Business

Siemens fyrer op til 600 i Danmark

I Siemens' bøger blev der tidligere i november noteret et underskud på 92 millioner euro - 685 millioner kroner - i vindmølleforretningen.

Vindmølleproducenten Siemens Gamesa fyrer op til 600 medarbejdere i Danmark i 2018. Det skriver Ritzau Finans, der har informationerne fra selskabet selv.

Selskabet har for nuværende 6600 ansatte i Danmark.

- Her til formiddag var der igen møde i Siemens Gamesa med Hovedsamarbejdsudvalget HSU. 

- Antallet af berørte medarbejdere i finansåret 2018 blev her sat til op til 600. 

- Det præcise tal, og hvilke afdelinger, der bliver berørt hvor meget, vil blive en del af de forhandlinger, der nu går i gang, skriver Siemens Gamesa til Ritzau Finans.

Kommer oven i anden fyringsrunde

Så sent som i sommer annoncerede Siemens Gamesa, at man i år fyrede 600 medarbejdere på selskabets store fabrik i Aalborg, hvor man laver vindmøllevinger. 

Mandagens udmeldingen kommer oven i den fyringsrunde.

Sidste år gik tyske Siemens sammen med spanske Gamesa og skabte Siemens Gamesa.

Den fusion har dog ikke været gratis. Siemens må notere et solidt underskud i divisionen. Det kom allerede frem tidligere i november, hvor Siemens Gamesa fremlagde regnskab.

Underskud på 685 millioner kroner

I Siemens' bøger blev der tidligere i november noteret et underskud på 92 millioner euro - 685 millioner kroner - i vindmølleforretningen.

Da Siemens Gamesa - vindmølledivisionen - præsenterede regnskab tidligere i november blev det meldt ud, at der globalt ville blive fyret 6000 ansatte, af de 24.000 divisionen har.

- Vores økonomiske resultater er stadig ikke på det niveau, som vi alle stræber efter. 

- Men det står klart, at vi gør positive fremskridt, mens vi udfører vores plan om at gøre dette selskab til industriens førende, skrev topchef Markus Tacke i en meddelelse på det tidspunkt.

Også danske Vestas oplever er hårdt marked for tiden, da kunderne er blevet mere pressede og dermed lægger pres på producenterne.