Business

Atea-sagen: Offentligt ansatte fik luksusrejser til Las Vegas og Dubai

Bagmandspolitiets anklager, Jørn Thostrup mener ikke, at de dyre middage og rejser med offentligt ansatte har været berettiget. Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark

Fredag fandt de første afhøringer af de tiltalte i den omfangsrige bestikkelsessag, 'Atea-sagen', sted.

Gourmetmiddage på Mash og Geranium. GPS’er, GoPros, smartwatches og trådløse musikafspillere. Rejser til Las Vegas og Dubai.

Ifølge anklageren er det blot nogle af de ting, som offentligt ansatte fra Region Sjælland og Rigspolitiet har modtaget fra chefer i it-virksomheden Atea.

De syv tiltalte i danmarkshistoriens mest omfattende bestikkelsessag, 'Atea-sagen', sad fredag endnu en gang for retten i Glostrup.

Luksustur til Dubai

Selvom flere af de tiltalte er tiltalt for forhold, der går helt tilbage til 2009, har bagmandspolitiets anklager-hold, Jørn Thostrup og Alexander Fält Dzougov, argumenteret for, at rejsen til Dubai i 2014 er så vigtig for sagens kerne, at den skal gennemgås som noget af det første.

Det har forsvarerne på de foregående to retsdage protesteret mod, men har altså ikke haft held med sig.

Turen til Dubai foregik fra den 19. til den 25. november 2014, og med på rejsen var Region Sjællands it-driftschef Rene Clausen, Rigspolitiets it-direktør Michael Steen Hansen, it-virksomheden Ateas koncernchef Claus True Hougesen, Ateas koncerndirektør Peter Trans og Ateas salgsdirektør Carsten Ritzau.

Turen kostede ifølge anklageskriftet 81.765 kroner for hver enkelt af de fem deltagere. Altså over 400.000 kroner i alt. De mange tusinde kroner gik blandt andet til businessclass-flybilletter, hotelophold, restaurantbesøg og billetter til Formel 1-racerløb.

Halvanden måned efter turen til Dubai blev virksomheden '3a-it', en direkte konkurrent til Atea, stiftet af de tre Atea-chefer, Claus True Hougesen, Peter Trans og Carsten Ritzau. I maj 2015 overtog den nye it-virksomhed så Region Sjælland som kunde, hvilket betød at Atea mistede sin største kunde.

Tiltalt: Det er jo ikke en rejse

Luksusturen til Dubai skulle ifølge anklageren blandt andet være med til at smøre Regionens it-driftchef Rene Clausen, hvorfor der altså er tale om bestikkelse.

Men de tiltalte og anklagerne i Danmarks mest omfattende bestikkelsessag er uenige om præmissen for hele retssagen. Blandt andet Per Juul Andersen, tidligere salgschef hos Atea, der ikke mener, at der skulle være tale om rejser af privat karakter. 

- Du omtaler det som en rejse. Det er det jo ikke, sagde Per Juul Andersen, der var første mand bag vidneskranken, henvendt til anklageren.

- Hvad er det så?, spurgte anklager Jørgen Thostrup hurtigt.

- Det er en uddannelsestur, en messe. Altså, kært barn mange navne, svarede Per Juul Andersen.

Ateas tidligere salgschef deltog ikke selv i Dubai-turen, men er derimod tiltalt for 16 tilfælde af bestikkelse, blandt andet i forbindelse med en række middage på Michelin-restauranter og for rejser til Las Vegas og Florida.

Overdådige arrangementer

Allerede torsdag på sagens anden retsdag gjorde anklager Jørn Thostrup det dog klart, at man fra anklagemyndighedens side ikke mener, at rejserne til blandt andet Dubai har været nødvendige.

- Man kan ikke holde et møde med en leverandør og en offentligt ansat i et land meget langt væk, hvis man med ligeså stort udbytte bare kunne have mødtes hjemme i Danmark eller på firmaets adresse, sagde anklager Jørn Thostrup torsdag.

Han lagde desuden vægt på, at middagene har været til den noget overdådige side på diverse gourmetrestauranter.

- Selvfølgelig må man gerne deltage i en middag, og det behøver heller ikke være ved en pølsevogn, men ved normale omstændigheder, sagde Jørn Thostrup.

Forsvarsadvokat Kåre Pihlmann argumenterede for, at det i erhvervslivets top er normalt at spise fint.

- Topledere synes ikke at flokkes om bordene på McDonalds og Jensens Bøfhus, lød det.

