TDC fusionerer med MTG, der ejer Viasat
TDC indgår samarbejde med medievirksomheden MTG, som ejer Viasat-kanalerne.
TDC fusionerer med medievirksomheden MTG Nordics, og dermed får selskabet blandt andet Viasat, Viaplay og TV3 ind under paraplyen.
Det oplyser TDC i en meddelelse torsdag morgen.
Rykker op i en helt ny liga
TDC træder ind i en helt anden liga med opkøbet af medievirksomheden Modern Times Group Nordics.
Det vurderer flere aktieanalytikere, efter at TDC torsdag har offentliggjort handlen.
- Det er TDC's våde drøm, at man nu også kan komme ind på indholdssiden, hvor der er mere vækst end i det traditionelle telemarked.
- Det er rent strategisk et rigtig interessant træk, fordi der ikke rigtigt er andre teleselskaber, som har haft held til det. Det skaber en markant spiller på det danske mediemarked, siger Michael Friis Jørgensen, der er aktieanalytiker i Alm. Brand Markets.
Samme vurdering kommer fra Morten Imsgard, der er aktieanalytiker i Sydbank.
- TDC har været udfordret på tv-siden gennem et længere stykke tid, og man har erkendt, at det er nødvendigt selv at stå for underholdningen for at være relevant, så det her kan være en måde at skabe fremtidens TDC på, siger Morten Imsgard.
Maner rygter til jorden
TDC har gennem flere år været rygtet på vej mod et frasalg, men med købet af MTG Nordics bliver de rygter fejet af bordet.
- Det er en kæmpe fusion, som ændrer alt for TDC. Nu er det ikke længere helt så oplagt at blive solgt, for der er mere, som skal sluges, og derfor er en handel lagt i graven, siger Michael Friis Jørgensen.
Handlen værdisætter MTG Nordics til 14,9 milliarder kroner, og den vil blive finansieret gennem 309 millioner nye TDC-aktier, mens MTG derudover får 2,5 milliarder kroner i kontanter. Dermed vil aktionærerne i MTG efterfølgende eje 28 procent af TDC Group.
TDC bliver groft sagt 50 procent mere værd, da teleselskabet er værdisat til 32,5 milliarder kroner.