Overenskomst 2018

Forhandlere om overenskomst kæmper om folkets gunst på Twitter

Michael Ziegler, chefforhandler for KL, og Anders Bondo Christensen, formand for DLF, mødes i KL-Huset. Fredag d. 13/02-2015. David Leth Williams / Scanpix Denmark

Mens vi venter på nyt fra de offentliges overenskomstforhandlinger, har parterne indledt et slag om folkets gunst på Twitter.

Kompromissets kunst består i, at man må give noget for at få noget. Måske giver man mindre, end man får, men det vigtigste er, at alle er glade og tilfredse, når det afsluttende håndslag skal gives.  

Foreløbigt er der ingen tegn på håndslag, rygklap og glade smil mellem fagbevægelsens og statens topforhandlere.

I kølvandet på sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne for 180.000 af de offentligt ansatte i fredags har de to parter stukket til hinanden på det sociale medie Twitter. Ganske vist med en humoristisk tone. Som innovationsminister og topforhandler for staten, Sophie Løhde (V), der til fagbevægelsens topforhandler, Flemming Vinther, skrev:

- Kære @FdVinther. Jeg er parat til at forhandle alle #OK18 krav - også løn. Men det kræver, at I møder op ved forhandlingsbordet. Jeg har inviteret til forhandlinger søndag, hvor I afviste at møde op. Og i dag har I fået en ny invitation til forhandlinger i morgen kl. 12. Ses vi?

Optrapningen ligger mellem linjerne 

Alvoren lurer dog lige under humoren, forklarer Ole Krohn, finanskommentator på TV 2. For ham er det et tydeligt bevis på, at forhandlingerne for nuværende ikke er seriøst i gang, men brudt sammen.

Han tror ikke, Sophie Løhde oprigtigt forventer, at fagbevægelsen takker ja til hendes kaffeinvitation,

- Fagbevægelsen valgte at smække med døren i fredags efter seks dages intense forhandlinger med beskeden om, at statens forhandlere slet ikke imødekom de offentlige ansattes krav. Så kan Sophie Løhde heller ikke forvente, at de kommer rendende, uden at staten har tænkt sig at ændre på substansen i deres forslag. 

Hensigten med Sophie Løhdes tweet er derfor ifølge Ole Krohn at forsøge at blødgøre sit image som forhandler over for den brede befolkning.

- Sophie Løhde har en opgave her. Det er hele tiden at sige: ”Det er ikke min skyld, hvis vi ender i en storkonflikt. Min dør står altid åben. I kan bare komme”.

Men hvis innovationsministeren vil sætte kaffe over, skal hun nok signalere, at hun har noget andet på bordet, end da forhandlingerne brød sammen, tilføjer Ole Krohn.

Vil selv sætte dagsordenen

Nyhedsmedierne har altid været brugt til at sende signaler til hinanden under intense forhandlinger, forklarer professor i journalistik og politisk kommunikation ved Roskilde Universitet, Mark Blach Ørsten. 

Overenskomstforhandlingerne 2018

OK18 gælder for 745.000 ansatte hos staten, regionerne og kommunerne, der skal have en ny overenskomst, sandsynligvis for de næste tre år.

I løbet af efteråret har parterne formuleret deres krav til overenskomsten. 

Siden nytår har parterne mødtes og udvekslet krav.

Parterne er ikke blevet enige og sagen er nu endt i Forligsinstitutionen, hvor forligsmanden skal formulere et mæglingsforslag.

Hvis én af parterne forkaster dette forslag, kan det ende i strejke eller lockout.

Internettet og fremfor alt de sociale mediers udbredelse har dog betydet, at politikere og fagforeninger ikke længere er afhængige af, at en journalist gider viderebringe deres synspunkter. Det kan de selv gøre på nul komma fem via eksempelvis Facebook eller Twitter.

- Det har den fordel, at man hurtigt kan få sin besked ud til den anden part og til journalister, og man kan selv vinkle sit budskab. Og her eksempelvis understrege at modparten har afvist at mødes til forhandling. Og så er der ingen til at stille kritiske, opfølgende spørgsmål.

Formålet er at vise initiativ og sætte modparten under pres. For eksempel ved at sende et signal om, at ”det er ikke min skyld, hvis der ikke sker noget”.

Veteraner river op i gamle sår

Lærerkonflikten i 2013 var lang og hård for mange. Ikke mindst for de to generaler, lærerformanden Anders Bondo Christensen og chefforhandler for Kommunernes Landsforening, Michael Ziegler (K).

De to står nu over for hinanden igen, og Michael Ziegler var ikke sen til i weekenden at stikke til lærerformanden med følgende tweet:

- Ærgerligt at @ANDERSBONDO og fagforeningerne ikke vil mødes og forhandle i dag, når nu man er klar til at mødes weekend og nat...

Tweetet var et forsøg på at udstille Anders Bondo for at tale med to tunger, der via videoen til sine følgere siger, at fagbevægelsen er klar til at arbejde videre for en aftale i løbet af weekenden og de kommende dage. Men samtidig har sagt til Kommunernes Landsforening, at de ikke vil forhandle før søndag. 

Lærerkonflikten fra 2013 spøger stadig og værker i de to topforhanlderes gamle sår, siger Ole Krohn. Han tilføjer, at også dette udfald på Twitter er et signal om, hvor hårdt fronterne er trukket op.  

- Jeg må bare sige, at hvis man ønsker et forlig, så er det måske ikke så klogt at gå ud med den slags tweets.

Tonen er, ifølge Ole Krohn, igen humoristisk, men afslører samtidig, at Michael Zieglers forhåbninger om en snarlig aftale, nok ikke var særlig høje, da han skrev sit opslag.

For TV 2’s finanskommentator demonstrerer det ikke det diplomati, som er nødvendig for en topforhandler, hvor man også skal kunne blødgøre sin modpart. I hvert fald hvis man gerne vil have, at den anden også skal vise imødekommenhed. 

Og "imødekommenhed" er nok ikke ordet, der bedst beskriver stemningen omkring overenskomstforhandlingerne for tiden.  

Iskoldt klima

Forhandlingsklimaet er nemlig helt elendigt, siger Ole Krohn, som mener det blandt andet skyldes, at parterne har brugt mere tid på at være uenige med hinanden fremfor at sætte sig ned i god tid og få en bedre føling med hinanden.

- Der mangler simpelthen en grundlæggende tillid til, at man vil hinanden det godt. Og man kan sige, at optakten til de her overenskomstforhandlinger har været rigtig, rigtig dårlig.

Det er blandt andet derfor, vi nu ser denne optrapning i konflikten, og som altså også har bredt sig til de sociale medier. 

Videoen, som Michael Ziegler har klippet i, kan ses i sin fulde længde på Danmarks Lærerforenings facebookside.