Eksperter: Historisk fejltagelse at børsnotere Nykredit
Efter planen om børsnotering skal beslutningen tages på et ekstraordinært møde den 23. november.
Det vil være en fejltagelse af historiske dimensioner og koste danske familier og virksomheder cirka 10 milliarder kroner årligt, hvis Nykredits ejere gennemfører planerne om at børsnotere realkreditselskabet.
Sådan lyder den opsigtsvækkende advarsel fra fire eksperter med stor indsigt i den finansielle verden, skriver Finans.
- Vi opfordrer repræsentantskabet til seriøst at overveje andre muligheder. Vi har at gøre med et forhold af national betydning, siger lektor Johannes Raaballe fra Aarhus Universitet.
Kan sænke priser hvis børsnotering opgives
Sammen med professor Ken L. Bechmann fra CBS, tidligere professor Anders Grosen fra Aarhus Universitet og tidligere bankdirektør Jørn Astrup Hansen peger han over for Finans på, at den samlede pris på realkreditlån er steget med cirka 10 milliarder kroner siden før finanskrisen.
Ifølge dem vil det høje prisniveau blive opretholdt, hvis Nykredit børsnoteres, mens det er muligt at sænke priserne til niveauet før krisen, såfremt børsnoteringen opgives.
- Det er muligt at stoppe op og overveje, om man helt skal kaste en mere end 200 år gammel realkreditmodel, der har tjent låntagerne godt, på møddingen, siger Ken L. Bechmann til Finans.
Kritikerne peger på, at aktionærer med en børsnotering vil kræve den højest mulige indtjening, hvilket er i direkte modstrid med kundernes ønske om at få billige lån. Det dilemma vil Nykredit løse med en model kaldet kundekroner, men ifølge kritikkerne dur modellen ikke.
Op til repræsentantskabet at tage stilling
Formand Nina Smith har ikke ønsket at lade sig interviewe. Men på det seneste møde i repræsentantskabet i Nykredits ejerforening, Forenet Kredit, fastslog hun, at det er op til repræsentantskabet at vælge, om Nykredit skal børsnoteres, og at det er for tidligt at tage stilling i dag, fordi alle forudsætninger endnu ikke er afklaret.
Efter planen skal beslutningen tages på et ekstraordinært møde den 23. november.
- Det er en stor og vigtig beslutning, og det kræver, at vi har forudsætningerne på plads. Det er de ikke endnu, så jeg synes, vi skal vente med den store diskussion til beslutningsgrundlaget er på plads, sagde Nina Smith på repræsentantskabsmødet.