Business

Handelskrig kan skubbe EU i favnen på Kina – og det er ikke så dumt, siger ekspert

Kinas og EU's flag side om side bliver formodentlig et normalt syn i fremtiden, fortæller ekspert.

EU har efterhånden mere tilfælles med Kina end med USA, siger ekspert. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti lader sig dog ikke charmere af Beijing.

Donald Trump har med sin handelskrig groft fornærmet sine allierede i EU, hvis tålmodighed med Twitter-præsidenten i forvejen er godt slidt oven på USA’s udtræden af først FN’s klimaaftale sidste år og atomaftalen med Iran i år.

Styret i Beijing forsøger nu at udnytte spændingerne på tværs af Atlanterhavet og skabe et stærkere bånd til EU. Et træk, der er en del af en storstilet udenrigspolitisk satsning fra det kinesiske styre.

- Kinas strategi er fokuseret på at knytte Asien og Europa sammen. Først og fremmest med en ny silkevej, der udbygger infrastruktur og handel markant, fortæller Clemens Stubbe Østergaard, der er seniorforsker ved Nordisk Institut for Asienstudier.

Projektet er gigantisk, og det er meget vigtigt at få Europa med ombord, hvis det skal lykkes, tilføjer seniorforskeren. Det skyldes, at Europa er både et vigtigt marked for Kina og er førende inden for en masse områder. 

- For EU gælder det dog om at sikre sig, at det ikke bliver et kinesisk én-vejs-projekt. Men det tror jeg nu heller ikke er Kinas intention. 

Kinesisk charmeoffensiv

I april proklamerede den kinesiske præsident, Xi Jinping, ved en stor asiatisk konference, at Kina indleder en ny fase i sin proces i at åbne sig for omverdenen.

- Kun gennem win-win-samarbejder kan vi skabe store og bæredygtige resultater, som er til gavn for alle, sagde Xi Jinping og understregede, at hans vision rækker videre end blot til handel, men til alt, der kan fremme kulturelt og politisk samarbejde og bekæmpe ting som klimaforandringer og andre negative effekter ved den globale økonomi.

Ifølge Clemens Stubbe Østergaard var det i høj grad europæerne, Xi Jinping havde i tankerne i sin tale. Hvor det at løse problemerne globalt er noget, der ligger dybt i EU’s DNA. 

Kinas ambassadør i EU, Zhang Ming, har på det seneste været på en charmeoffensiv i EU for at udbrede Xi Jingpings budskab.

- Kina er altid klar til at lytte til EU’s forslag om, hvordan systemet kan gøres bedre, lyder beskeden til de europæiske politikere fra Kina-ambassadøren, der altså mener, at selvom forholdet mellem EU og Kina er godt, kan der sagtens optimeres på den måde, man gør tingene på.

En høj bold til EU

Den kinesiske regering har dermed lagt op til en smasher til EU, som blot skal slå til, og en stærkere relation mellem de to magter er en realitet. Især fordi EU på mange måder har mere tilfælles med Kina, end de efterhånden har med USA, forklarer Clemens Stubbe Østergaard.  

Kinas flirt med EU skyldes først og fremmest silkevejsprojektet.  Men USA’s handelskrig kan være et vink med en vognstang til EU, om at de skal til at se sig om efter andre globale partnere. Især i en verden, der er i hastig forandring og godt ført an af Kina.

- EU skal undgå at lade sig spænde for en amerikansk vogn, der har helt andre mål og interesser. I stedet skal vi lære at tænke selv, hvilket vi i stigende grad også gør.

Kina er i den sammenhæng meget svær at komme udenom, forklarer seniorforskeren. Men ifølge Xi Jinpings tale har kineserne det på samme måde med EU, hvilket ikke mindst skyldes, at de to på mange områder kan mødes i øjenhøjde.

Clemens Stubbe Østergaard understreger, at et tættere bånd til Kina naturligvis ikke betyder, at EU skal vende ryggen til USA. Men for EU handler det om at tilpasse sig en ny verdensorden og få så meget indflydelse i den som muligt.

Har meget til fælles

I de første 50 år af sin moderne historie var Kina meget tilbagestående. Derfor kender de alt til, hvad det vil sige at være den svage part. Og ligesom Europa har de også en flere tusind år lang og blodig historie.

De to ting gør, ifølge Clemens Stubbe Østergaard, at det kinesiske styre så vidt muligt vil undgå krig og hellere vil løse problemerne diplomatisk. Et træk, som seniorforskeren mener ikke er et af USA’s mest udprægede kendetegn.

Kina og EU deler derfor også opfattelse om, at man bedst kan bekæmpe terrorismen ved at støtte økonomisk udvikling i de fattige lande, der fostrer terroristerne.

Frihandel er også meget vigtig for begge parter, forklarer Clemens Stubbe Østergaard. Et område, hvor kommunistiske Kina paradoksalt nok har vist sig som bannerfører, hvorimod kapitalistiske USA under Trump taler om America First.

Hvor Trump har valgt at trække USA ud af klimaaftalen fra Paris, er den hos EU og Kina højt prioriteret. Begge har således forsvaret den og sagt, at USA’s exit ikke ændrer på deres engagement.

Et sidste vigtigt fælles træk, som Clemens Stubbe Østergaard vil fremhæve, er, at både EU og Kina har valgt at prioritere ikke at have så meget ulighed. Her er der stor forskel på graden af ulighed i de enkelte EU-lande, men samlet ønsker man mindre ulighed, hvilket for seniorforskeren igen adskiller EU og Kina fra USA, der på trods af sin status som det rigeste land har en meget høj ulighed.

Det store men

EU og dets medlemslande vælger sine politikere gennem åbne og frie valg, hvorimod Kina har et bureaukratisk ét-parti-system. Det er den afgørende forskel mellem dem, og spørgsmålet er, om EU kan ignorere det, hvis de vil indlejre sig på et øget samarbejde med Riget i Midten. 

Selvfølgelig ikke, siger Clemens Stubbe Østergaard, men forholdene er blevet bedre med tiden i Kina og vil fortsat blive det, i takt med at de bliver mere velstående, og middelklassen bliver større og stiller flere krav.

- Der er stramninger på bestemte områder, som selvfølgelig er uheldige, men i alt vil jeg sige, at glasset er halvt fyldt og ikke halvt tomt.

EU bør ifølge seniorforskeren derfor ikke lade dette spørgsmål forblive det springende punkt, men se tiden an.

Det synspunkt deles langt fra af alle. 

En af dem er Søren Espersen, udenrigsordfører for Dansk Folkeparti. Ifølge ham er Kina modbydelige at handle med:

- Kina forsøger konstant at spille de europæiske lande ud mod hinanden, og får de ikke deres vilje, så laver de skjulte handelsbarrierer.

Udenrigsordførerens tålmodighed med det kinesiske styre er derfor meget tynd. Han hilser derfor ikke et øget samarbejde velkomment. Men hvis Kina lod være med at blande sig i EU’s sager, vil han i hvert fald være åben for mere handel.

Det er dog en vej, som EU skal være meget forsigtig med at gå ned ad, advarer Søren Espersen.

- Vi kan sagtens handle med dem, og jeg er klar til at handle med fanden selv. Vi skal bare være fuldstændig klar over, at det er et kommunistisk diktatur, som vi handler med.