Business

Arla lukker skyr-produktion i Brabrand og fyrer 160 ansatte

Mejerigiganten har besluttet at flytte produktionen fra Aarhus-bydelen til mejerier andre steder i Danmark, Tyskland og Holland.

Arla lukker Braband Mejeri. Det betyder, at 160 ansatte mister jobbet, oplyser Arla i en pressemeddelelse.

Lukningen af mejeriet forventes først at ske i midten af 2019, men de ansatte har fået besked torsdag.

Mejeriet laver syrnede mælkeprodukter som yoghurt og skyr, som forbrugerne i stigende grad efterspørger. Men det kan ikke svare sig at udvide produktionen i Brabrand til at følge med efterspørgslen, vurderer Arla.

Flytter produktionen

Derfor har mejerigiganten besluttet at flytte produktionen fra Aarhus-bydelen til mejerier andre steder i Danmark, Tyskland og Holland.

- De europæiske forbrugere køber flere og flere yoghurtprodukter, og vi er nødt til at kigge på, hvordan vi kan sikre den fremtidige kapacitet og yoghurtprodukter af høj kvalitet på tværs af de europæiske lande.

Det siger Jakob Bernhard Knudsen, landedirektør for Arla Danmark, i en pressemeddelelse.