Navneforbuddet er ophævet

De tiltalte har været beskyttet af navneforbud i to år, men Østre Landsret besluttede for to uger siden at ophæve navnebeskyttelsen, efter TV 2 havde protesteret mod det.

- Det er henset til sagens karakter og grovheden af de forhold, de er tiltalt for, og den betydelige samfundsmæssig betydning, sagen har, lød kendelsen fra dommer Nanna Blach.

Med beslutningen satte dommeren altså en streg under, at de syv tiltalte tilhører den absolutte top af den danske it-branche. 

Her er de tiltalte

Michael Steen Hansen

Mand

Michael Steen Hansen

Tidligere it-direktør i Region Sjælland og senere it-direktør hos Rigspolitiet. Var et af fem medlemmer af Rigspolitiets øverste direktion, da han blev anholdt og varetægtsfængslet i august 2015. Bortvist fra sin stilling i Rigspolitiet.

Er tiltalt for i flere tilfælde at modtage bestikkelse og for underslæb af særlig grov beskaffenhed for i alt 174.363 kroner - blandt andet for deltagelse i rejser til Dubai i 2014 og Las Vegas i 2009.

Især rejsen til Dubai i 2014 er beskrevet i pressen - en rejse med flybilletter på businessclass, Formel 1-billetter, luksushotel og restaurantbesøg.

Foto: TV 2 / TV 2

Rene Clausen

Mand

Rene Clausen

Tidligere it-driftschef i Region Sjælland, hvorfra han blev bortvist, da sagen begyndte at rulle. 

Er tiltalt for passiv bestikkelse og underslæb af særlig grov beskaffenhed for i alt 393.932 kroner ved at at deltage i to ture til Dubai i 2014 og 2012, for rejser til Las Vegas og Florida og for at deltage i middage på en lang række Michelin-restauranter i Københavnsområdet.

Desuden er han tiltalt for at lade Region Sjælland indkøbe en længere liste af it-udstyr til sit eget private brug eller med henblik på videresalg.

Foto: TV 2 / TV 2

Claus Hougesen

Mand

Claus Hougesen

Tidligere administrerende direktør i Atea og senere medstifter og administrerende direktør hos konkurrenten 3ait. Tiltalt for aktiv bestikkelse og underslæb af særlig grov beskaffenhed for i alt 136.469 kroner.

Er tiltalt for deltagelse i ture til Dubai i 2012 og 2014 samt for en middag på restaurant Geranium.

Foto: TV 2 / TV 2

Carsten Ritzau

Mand

Carsten Ritzau

Tidligere salgsdirektør i Atea og senere medstifter af 3ait. 

Tiltalt for aktiv bestikkelse og underslæb af særlig grov beskaffenhed for i alt 81.755 kroner.

Er tiltalt for turen til Dubai i 2014 og en middag på Søllerød Kro i 2011.

Foto: TV 2 / TV 2

Peter Trans

Mand

Peter Trans

Tidligere koncerndirektør i Atea og senere medstifter af 3ait. 

Tiltalt for aktiv bestikkelse og underslæb af særlig grov beskaffenhed for i alt 136.469 kroner.

Er tiltalt for at deltage i rejserne til Dubai i 2014 og 2012 samt for en middag på restaurant Geranium.

Foto: TV 2 / TV 2

Per Juul Andersen

Mand

Per Juul Andersen

Tidligere salgschef i Atea, hvor han ikke længere er ansat.

Tiltalt for aktiv bestikkelse og underslæb af særlig grov beskaffenhed for i alt 229.813 kroner.

Er blandt andet tiltalt for en række middage på Michelin-restauranter og for rejser til Las Vegas og Florida.

Foto: TV 2 / TV 2

Tidligere it-udviklingschef

Mand

Tidligere it-udviklingschef

Desuden er en tidligere it-udviklingschef i Region Sjælland tiltalt for passiv bestikkelse og underslæb for i alt 65.118 kroner - hans sag blev senere føjet til det oprindelige Atea-kompleks, og han har ikke siddet varetægtsfængslet i sagen. Af samme grund bringer TV 2 ikke hans navn.

Foto: TV 2 / TV 2

Atea Danmark

Mand

Atea Danmark

It-virksomheden Atea er tiltalt som juridisk person, fordi selskabet hæfter for de handlinger som nuværende Atea-medarbejdere og tidligere Atea-medarbejdere måtte have begået.

Foto: TV 2 / TV 2

De syv personer og Atea er tiltalt for sammenlagt 38 forhold af bestikkelse og underslæb. De nægter sig alle skyldige. 

Der er afsat i alt 32 dage til retssagen, og den ventes først afsluttet i februar 2018.