Business

93 mistede deres job - men hvem er manden, der vil genrejse Berlingske?

Anders Krab-Johansen er en af landets mægtigste mediechefer. Men hvem er han, og hvad står han for?

Berlingske Media vil stå i spidsen for en digital revolution. Her er et portræt af manden bag, som venner og fjender beskriver som dygtig men benhård.

Medarbejderne i Danmarks ældste mediehus var advaret.

Advarslen faldt kort tid efter, det blev annonceret, at den daværende chefredaktør og administrerende direktør på Dagbladet Børsen ville skifte kontor fra Møntergade til Berlingske i Pilestræde, nogle få hundrede meter væk.

- Alt, hvad der bliver betragtet som overflødigt fedt, bliver skåret væk, var ordene fra tillidsmanden på Dagbladet Børsen, Nis Refslund Poulsen til fagbladet Journalisten i juni 2016. 

Og siden har de ansatte i Berlingske Media ikke kunne gøre andet end at vente på beskeden om, hvor mange af dem, deres nye chef Anders Krab-Johansen ville fyre.

Jeg synes slet ikke deres journalistik er lige så godt. De har en misforstået opfattelse af, hvordan samfundet hænger sammen.

Anders Krab-Johansen

Onsdag denne uge faldt hammeren: 93 stillinger på Berlingske Media skæres væk eller outsources. Det svarer til hver 10. stilling.

Responsen fra medarbejderne på Berlingske og BTMX kom prompte. Arbejdet blev nedlagt. Torsdag valgte dem tilknyttede Berlingske dog at genoptage arbejdet, men BTMX-folkene fortsatte.

- Folk er chokeret. Ingen havde forventet, at det ville blive så dramatisk, siger Jesper Vestergaard Larsen, stedfortrædende tillidsmand på BTMX til TV 2.

Fredag genoptog medarbejderne på BTMX arbejdet. 

Benhård optimeringskonge

Fyringerne sker, ifølge Berlingske Media, som led i en ny storstilet strategi, der skal skabe en digital omvæltning blandt mediehusets platforme.

Målet er at skabe det mest moderne mediehus i Danmark, forhåbentligt allerede inden året er omme.

-  Jeg kan godt lide at bygge ting, bygge det færdigt og bygge det, så det bliver bedre end de andres, siger Anders Krab-Johansen.

Vejen til topstillinger i mediebranchen har været præget af en ambitiøs stædighed efter at nå sine mål, og det vidner Anders Krab-Johansens økonomiske resultater som chefredaktør og direktør om, fortæller tidligere chefredaktør på Dagbladet Børsen Leif Bech Fallesen til TV 2. 

- Han er god til at sætte mål for sig selv og forfølge dem, siger han til TV 2.

Jeg synes simpelthen, man er snotdum, undskyld jeg siger det, hvis man ikke kan se, at mediernes fremtid ligger i de digitale platforme.

Anders Krab-Johansen

Anders Krab-Johansen

Alder: 50 år.

Fødested: Christianshåb, Grønland.

Nationalitet: Dansk.

Uddannelse: Master i journalistik ved Columbia University og kandidat i statskundskab ved Københavns Universitet.

Karriere:

  • Journalist ved DR's ungdomsradio og Børsen.
  • Politisk redaktør ved Børsen, Ritzau og TV2 Nyhederne.
  • Nyhedschef på Politiken.
  • Studievært på TV2 Nyhederne.
  • Chefredaktør og administrerende direktør for Dagbladet Børsen.
  • Koncernchef for Berlingske Media

Civilstand: Bor sammen med Malou Deichmann og har tre børn fra et tidligere ægteskab.

Fritidsinteresser: Løber og cykler.

Kilder: Altinget, Ritzau, Berlingske.

Det var Leif Bech Fallesen, som tilbage i 1995 hev den 28-årige Anders Krab-Johansen ind i sin fold på Møntergade i København, hvor Dagbladet Børsen har til huse. 

Siden da er Anders Krab-Johansen støt og sikkert avanceret til tops i den danske medieverden. Men for mange har mediechefens meritter også en skyggeside. Fra da han satte sig i spidsen for Børsen, har hans konsekvente fokus på optimering blandt andet betydet fyringsrunder ad flere omgange, senest i januar 2017.

