Business

Danmark bugner af nye biler - og du kan gøre en god handel

Arkivfoto.

- Der er overudbud af biler, også selv om man ikke skilter med det. Det er nu man har chancen for at gøre en god handel, siger en markedsanalytiker.

Bilglade danskere går gode tider i møde.

Det langstrakte forløb om nye bilafgifter lagde hele markedet i dybfryseren, og nu er lagrene med nye biler større end nogensinde. Det skriver Berlingske Business.

- Jeg har tidligere udtalt, at vores lagre er historisk store, og nu har vi endnu flere, siger Kurt Rath, som er administrerende direktør i Dansk Auto Logik, der er Danmarks største lager og transportør af biler.

- Lige nu rykker vi bilerne tættere sammen for at holde dem inden for de sikrede anlæg, vi har, forklarer han.

Brandudsalg

De voksende lagre giver udsigt til brandudsalg på biler resten af året, mener en markedsanalytiker.

- Der skal ske noget, og det kommer der også til. Bilbranchen kan ikke sidde kigge på, at deres 2017-biler hober sig op, mens 2018-bilerne er på vej til landet. De vil komme med attraktive tilbud, og Jaguar er "first mover" med noget, der skal få gang i salget. Det vil de andre også gøre, er jeg overbevist om, siger Jan Lang, markedsanalytiker ved landets største bilportal Bilbasen.

Jaguar, Mercedes og Audi har allerede taget fat på at lokke flere købere til.

De har sat flere af deres modeller ned med over 100.000 kroner og sammen med de lavere afgifter kan en af Jaguars modeller pludselig købes for godt under en halv million kroner.

Lagrene bugner af biler

Ifølge Jan Langs tal er de nye biler, som de fleste danskere køber, faldet mellem 5 og 12 procent på grund af de nye afgifter.

- Men jeg forventer på grund af deres salgsmål og lagrene, at vi vil se ekstra guf for at lokke bilkøbere til, siger han til avisen.

Derudover kan man som forbruger udnytte, at selv om der er kommet gang i bilsalget igen, er der for mange biler på lagre over hele landet - og det gælder ikke kun luksusbiler, men også familiebiler.

- Hvis der er et stort overudbud af biler, kan man som udgangspunkt gøre en god handel, siger FDM's forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen til TV 2.

- Og der er overudbud af biler alle steder, også selv om man ikke skilter med det. Det er nu man har chancen for at gøre en god handel, siger han.

Forhandlinger satte en stopper for salg

De voksende lagre skyldes sensommerens lange forhandlingsforløb, hvor regeringen forsøgte at skaffe et flertal for en ny måde at beregne bilafgifter på.

I de mange ugers uvished holdt kunder - og forhandlere - vejret, og markedet for bilsalg gik i stå.

Men efter flertallet faldt på plads, og aftalens detaljer blev kendt den 21. september, kom der atter gang i markedet i oktober.