtiggøre sig inden for områder som svineproduktion, skibsfart og vedvarende energi. 

Globaliseringen er i udgangspunktet en af forudsætningerne for, at vi overhovedet har kunnet opleve de teknologiske og økonomiske fremskridt, som vi har.

Vil du gerne have en smartphone, så kræver det, at de mange forskellige dele og råvarer bliver fragtet rundt om i verden til forskellige fabrikker for til sidst at blive samlet til en funktionsdygtig mobil og herefter sendt ud i butikkerne.

Det vil et enkelt land aldrig kunne præstere alene, men kun ved at virksomheder og lande arbejder og handler sammen i en global økonomi.

Den amerikanske arbejder- og middelklasse har de seneste årtier oplevet at befinde sig på tabersiden af globaliseringen, efter millioner af amerikanske arbejdspladser er blevet outsourcet til udlandet. 

Det har været medvirkende til, at de - sammen med deres klassefæller i de øvrige vestlige lande - stort set ikke har nydt godt af den globale velstandstigning, der har været mellem 1980 til 2013.

Det fremgår af en undersøgelse af Verdensbanken, hvor en graf viser, at verdens BNP i den omtalte periode primært er gået til folk i udviklingslandene og de allerrigeste. Grafen er også kendt som elefantkurven. 

I de vestlige magters opgør med protektionisme efter Den Anden Verdenskrig indgik de en aftale med hinanden i 1947 om at reducere toldafgifter. Aftalen hed General Agreement on Tariffs and Trade, men går under forkortelsen GATT.

Vestmagternes told blev således presset ned fra et gennemsnit på mellem 20 og 30 procent til mellem tre og syv procent.

En reduktion af told var imidlertid ikke nok til at styrke frihandel. Derfor oprettede man under FN det organ, som hed UNCTAD. Det skulle være mere omfattende både i form af tiltag, som skulle fremme frihandel, og i antallet af lande, der skulle være en del af det nye organ.

UNCTAD levede dog aldrig op til ambitionerne. Dels på grund af Den Kolde Krig og dels fordi de fleste af verdens lande i efterkrigstiden var ekstremt fattige, og de mente, at hel eller delvis protektionisme var nødvendig for at hive dem op af fattigdommen.

I 1995 blev der gjort endnu et forsøg med oprettelsen af WTO. Det skulle føre tankerne fra UNCTAD videre, men i en ny kontekst. Verden havde jo ændret sig meget efter østblokkens fald, den teknologiske udvikling og liberaliseringerne af finansmarkederne.

Alle medlemslande af WTO har skrevet under på at følge nogle regler for frihandel. Et af hovedformålene er at undgå handelskrige.

WTO har dog ingen domstol og kan derfor ikke straffe et medlemsland, hvis det bryder reglerne.