Business

Din forskudsopgørelse ligger klar - særligt to ting skal du være opmærksom på i år

Det er endnu en gang tid til at gennemgå de hjemlige finanser, og i år er der særligt to områder, du skal være ekstra opmærksom på.

Det er nu, du kan afgøre, om der vanker smæk, penge tilbage eller om det hele bare går i nul til næste år.

På Skats hjemmeside har du fra tirsdag haft adgang til din forskudsopgørelse for 2018. Og for at undgå at punge ud er det en god idé at tjekke, om dine oplysninger er rigtige.

Det gør du ved at indberette, hvad du forventer, du kommer til at tjene til næste år, og hvilke fradrag, du mener, du skal have.

Og så er der nogle ting, du skal være særlig opmærksom på i år.

Et stort skattesmæk

Er du en del af den voksende samfundstrend med deleøkonomi og udleje af bil og bolig, så er det ifølge Skat et sted, du skal være opmærksom.

- Udlejning af bil og bolig bliver mere og mere almindelig, og det er vores opfattelse, at skatteelementet ikke fylder så meget for folk her. Men det er vigtigt, at det bliver registreret, så man betaler den korrekte skat, siger Jørgen Wissing Jensen kontorchef hos Skat til TV 2.

En anden gruppe, der kan stå overfor et stort skattesmæk, er boligejerne. For op imod 100.000 danskere har i år omlagt boliglån på grund af en lav rente.

- Det er deres gamle renteudgifter, der er regnet med i forskudsopgørelsen, derfor er det særligt vigtigt, at de får kigget på den for at undgå en høj restskat, siger kontorchefen.

Gør husejerne ikke det, vil deres skat blive beregnet ud fra et fradrag, der er for højt i forhold til den nye lave rente og derfor risikere at skulle betale pengene tilbage, når årsopgørelsen kommer.

10 minutter, der betaler sig

Er oplysningerne på forskudsopgørelsen forkerte, vil du allerede kunne se konsekvensen på næste års første lønseddel.

Forskudsopgørelse

Har du brug for hjælp til din forskudsopgørsel, kan du ringe til Skat på telefon 72222828 eller nå dem på deres chat: www.skat.dk/forskud.

Ellers kan du også få hjælp til at udfylde din forskudsopgørelse korrekt på kommunens borgerservice.

Kilde: Skat

Det kan for nogen betyde en forskel på flere tusinde kroner, derfor er det ifølge Skat godt givet ud lige at bruge 10 minutter på at tjekke sine oplysninger igennem.

- Det er for borgernes egen skyld, at de skal sikre, at de betaler en korrekt forskudsskat løbende. Det er jo lidt træls at skulle betale en stor restskat, når årsopgørelsen kommer i marts 2019, siger Jørgen Wissing Jensen.

Du retter din egen forskudsopgørelse ved at logge på Skats TastSelv. Nedenfor finder du ni grunde til at gå din forskudsopgørelse efter i sømmene.

Skat: Ni grunde til at rette forskudsopgørelsen

  1. Mere eller mindre i løn

    Får du mere eller mindre i løn, bør du indberette det til Skat. Særligt hvis du bevæger dig over eller under topskattegrænsen.

  2. Hvis du holder op med at arbejde

    Holder du op med at arbejde, går på pension eller efterløn, bør du rette din forskudsopgørelse, så du får betalt den rigtige skat. Skat har hjulpet med en genvej øverst på forskudsopgørelsen. Du kan for eksempel klikke på 'Pensioneret', hvis du er gået på pension.

  3. Du er pensionist

    Udbetaling Danmark udbetaler din pension ud fra din forskudsopgørelse. Er der sket ændringer i din indkomst i løbet af året, skal du derfor rette din forskudsopgørelse, så Udbetaling Danmark får besked.

  4. Du har et kørselsfradrag

    Du kan få kørselsfradrag for de dage, hvor du kører mellem hjem og arbejdsplads, hvis du har mere end 12 kilometer til arbejde. Hvordan du transporterer dig selv, er underordnet, men udgifterne må ikke være betalt af din arbejdsgiver. Har du skiftet til et job tættere på og ikke fået ændret dit fradrag, risikerer du et skattesmæk.

  5. Fradrag og renteudgifter

    Renter for lån i bank, sparekasse, forsikringsselskab eller realkreditinstitut er automatisk med på din årsopgørelse, men du skal skrive dem på din forskudsopgørelse.

    Det skal du, fordi forskudsopgørelsen bliver dannet ud fra informationer fra tidligere år, hvor der til årsopgørelsen bliver hentet oplysninger ind fra bankerne og lignende. Er der sket ændringer, vil der ikke blive taget højde for det i forskudsopgørelsen, hvilket kan betyde, at man ender med at skulle betale penge tilbage i skat.

    Få hjælp til at regne dine fradrag ud.

  6. Salg eller køb af bolig

    Hvis du har købt eller solgt din bolig, skal du huske at indberette det til Skat. Dine renteudgifter skal blandt andet justeres. Skriv også flyttedatoen på din forskudsopgørelse, du skal nemlig kun betale ejendomsværdiskat for den periode, du bor i boligen. Det gælder også, hvis du flytter før overtagelsesdagen. Ret desuden dine renteudgifter på forskudsopgørelsen, hvis dine lån ændrer sig.

  7. Start af egen virksomhed

    Har du startet ny enkeltmandsvirksomhed, skal du skrive virksomhedens forventede overskud eller underskud på forskudsopgørelsen. Gør du ikke det, sætter Skat overskuddet til mellem 50.000 og 100.000 kroner.

  8. Skilsmisse

    Bliver du separeret eller skilt, ophører din sambeskatning med din ægtefælle. Du bliver betragtet som enlig i hele det år, hvor du bliver separeret eller skilt, uanset hvornår på året det sker, skriver Skat.

    Hvis du retter tallene i din forskudsopgørelse, skal du skrive tallene for hele 2018.

  9. Udlejning

    Lejer du for eksempel din bil, bolig eller anden ejendom ud, skal det også registreres.

Kilde: Skat