Business

Volkswagen og Seat tilbagekalder 5000 biler i Danmark efter sikkerhedsbrist

På verdensplan tilbagekaldes i alt 410.000 biler fra Volkswagen og datterselskabet Seat på grund af problemer med selelåsen. Scanpix / Scanpix

Et teknisk problem med låsemekanismen til en af bagsædeselerne får Volkswagen og Seat til at tilbagekalde biler.

Volkswagen og Seat hjemkalder i alt over 5000 danske biler. Det sker på grund af problemer med selelåsen på bagsædet. 

Det drejer sig  om i alt 3314 udgaver af Volkswagen Polo produceret i 2018, mens det for Seats vedkommende gælder 1945 biler af mærkerne Arona og Ibiza, som er produceret i 2017 og 2018.

Det skriver Volkswagen og Seat i to pressemeddelelser.

Selelåsen risikerer at gå op

Tidligere i dag kom det frem, at der er fundet mulige, alvorlige fejl i tre af Volkswagens biltyper. Det drejer sig om en fejl med sikkerhedsseler, hvor en sikkerhedssele ved høj fart pludselig klikker ud af selelåsen. Der er tale om udgaver af Volkswagen Polo, Seat Ibiza og Seat Arona. 

- Vi afventer at høre nyt fra producenten i forhold til Danmark, sagde Thomas Hjortshøj, der er presseansvarlig hos Volkswagen Danmark tidligere i dag til TV 2.

Nu melder Volkswagen så ud, at bilproducenten hjemkalder over 3000 danske biler af mærket Polo.

- I sjældne situationer – såsom ved pludselige og hurtige vognbaneskifte med fem passagerer ombord, og når bagsædets midterste og venstre siddeplads benyttes på samme tid – er der risiko for, at selelåsen til den midterste sele udløses og løsner selen, skriver Volkswagen i deres pressemeddelelse.

Fraråder at bruge bagsæde

De berørte biler vil blive udstyret med en anden type selelås, lyder løsningen fra både Volkswagen og Seat.

Bilproducenterne er i kontakt med myndighederne med henblik på at få den endelige godkendelse til at implementere den nye selelås i nuværende og fremtidige biler.

Imidlertid bør man dog ikke benytte sig af det midterste sæde bag i bilen.

- Volkswagen Polo lever op til alle gældende sikkerhedskrav og er sikker at køre i, men Volkswagen anbefaler sine kunder ikke at benytte bagsædets midterste plads, før bilen er udstyret med en ny selelåsemekanisme, skriver Volkswagen i deres pressemeddelelse.

410.000 biler kaldes tilbage

De danske Volkswagen-ejere, der er indehaver af en af de berørte Polo'er, vil få besked i et brev. Det samme gælder Seats kunder.

Begge bilproducenter forventer at begynde tilbagekaldelsen indenfor et par uger. 

Volkswagen-koncernen oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at i alt 410.000 biler fra dets eget mærke og fra datterselskabet Seat tilbagekaldes på grund af problemerne.