Norwegian brænder 22 millioner kroner af om dagen – men der er ingen panik
Flyselskabet meddeler, at man på under et døgn har rejst over én milliard kroner i ny kapital hos sine aktionærer.
- Overhovedet ikke tilfredsstillende.
Sådan lød den kontante vurdering fra Norwegians egen administrerende direktør, Bjørn Kjos, om det norske flyselskabs årsregnskab for 2017.
Første kvartal af regnskabsåret for 2018 har dog også været op ad bakke. For selvom flyselskabets omsætning er steget næsten en tredjedel i forhold til første kvartal sidste år, er underskuddet før skat steget fra 1,4 milliarder kroner til lidt over to milliarder kroner i år.
Det svarer til, at selskabet taber cirka 22.222.222 kroner om dagen i løbet af første kvartal.
Norwegians pengetab skal ses i lyset af, at det generelt går rigtig godt for flybranchen, hvor flere selskaber havde et rekordår i 2017. Det fortæller Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.
- Den europæiske økonomi er i fremdrift, der er stor efterspørgsel på flybilletter, og mange passagerer flyver mere, end de har gjort tidligere.
Flere penge skal sætte en prop i hullet
De fortsatte røde tal på bundlinjen fik tirsdag aften selskabet til at gå ud til sine aktionærer og bede om flere penge i en såkaldt kapitalemission. Det vil sige, at selskabet sælger en masse aktier til en pris, der ligger under den, man kan få på børsen.
Lidt over et halvt døgn senere kunne selskabet melde, at emissionen havde været en succes. Alle selskabets hovedaktionærer havde købt samtlige af de nye udbudte aktier.
I alt har Norwegian fået over én milliard kroner ind i kapitalindsprøjtning.
Det meddelte Bjørn Kos på en telekonference onsdag, og på den baggrund konkluderer han, at hovedaktionærerne stadig har fuld tillid til Norwegian.
På telekonferencen lagde selskabet også vægt på, at deres flyrejser til sommerhalvåret bliver revet væk, og at de forventer en vækst på 40 procent i 2018.
- En finansiel nødlanding
Norwegian er ifølge Jacob Pedersen heller ikke i direkte vanskeligheder lige nu. Der er nemlig masser af penge på kontoen, da både danskere, svenskere og nordmænd har travlt med at købe rejser til sommerferien.
- Men med den hastighed de brænder penge af, så risikerer de ikke at kunne leve op til deres lånebetingelser.
Og den situation er der intet flyselskab, som ønsker at komme i, tilføjer Sydbanks aktieanalysechef . For de risikerer, at flyene skal blive på jorden.
- Så er de for alvor i problemer, siger Jacob Pedersen, der beskriver manøvren med at rejse ny kapital som en ”finansiel nødlanding”.
Aktieanalysechefen henviser til, at Norwegian har haft en meget kompleks vækststrategi, som dog til dels er lykkedes, da de har erobret en god bid af markedet. Men som samtidig har drænet de finansielle resurser og ramt dem på deres indtjeningsevne.
- Kompleksitet er dyrt. Det ved vi fra andre selskaber, og det har Norwegian også måttet sande.
De fire udfordringer
Norwegians problem er først og fremmest, at de slet ikke tjener nok penge på de billetter, de sælger, fortæller Jacob Pedersen.
- På telekonferencen onsdag spurgte jeg ind til, om de vil hæve billetpriserne, men fik et meget tilbagelænet svar fra direktøren om, at det ikke var planen.
Selv mener Norwegian, at deres finansielle vanskeligheder primært skyldes, at første kvartal altid er lavsæson, at euroen har påvirket den norske krone negativt, og først og fremmest at brændstofpriserne er steget.
Det har blandt andet medført, at de har lagt én milliard oven i, hvad de forventer at bruge af omkostninger i 2018.
- De er sådan set ikke dårligere end konkurrenterne til at håndtere de høje brændstofpriser, men det fylder mere for Norwegian, fordi det er et lavprisselskab.
Udover ringe indtjening, svingende valutakurser og dyrt brændstof er nordmændene også udfordret på deres strategi, der ifølge aktieanalysechefen godt kunne være mere strømlinet.
- Man har både villet langdistanceflyvningerne og være et lavprisselskab, og det er det, der har givet vanskelighederne.
Det dyre langskud
Det er især ruterne til Nordamerika, som udgør langdistanceflyvningerne. Og de bidrager om noget til, at Norwegian er blevet en mere kompleks forretning.
Både fordi de skal håndtere flere ruter og flere fly, men også fordi der ikke skal særlig meget forsinkelse på disse lange ruter, før flyselskaberne må punge ud med kompensation til passagererne.
Hvis de også skal til at ombooke passagerer på grund af forsinkelser, så vælter hele korthuset. En regning for et forsinket fly kan derfor hurtigt koste et par millioner kroner.
Til TV 2 medgiver den administrerende direktør for Norwegian, Bjørn Kjos, at der er store risici forbundet med langdistanceflyvningerne. Han mener dog også, at risikoen bliver mindre, jo større man bliver på de lange ruter.
Norwegian-direktøren tilføjer, at han mener, at Norwegian har en tilpas størrelse.
- Vi er nået den position på markedet, som vi har stræbt efter, og den er vi meget tilfredse med, siger Bjørn Kos.