Business

Bank med vilde gæt om 2018 - bitcoin stiger 350 procent og Apple mister tronen

Går Saxo Banks vilde forudsigelse i opfyldelse, må Apple i 2018 se sig fortrængt fra tronen af kinesiske Tencent som verdens mest værdifulde selskab.

Bitcoin-feberen bliver lige så vild næste år som i år, lyder en af Saxo Banks vilde forudsigelser i det tilbagevendende tankespind.

Saxo Bank er kendt for at turde gå længere end de gamle banker i synet på markedet, og her topper det faste vovestykke at komme med vilde forudsigelser for det nye år.

Det er 11. gang, bankens regnedrenge opstiller scenarier, som på forhånd kan få de fleste til at ryste på hovedet. Men historien viser, at Saxo Bank får ret i mellem en og fire af ti forudsigelser.

På listen for 2017 fik banken ret i kryptovalutaen bitcoins vilde himmelflugt, og i forudsigelserne for 2018 vover økonomerne igen at have den brandvarme digitale valuta med.

Sølv, guld og sukker ramte plet

I 2016 fik de ret i, at sølvprisen ville blive en tredjedel mere værd, og i 2011 var en af tre rigtige gæt et fald i den 30-årige amerikanske statsobligation på tre procent. De to øvrige var olieprisens udsving og rekord til guldprisen. I 2010 var der også tre pletskud, blandt andet et prisfald på sukker på 33 procent.

Saxo Bank vurderer 2018 til at have forudsætningerne for at levere overraskelser på superliganiveau.

- Vi mener, at 2018 har gode odds for at blive et vildt år for markederne, især når man tager i betragtning, at overdreven selvtilfredshed kan have ført til en indeklemt boble af volatilitet. Man kan roligt sige, at hvis nogen af vores forudsigelser holder stik, vil verden føles som et nyt sted, lyder det fra strategiteamet.

For Saxo Bank er det vigtigt at understrege, at det ikke er begivenheder, man anser som sandsynlige, men baseret på data events, der godt kan ske. Men her er de fem mest interessante vilde gæt på udviklingen i det nye år.

Saxo Banks vilde forudsigelser for 2018

  1. USA's centralbank mister selvstændighed

    FED

    Svag økonomi og højere renter og inflation efterlader centralbanken uden svar på pengepolitikken, og finansministeriet tager tøjlerne.

  2. Amerikanske vælgere stemmer rødt til 2018 valg

    .

    Ny generation af demokratiske kandidater, der ikke er bange for at bruge Bernie-Sanders-agtig populisme, får vælgerne til at se rødt og flokkes om valgstederne i november.

  3. Kinesere vælter Apple af tronen

    .

    Teknologiselskabet Tencent er rykket ind på top fem over højeste markedsværdi. I 2018 fordobles aktien og vælter Apple af tronen som verdens mest værdifulde selskab prisskilt over 1000 milliarder dollar.

  4. Bitcoin vil stige 3500 procent og så kollapse

    Kryptovalutaen vil toppe med en pris over 60.000 dollar i 2018 for i 2019 at falde helt sammen og lande på sit gamle niveau på 1000 dollar.

  5. Kvinderne tager magten

    .

    I 2018 bliver de chauvinistiske "old boys clubs" rystede af aktionærer, og kvinder kommer til at indtage toppladser i mere end 60 af de 500 største virksomheder i USA.