Business

Kryptovalutaer rasler ned i værdi - boblen er ved at briste, mener ekspert

Kryptovalutaer har fredag blødt milliarder. Der er tydelige tegn på, at kryptoboblen er ved at briste, mener eksperter. Bitcoinmægler er uenig.

Det har været en sort fredag for bitcoin og andre kryptovalutaer, som er raslet ned i værdi. 

Med få undtagelser har alle de 100 mest værdifulde kryptovalutaer ligget med røde tal. Mange af dem er faldet med tocifret procentsatser - nogle med helt op til 20 til 30 procent. Massakren er aftaget en smule ud på eftermiddagen, hvor stigning i mange kryptovalutaer har reduceret tabene lidt.  

Det viser en gennemgang af kurserne på hjemmesiden coinmarketcap.com.

Det er fint, de gerne vil forbyde det, men man må spørge sig selv hvordan? Vil de kappe båndet til internettet?

Fredrik Grothe-Eberhardt

Men det ændrer ikke på, at de seks største kryptovalutaer alle har lidt meget store tab. Herunder flagskibet bitcoin, som i forvejen har haft en hård start på året. 

"Moderen af alle bobler"

Andreas Steno Larsen hører til blandt de økonomer og fagfolk, som længe har ment, at hele kryptomarkedet er en stor boble, som venter på at springe.

Og meget kunne tyde på, at det er det, der er sket, lyder det fra globalvalutastrategen, som er ansat i Nordea. 

- Vi (Nordea, red.) har længe advaret imod en boble, og vi har set flere tegn på, at den er ved at briste. Alene hvis vi kigger på bitcoin, er dens værdi halveret siden december. Derfor tyder meget på, at den er ved at briste.

Kryptovaluta

Kryptovaluta er ment som digitale alternativer til almindelige penge. 

Kryptovalutaer er imodsætning til almindelige valutaer ikke reguleret af nogen regeringer eller centralbanker.

Bitcoin var den første kryptovaluta. 

Kryptovalutaer er kendt for at svinge exceptionelt meget i pris i forhold til almindelige valutaer 

Da værdien svinger meget, er der stor diskussion om, kryptovalutaer egentligt er alternativer til penge, eller om de ikke snarere er højriskofyldte investeringer. 

Kilder: cryptocurrencyfacts.com, fool.com 

Andreas Steno Larsen tilføjer, at han og Nordea er meget skeptiske over for den værdifastsættelse, som kryptovalutaer har.

Den holdning deles af den anerkendte økonom, Nouriel Roubini, professer hos New York Universitetet, som var blandt dem, der forudså boligboblen, der ledte op til finanskrisen i 2008.

Han betegner kryptovalutaer som "moderen af alle bobler" og forventer, at den digitale valuta "skal falde hele vejen ned til nul", ifølge den britiske avis The Guardian. 

Krypto i modvind 

Kryptovalutaerne har det heller ikke nemt for tiden.

Kilder tæt på styret i Kina har til nyhedsbureauet Reuters sagt, at centralbanken overvejer tiltag mod de digitale valutaer. Ligesom Sydkorea har sagt, at de vil sætte hårdt ind for at forbyde al illegal aktivitet forbundet med kryptovalutaer. Torsdag kom lignende melding fra Indiens regering. 

Ifølge Andreas Steno Larsen var det slemt nok, at Sydkorea var kommet med sin melding, men netop fordi Indien er det land, hvor absolut flest handler med kryptovalutaer, ramte den besked ekstra hårdt.

- Katalysatoren denne her gang er, at Indien i går (torsdag, red.) meldte ud, at de vil forbyde kryptovalutaer, herunder altså også bitcoins, siger han.

Hvis disse forbud bliver fulgt til dørs, er det rigtig skidt for investorer i kryptovalutaer, da det betyder, at de pågældende landes befolkninger formelt set ikke må handle med dem. Det vil sige, at markedet bliver mindre, da der er færre til at købe bitcoin og andre kryptovalutaer, forklarer Andreas Steno Larsen.

"Forbud vil ikke ændre særlig meget" 

Faldet på kryptovalutamarkedet i dag skal ses i sammenhæng med en uro, der har præget krypto-verdenen den senere tid. Men som ikke har særlig meget med de potentielle forbud i Asien at gøre. Det mener Fredrik Grothe-Eberhardt, direktør og stifter af bitcoin-mægler firmaet, WeMoveCoins. 

- Det er fint, de gerne vil forbyde det, men man må spørge sig selv hvordan? Vil de kappe båndet til internettet?. 

Fredrik Grothe-Eberhardt fortæller, at hans firma har en stor kundebase i Indien og beretter om en meget stor efterspørgsel efter kryptovalutaer især blandt unge. Han er ikke umiddelbart bekymret for, at et forbud skulle betyde en nedgang i hans indiske kunder.

- Inderne har generelt ikke særlig meget tillid til deres valuta. Det ses tydeligt ved, at de gamle indere traditionelt har investeret i guld, mens de yngre hellere vil sætte deres penge i andre alternativer, for eksempel krypto.

Bitcoin-mægleren tilføjer, at det langt fra er sikkert, at den indiske regering kan få et forbud igennem. Han fremhæver en analyse foretaget af det indiske advokatfirma, Nishith Desai Associates, som mener, at et forbud er imod den indiske forfatning. 

I stedet mener Fredrik Grothe-Eberhardt, at uroen på krypto-markedet skyldes en mulig bedragerisag hos en af de største børser for kryptovaluta, Bitfinex. Udover pludselig at have fyret deres revisor, er firmaet under anklage for at være involveret i manipulation med kryptovaluten Tether. En sag, som nu har tiltrukket sig opmærksomhed fra de amerikanske børsmyndigheder.