Business

Dansk topchef vil fyre tusinder, og statsleder får ham ikke til at ændre holdning

Mange israelere gik i dag på gaden i protest mod den danske topchefs spareplaner.

Israels premierminister får ikke den danske topchef Kåre Schultz til at ændre holdning.

Medicinalfirmaet Tevas fabrik i Jerusalem kommer til at lukke sidst i 2019.

Sådan lyder det ifølge Reuters fra Kåre Schultz efter et møde med premierminister Benjamin Netanyahu. 

Israelerne er stolte af Teva

Netanyahu kræver ellers, at Schultz genovervejer fyringen af omtrent 1700 israelske ansatte i Teva. Globalt skal omtrent 14.000 ansatte fyres som led i Tevas spareplaner.

Ifølge en pressemeddelelse fra Teva er spareplanen nødvendig for at sikre, at Teva ikke bliver mål for opkøb.

Beslutningen har i den grad sat sindene i kog i Israel, hvor Teva er en af de største arbejdsgivere i den private sektor. Virksomheden er verdens største inden for kopimedicin og blev stiftet i 1901.  

Spareplan for Teva

  • 14.000 fyringer på verdensplan. 
  • 1700 fyringer i Israel.
  • Skærer omkostninger med 19 milliarder kroner i 2019.
  • Dropper udbyttebetaling til aktionærer.

- Teva har altid været en kilde til stor stolthed hos israelerne, forklarer erhvervsreporter Shiri Habib-Valdhorn fra den israelske erhvervsavis Globes til TV 2.

Og derfor har mange Teva-ansatte tirsdag været på gaden foran premierministerens kontor i protest mod de kommende fyringer.

Virksomheden klarer sig skidt

Den danske topchef har ikke været meget for at tale med den danske presse om forløbet, men i et brev til premierminister Netanyahu har han tidligere forklaret, at han er ansat af Tevas bestyrelse til at lave en "dramatisk turnaround".

Udtrykket anvendes ofte i finansverdenen. Som forklaret af TV 2s finanskommentator Ole Krohn i analysen her, så handler det i overført betydning om at vende en virksomheds udvikling, hvis der er problemer. 

Lyn-analyse

Ved en "dramatisk turnaround" tager man en virksomhed, der ikke er levedygtig i dens nuværende form, og skærer den så hårdt til, at den har en fremtid. For eksempel Teva, der har meget gæld efter fejlslagne opkøb og alt for mange fabrikker, hvilket gør den ineffektiv. 

Kåre Schultz er berømt for at mestre at vende den slags virksomheder, så de bliver profitable og dermed får mulighed for at skabe ny fremgang. Her kræver det nogle alvorlige geværgreb, da Teva er i rigtig skidt stand. Derfor tvivler jeg på, at han giver sig - også selv om han er oppe imod den mægtige premierminister Netanyahu. 

Og problemer har der været nok af i Teva, fortæller Kåre Schultz også i brevet til Benjamin Netanyahu:

- På vegne af den tidligere ledelse i Teva vil jeg gerne undskylde, at vores firma befinder sig i denne situation. Bestyrelsen og ledelsen forsikrer jer om, at vi har undersøgt alle alternativer til bunds, men ikke har anden udvej - vi skal og vil redde Teva, skriver topchefen.

Fastholder hovedkontor i Israel

Efter dagens møde med Kåre Schultz udsendte premierminister Benjamin Netanyahu en erklæring om, at de to parter blev enige om at sikre efteruddannelse til nogle af de berørte medarbejdere i Teva.

Derudover vil man ifølge premierministeren nedsætte en fælles arbejdsgruppe, der skal finde nye opgaver til de fyrede medarbejdere på fabrikken i Jerusalem. 

Schultz gav ifølge Reuters også forsikringer om, at Teva fortsat vil have sit hovedsæde i Israel:

- Jeg vil gerne forpligte mig til at fastholde forskning og udvikling samt størstedelen af vores nuværende produktion i Israel i fremtiden, lyder det fra Kåre Schultz.

I alt har Teva omtrent 7000 medarbejdere i Israel på nuværende tidspunkt.