”Benhård” er utvetydigt et markant karaktertræk ved Anders Krab-Johansen, som både Nis Refslund Poulsen og Leif Bech Fallesen hæfter sig ved ham:

En hård hund

Tine Johansen, næstformand i DJ

- Han er kompetent, men også benhård, og der bliver ikke givet ved dørene, siger Nis Refslund Poulsen

- Jeg bestrider ikke, at han er benhård. For når han vil nå nogle mål, så er han benhård. Og så kan man stille spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt eller ej, siger Leif Bech Fallesen. 

Tovholder i et digitalt stormvejr

Mange medier bærer selv skylden for deres trængte økonomier, lyder det fra Anders Krab-Johansen. Ikke fordi de alle sammen har sovet i timen, men fordi de stædigt har holdt fast i en forældet forretningsmodel.

Her er ændringerne hos Berlingske Media - Del 1

Aok.dk og business.dk ophører som egne sites og integreres i b.dk

Mx.dk nedlægges og lægges under bt.dk.

Bt.dk bliver hovedmediet i BTMX og rent gratis medie.

BT Plus-abonnementet nedlægges.

Papiravisen BT får færre sider.

Metroxpress skifter navn til BT Metro.

BT skal fokusere på nyheder, sport og underholdning.

Digitalt abonnement til Berlingske for 99 kr. bliver hovedproduktet,

Papiravisen Berlingske fokuserer på nyheder, opinion, business og AOK.

Kilde: Mediawatch

- Jeg synes simpelthen, man er snotdum, undskyld jeg siger det, hvis man ikke kan se, at mediernes fremtid ligger i de digitale platforme. Hvordan får folk nyheder, hvordan debatterer de og hvordan får de informationer? Dér skal Berlingske Media også være. Og vi skal være hjernegode til præcis det, siger koncernchefen til TV 2 og fortsætter:

- Det er helt vildt som medielandskabet har forandret sig, men mediernes opgave og indhold er det samme. Det er teknologien, som er ny. 

Mediernes svar på Kåre Schultz

Anders Krab-Johansen mangler dog stadig at kunne løbe de sidste mil, hvis han virkelig vil bevise, at han kan diske op med en model, som kan trække Berlingske Media ud af den økonomiske mediemødding. Sådan lyder vurderingen fra Timme Bisgaard Munk, chefredaktør på Kommunikationsforum.

- Det er vigtigt, at man har styr på udgiftssiden, men du skal altså også være god til at finde måder at tjene penge på. Her mangler vi stadig at se, hvad Anders Krab-Johansen kan præstere på den lange bane.

Berlingske Media

Grundlagt i 1749 af  Ernst Heinrich Berling (1708-1750)

Berlingske Media driver blandt andet Berlingske, BT, Metroxpress, Weekendavisen, Radio24syv og har herudover en række digitale aktiviteter.

Omsætning 1.226 millioner kroner  (2016)

Nettoresultat 23,1 millioner kroner (2016) 

Har vundet Cavlingprisen to gange siden 1945. 

Kilder: Berlingske Media, Business.dk og Gyldendal

Hos nogle af de tidligere medarbejdere på Dagbladet Børsen deler de samme skepsis. Her forklarer Nis Refslund Poulsen, at Anders Krab-Johansen helt klart var meget målrettet, ambitiøs og journalistisk meget dygtig, men hans ledelsesstil havde et entydigt præg om kun at skære ned.

- Jeg talte med en kollega om i dag, at han er medieverdenens svar på Kåre Schultz, siger han og henviser til medico-topchefen, der også er kendt for at være en voldsom nedskærer og går under øgenavnet "Hårde Kåre".

Det er samme mentalitet, som altså gør sig gældende hos Anders Krab-Johansen, mener Nis Refslund Poulsen. 

- Det er på sin vis en ros, men på Børsen kunne vi godt have ønsket os, at se nogle flere vækstinitiativer fra hans hånd.

Den nye strategi havde ellers været et oplagt tidspunkt at lancere noget nyt på. I stedet var det bare Anders Krab-Johansens sædvanlige dille om nedskæringer, siger Timme Bisgaard Munk, der synes, hele spareplanen virker lidt som en grønthøster, hvor man decimerer virksomheden, og så ser man på, hvad man får ud af det.

Anders Krab-Johansen siger, at det ganske vist er sandt, at Børsens avisoplag faldt i hans tid som chef, "men sådan er trenden i markedet". Han påpeger, at abonnementsindtægterne var uændret i hans tid i huset, og at der i øvrigt blev investeret i forskellige digitale tiltag.  

Grønthøsteren fra Kerteminde

Anders Krab-Johansen er opflasket med stærke idealer i barndomshjemmet i Kerteminde på Fyn, idet han selv understreger som ”et borgerligt præste-lærer-hjem med højt til loftet”. Faren var præst og politisk aktiv, og det sidste er gået i arv til sønnen, måske endda med en faktor 10.

