Udviklerne bag mobilepay vil teste sædkvalitet på telefonen

En ny dansk app, der tester sædkvalitet skal rulles ud i hele verden, lyder det fra stifterne.

Den danske virksomhed Exseed Health har fundet på en løsning, der gør det muligt at teste sin sædkvalitet på en smartphone ved hjælp af lidt ekstraudstyr og en app. Og nu skal løsningen rulles ud i hele verden.

Det skriver Børsen.

- Markedet for fertilitetsservices er på næsten 40 milliarder dollar årligt. Næsten alt er fokuseret på kvinder, der er næsten intet målrettet mænd, på trods af, at i omtrent 40 procent af tilfældene, så er det mandlige faktorer, der gør, at parret ikke opnår graviditet, siger Morten Ulsted, som har en fortid i Novo Nordisk og er en af stifterne bag Exseed Health.

Ifølge Børsen går Exseeds sædtest ud på, at brugeren påfører en sædprøve fem testplader. Pladerne bliver koblet til en mikroskopisk linse, som via kameraet kan forstørre sædprøven op til 200 gange.

Forhandler med Amazon

Exseed er gået sammen med it-virksomheden Trifork, som stod bag udviklingen af Mobilepay. Trifork har overtaget lidt under halvdelen af ejerskabet af Exseed, som til gengæld blandt andet har fået adgang til Triforks udviklere.

Derudover forhandler Exseed ifølge Børsen med amerikanske Amazon om at blive en del af programmet Launchpad, hvor små nye virksomheder kan få eksponeret deres produkter til de mange millioner Amazon-brugere.

Inden for tre år håber Exseed at kunne sælge for 200 millioner kroner, og det er i første omgang mænd i Nord- og Vesteuropa, Canada og USA, der er målgruppen.