Finanstilsynet giver Danske Bank otte påtaler i hvidvasksag

Alvorlige problemer i Danske Banks estiske filial får Finanstilsynet til at udstede en række påbud og påtaler.

Finanstilsynet giver Danske Bank otte påbud og otte påtaler efter undersøgelse af ledelse og styring i sagen om hvidvask i Danske Banks filial i Estland.

Det oplyser Danske Bank i en meddelelse.

Tilsynets undersøgelse viser alvorlige problemer i den estiske filial, lyder det. 

- Danske Bank har historisk ikke levet op til sine forpligtelser på hvidvaskområdet. Det viste Finanstilsynets undersøgelse af området for bankens danske aktiviteter i 2012. 

- Den nu foretagne undersøgelse af bankens ledelse og styring i hvidvasksagen i den estiske filial viser mere alvorlige problemer. De identificerede problemer er særligt relateret til den estiske filial, skriver Finanstilsynet i sin redegørelse.

Danske Bank tager påtaler og påbud til efterretning.

Sagen om de kritisable forhold i Danske Banks estiske afdeling begyndte at rulle efter en stribe historier i Berlingske i 2017. Her kom det frem, at bankens estiske afdeling er blevet brugt til ulovlige transaktioner og hvidvaskning for milliarder af kroner.

Medlemmer af ledelsen blev orienteret om tvivlsomme forhold i Estland, men reagerede alt for sent, har banken siden erkendt.

Formand trækker sig

Samtidig bekræfter Finanstilsynet over for Ritzau, at Henrik Ramlau-Hansen trækker sig som formand for Finanstilsynets bestyrelse. 

Ramlau-Hansen er tidligere finansdirektør i Danske Bank. 

Hans afgang fra Finanstilsynet kommer, efter at Finanstilsynet har tildelt Danske Bank en stribe påbud og påtaler i en sag om hvidvask i bankens estiske afdeling.

Ifølge Berlingske Business forlader Ramlau formandsposten i Finanstilsynet, fordi der ikke må herske den mindste tvivl om Finanstilsynets position.

- Finanstilsynets kritiske rapport af Danske Banks håndtering af en række forhold i Estland er på sin vis det bedste bevis på Finanstilsynets uafhængighed, udtaler Ramlau-Hansen ifølge Berlingske i en pressemeddelelse. 

- Som tidligere medlem af ledelsen i Danske Bank tager jeg min del af ansvaret, og jeg ønsker på ingen måde, at min rolle som formand for Finanstilsynet skal spille nogen som helst rolle i den efterfølgende diskussion af Danske Banks håndtering af sagen.