Den nu 51-årige koncernchef siger i hvert fald, han altid har været meget politisk interesseret. Og at der banker et stort borgerligt hjerte i hans bryst, skal man ifølge Leif Bech Fallesen overhovedet ikke underkende:

- Det er helt afgørende for ham at holde de borgerlige værdier i hævd. De mange stærke holdninger er en essentiel del af hans person, og hvis ikke de får lov til at præge hans arbejde, så er det ikke dér, han skal være. 

Et konkret eksempel på det var, da Anders Krab-Johansen smuttede fra sin stilling som nyhedschef på Politiken. Udover at han, ifølge en ældre artikel i Journalisten, følte sig forbigået til en chefredaktørstilling, så brød han sig ikke om, at den nu afdøde chefredaktør og prominente centrum-venstremand Tøger Seidenfaden oprettede Irak-centret. 

Borgerlig bannerfører

Politiken er nemlig blandt den type medier, der, ifølge koncernchefen selv, er andenrangsmedier. For de eneste, som kan forstå journalistikkens publicistiske opgave rigtigt, er privatejede medier med et borgerligt udgangspunkt, der sætter individet og ikke staten i centrum.

- De har en misforstået opfattelse af, hvordan samfundet hænger sammen. Det er blevet ædt op af en forståelse om, at borgeren er til for samfundets skyld og ikke omvendt.

Individet er den enerådige og enestående primus motor i Anders Krab-Johansens verdensbillede. Det kom især til udtryk i hans debatbog 'Vi vinder, når vi vågner', som på det tidspunkt var chefredaktørens lugtesalt til den brede danske befolkning, som, han mener, er blevet lullet i en falsk, tryg søvn af velfærdsstaten. 

- Bogens ærinde er ikke at spolere det danske fælleskab. Vi bor i et godt land. Men jeg vil gerne punktere myten om, at velfærdsstaten har gjort os rige, og at vi har indrettet os klogere end andre lande. Danmark var også blandt verdens rigeste nationer for 100 år siden, inden velfærdssamfundet blev bygget og udbygget, skrev han i sin leder i Dagbladet Børsen. 

Stålfast armlægger

Dansk Journalistforbund har ikke ligefrem et væld af positive tillægsord til overs for Anders Krab-Johansen, som forhandlingsmodpartner. 

Her er ændringerne hos Berlingske Media - Del 2

Børneavisen Kids News lukker

Webshops, som Berlingske og BT har drevet, lukkes

Engagementet i Pop FM fornys ikke

Sidelayout af BT og Berlingske lægges ud af huset for at fokusere på digital produktion og udgivelse

32 ansatte følger med til bureauet Wunderkind.

29 redaktionelle stillinger, 20 HK-stillinger samt 12 leder- og specialiststillinger nedlagt.

I alt forlader 93 ud af 881 ansatte koncernen.

Kilde: Mediawatch

- De få gange, jeg har haft sværdslag med ham, har det handlet om at forringe vilkårene for medarbejderne og besparelser, siger Tine Johansen, næstformand i Dansk Journalistforbund til TV 2, som beskriver koncernchefen som "en hård hund". 

Journalistikken er det, jeg lever af, og det er det eneste jeg er god til.

Anders Krab-Johansen

Især én forhandlingssituation har brændt sig fast hos næstformanden.

- For to et halvt år siden skulle vi fra Dansk Journalistforbund lægge arm med ledelsen hos Børsen. Det indebar, at Anders Krab-Johansen ønskede at udskille et selvstændigt firma for de ansatte, som arbejder for Børsen Play. Vi nåede aldrig til, hvilke vilkår han havde tænkt sig at byde dem, men jeg tror, at kongstanken var, at disse medarbejdere skulle have ringere vilkår end de øvrige ansatte.

Kritikken om, at han skulle være benhård, har Anders Krab-Johansen, dog meget svært ved at forstå.

-  Hvis man elsker journalistik, og det gør jeg, og man selv kan se, at den forretningsmodel der er for journalistikken i værste fald er ved at bryde sammen og i bedste fald ved at forandre sig helt vildt, er det så ikke ens opgave at sørge for at få journalistikken til at overleve og få succes på nye præmisser? siger han og runder af:

- Journalistikken er det jeg lever af, og det er det eneste jeg er god til. Hvis jeg ikke er direktør, så vil jeg være almindelig journalist. Så enkelt er det.