Business

Offentligt ansatte aflyser overenskomstmøder i protest

Lønmodtagernes organisationer gør alvor af trusler og aflyser planlagte møder i solidaritet med lærere.

Lønmodtagernes organisationer gør alvor af trusler og aflyser planlagte møder i solidaritet med lærere.

Offentligt ansatte sætter overenskomstforhandlinger på standby og aflyser planlagte forhandlingsmøder, fordi der ikke sker fremskridt i forhandlinger om lærernes arbejdstid.

Det oplyser lønmodtagernes centrale topforhandlere i CFU og Forhandlingsfællesskabet.

- Forhandlingerne med lærerne rokker sig ikke. Derfor tager vi konsekvensen og meddeler, at vi aflyser de overenskomstforhandlinger, der ellers skulle have fundet sted i starten af det nye år, siger FOA-formand Dennis Kristensen fra Forhandlingsfællesskabet.

Hos hans modpart er man ked af udmeldingen fra FOA.

- Jeg synes, det er meget tidligt at sige, at det hele er gået i stå. Forhandlingsprocesser tager den tid, de tager, siger Michael Ziegler (K), chefforhandler og bestyrelsesmedlem i Kommunernes Landsforening (KL).

Michael Ziegler, chefforhandler for KL i forhandlinger med lærere m.fl., er ked af melding fra FOA om forhandlingerne er gået i stå.

Forhandlingskneb med substans

745.000 ansatte i stat, kommuner og regioner skal have forhandlet nye overenskomster på plads inden den 1. april.

Men lønmodtagerne har tidligere meldt ud, at de ikke vil indgå i forhandlingerne, før der er udsigt til, at lærerne får en ny arbejdstidsaftale.

Og meldingen fra Dennis Kristensen er nok først og fremmest et forhandlingskneb, vurderer TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn.

- Men der er også en vigtig substans i det. Og det er, at man skubber lærerne foran sig og siger, at så længe der ikke er en aftale med dem, så tager alle de offentlige ansatte lærernes parti, siger han.

Fastfrossede forhandlinger

Ifølge ham er forhandlingerne lige nu fuldstændigt fastfrosset. Og med meldingen fra FOA-formanden er der intet, der tyder på, at der er fremskridt i forhandlingerne.

- Det skal blive spændende, om man overhovedet kan nå en aftale med den her meget dårlige start på de offentlige overenskomstforhandlinger, siger Ole Krohn.

Han påpeger dog, at det ikke bliver nemt for de øvrige faglige organisationer at bevare solidariteten med lærerne, selvom de med dagens udmelding sender et stærkt signal om, at de mener det alvorligt.

- På den lange bane skal det blive meget interessant at se, om solidariteten holder mellem de mange hundredetusinde offentlige ansatte, siger Ole Krohn.