Business

Aktier styrtdykker på Wall Street - fald er historisk

Dow Jones-indekset er ramt af det værste fald på en enkelt dag i årevis. Indekset er igen under 25.000 point.

Aktiekurserne fortsætter med at falde på børsen i New York mandag, hvor Dow Jones-indekset endte med et fald på 4,6 procent ved børsens lukning i New York mandag.

Det er - målt i procenter - det største fald siden august 2011, skriver Reuters.

Ved lukningen på Wall Street var Dow Jones styrtdykket 1175 point. Målt på point oplevede indekset dermed det største fald nogensinde på én enkelt dag. 

Amerikanernes løn satte gang i styrtdyk 

Dermed er Dow Jones-indekset igen nede under de 25.000 point, nærmere betegnet 24.345,75 point ved lukketid mandag. Det er samme niveau som i slutningen af december.

Nedgangen begyndte i sidste uge, hvor et større kursfald fredag gjorde ugen til den værste på børsen i to år.

Og Henrik Drusebjerg, der er chefstrateg i Carnegie Investment Bank, mener, at forklaringen er den arbejdsmarkedsrapport, der udkom fredag, og som viser en kraftig stigning i amerikanske lønninger.

- Det kan være det første tegn på, at inflationen er på vej op, og det betyder typisk, at centralbanken hæver renten. Begge dele er man bekymrede for,  da de er med til at udhule virksomhedernes indtjening, siger Henrik Drusebjerg, chefstrateg i Carnegie Investment Bank, til TV 2.

- Derfor skiller man sig af med aktierne for at indkassere den gevinst, man trods alt har tjent, og for ej at tabe flere penge end højst nødvendigt, siger han. 

Kan påvirke dansk økonomi

De amerikanske aktiers styrtdyk kan ramme den danske økonomi.

- Det er verdens største økonomi, og den er vi allesammen påvirkede af, siger chefstrateg Henrik Drusebjerg.

- Vi er superafhængige af, hvor stærke USA er, da mange danske virksomheder lever af at handle med amerikanske virksomheder. Derfor kan det her fald have en negativ indflydelse på dansk økonomi og arbejdspladser, siger han.

Henrik Drusebjerg forventer dog, at der er tale om en midlertidig nedgang, som ikke vil tage livet af fremgangen.

- Jeg forventer, at tingene normaliserer sig i løbet af af nogle uger. Hvis man er dansker og har sin opsparing placeret i aktier, skal man i hvert fald lade være med at lade sig gribe af panik, siger chefstrategen i Carnegie Investment Bank.

Andre indekser falder også

En time inden Wall Streets lukning klokken 22 dansk tid var Dow Jones-indekset faldet med hele seks procent, men indhentede siden noget af tabet igen.

Også andre indeks faldt kraftigt.

Det bredt sammensatte S & P-indeks var nede med 3,2 procent ved lukketid.

Nasdaq, der er teknologiaktier, var faldet med omkring 2,6 procent.