Unge kinesere forgældet af kviklån – og det er lige efter planen
Den kinesiske økonomi boomer, men mange unge må låne for at være med i forbrugsfesten.
Markedsreformer og liberaliseringer har forvandlet Kina til en ultrakapitalistisk økonomi.
Det efterlader i højere grad den enkelte kineser til sig selv, og det var i begyndelsen en stor omvæltning for mange, da staten tidligere havde taget sig af alle fra vugge til grav.
Dengang fandt kineserne ud af, at det bedste værn mod usikkerhed og korruption var en solid opsparing. En disciplin, som de indtil for få år siden mestrede til hele verdens beundring.
Således begynder kinaekspert Christina Boutrup fortællingen om, hvordan kineserne er gået fra at være et af verdens mest opsparende folk til nu at kravle op ad listen over de mest forgældede.
Lån som redningsplanke
Da finanskrisen rystede hele verden i 2008, måtte styret i Beijing reagere hurtigt for at beskytte Kinas økonomi. I første omgang gjorde styret, som det plejede og skruede op for de offentlige investeringer.
Men som noget nyt valgte regeringen også et mere drastisk tiltag. Reglerne skulle lempes, så det blev nemmere for almindelige kinesere at låne penge.
Oven i skulle kineserne vide, at tiden ikke længere var til at spare op. Nu skulle der forbruges, så man kunne hente noget af den efterspørgsel på hjemmemarkedet, som man mistede fra den kriseramte omverden.
10 år senere er planen lykkedes til overmål. Kinas totale gæld er i perioden steget fra 140 procent af BNP til over 260 procent. Blandt andet fordi den menige kineser har taget flere lån.
Og det i en sådan en grad at husholdningernes gæld er steget 19 procent om året siden 2011. Fortsætter det i samme takt, vil gælden være på over 63 billioner kroner i 2020. Det siger økonom ved Gavekal Dragonomics Chen Long til South China Morning Post.
Det, der begyndte som et forsvar mod én finanskrise, kan dog i værste fald føre til en ny, lyder bekymringen fra det amerikanske kreditratingbureau Moodys, som har nedgraderet Kina fra den højeste karakter til den næsthøjeste.
En stærk tro på fremtiden
Bekymringen for en mulig kinesisk finanskrise vækker dog ikke genklang hos kineserne selv. Og slet ikke hos de unge, hvor man ifølge Christina Boutrup kan se et markant skift i deres mentalitet sammenlignet med deres forældre.
- Jeg oplever faktisk en stor ændring hos den unge middelklasse, som på mange måder begynder at ligne os i Vesten, hvor man mener, at man skal følge sine drømme og arbejde for det, man brænder for, i stedet for blot at sikre sig økonomisk, siger hun.
En stærk tro på Kinas økonomi og på fremtiden er også meget udpræget hos unge kinesere, tilføjer Christina Boutrup. Derfor har de heller ikke noget imod at trodse de ældres opsparingstradition og låne til det, de har brug for.
Gældsdragen har vokseværk
Lånelysten er da også stor. Det viser to rapporter fra 2017 fra henholdsvis Deutsche Bank og IMF, hvor begge rejser bekymring for, at Kina har kastet sig ud i en lånefinansieret forbrugsfest.
Eksplosionen i Kinas gæld er dog nøje orkestreret af magthaverne i Beijing, forklarer Henrik Drusebjerg, der er chefstrateg i Carnegie Investment Bank.
Det hele handler om at sikre fortsat fremgang i økonomien og dermed undgå elitens skrækscenarie - en kinesisk finanskrise.
- For hvis det sker, vil folk begynde at stille spørgsmål til, hvad de skal med et kommunistparti i 2018, lyder det fra Christina Boutrup.
Ingen bolig, ingen fremtid
Kan du huske dengang før finanskrisen, hvor mantraet var, at boligpriserne aldrig ville falde og derfor var den ideelle investering?
Sådan har unge kinesere det i dag. Det Kina, de er vokset op i, er buldret derudad, hvilket har hevet millioner op i middelklassen, som samtidig har skabt et kraftigt stigende boligmarked i de største byer.
For regimet i Beijing har den truende boligboble været svær at kæmpe imod. Hver gang de forsøger at løse et problem, dukker et nyt op.
Det fortæller Christina Boutrup, som nævner, at regeringen for eksempel har indført brandbeskatning ved spekulative boligkøb og hævet satsen for udbetalingen til ny bolig.
Men mange unge i Kina kan ikke uden videre spare op, så de kan betale de nye og højere udbetalinger. I stedet må de låne.
En af dem er kinesiske Wendy Wang, der bor i gigantbyen Shenzen.
- Min gæld er enorm, men en person uden en lejlighed i Shenzen har ikke nogen fremtid, siger Wendy Wang til South China Morning Post.
Der hører dog meget mere til forklaringen på de unges stigende gæld end behovet for boliglån.
Kammerater på kredit
Regimet i Kina er i gang med en kolossal omstilling af landets økonomi. De vil væk fra at være afhængige af at producere og eksportere til andre lande, forklarer Christina Boutrup.
Sigtet for styret er at udvikle Kina til at blive en videns- og serviceøkonomi, som også er kendetegnet ved de vestlige økonomier.
- Regeringen har i flere år ønsket at få kineserne til at forbruge mere, fordi det kan skabe ny vækst og arbejdspladser. Samtidig er man i fuld gang med at udvikle basale velfærdsydelser, som kan give kinesiske forbrugere mod til at bruge flere penge, i stedet for at gemme til dårlige tider, siger Christina Boutrup.
”Bare spender”, har parolen lydt, og den har kineserne været gode til at tage til sig. Deutsche Banks rapport viser, at kortfristede forbrugslån i 2017 formodentligt ville stige med 40 procent, i forhold til hvad de voksede med i 2016.
Det er især de unge, som har en stor andel i de her kortfristede og risikable lån, som i virkeligheden er kviklån, fortæller Christina Boutrup.
- Det er jo blevet så let at låne penge via kinesernes mange nye digitale platforme, men det kan få store konsekvenser, hvis man pludselig ikke er i stand til at betale lånet tilbage, så det er en bekymrende udvikling, siger Christina Boutrup.
Missionen fuldført
Regeringen og præsident Xi Jingpings plan om at omstille økonomien ser i vid udstrækning ud til at lykkes, lyder det fra Henrik Drusebjerg, som beretter, at væksten i dagens Kina primært bliver genereret af de kinesiske forbrugere selv.
Gæld er her en afgørende komponent for at kunne vækste på den måde, tilføjer chefstrategen, der understreger, det altid er en balancegang, hvor man ikke skal ende i den grøft, hvor man låner mere ud, end man kan få hjem igen.
Kina er dog ikke som resten af verden, og blandt økonomer er der megen diskussion om Kinas gæld, påpeger Henrik Drusebjerg.
Helt overordnet mener han, at man ikke uden videre kan overføre de problemer, resten af verden har med gæld, til også at gælde for den kinesiske økonomi.
Forskellen er, at staten ejer mange af de største virksomheder, og bankerne kan derfor gå ind og redde dem. Ligesom de har midlerne og en ubetinget autoritet til at gøre det.