Her er kinesisk iPhone-udfordrers nye flagskib
Huawei har fordoblet sin markedsandel i Danmark på bare ét år.
Der er store armbevægelser hos den kinesiske Apple-konkurrent, Huawei, som vil være verdens største producent af smartphones.
Mandag løftede virksomheden sløret for det seneste træk, der skal bære virksomheden mod den absolutte top.
Der er tale om to telefoner: Mate 10 og Mate 10 Pro.
Kun Pro-udgaven rammer de danske hylder, og under en stort opsat præsentation kunne Huaweis direktør for forburgerelektronik, Richard Yu, fortælle, at telefonen både er hurtigere og udstyret med bedre skærm end iPhone.
Svært at kapre iPhone-kunder
Mate 10 Pro kommer ifølge meremobil.dk til at koste 6000 kroner og lander på de danske hylder den 27. november.
Der er dog ikke udsigt til, at særligt mange iPhone-brugere skifter til en Huawei-telefon med lanceringen af den nye model.
Det er nemlig et helt andet segment, som Huawei appellerer til, siger John G. Pedersen, redaktør på meremobil.dk.
- Der er ikke nogen iPhone 8 Plus-kunder eller iPhone X-kunder, der vil købe en Huawei i stedet for, siger han og uddyber:
- Apple har deres egen målgruppe. Huaweis nye telefon vil i højere grad henvende sig til dem, der har en Samsung-telefon.
Huawei er næststørst i verden
Selvom Huawei stadig har en del at hente i forhold til iPhone, som knap halvdelen af de danske smartphoneejere foretrækker, gør det kinesiske brand sig alligevel bemærket herhjemme.
Huawei har nemlig fordoblet sin markedsandel på bare ét år. Fra 2016 til første kvartal i 2017 voksede andelen af danskere, der bekender sig til Huawei, fra fire til otte procent.
Det viser undersøgelsen Mobile Life 2017, som Kantar Gallup på vegne af Danske Medier og Kreativitet & Kommunikation offentliggjorde i juni.
De resterende 19 procent af danskerne bruger smartphones fra henholdsvis Sony (5 procent), Nokia/Microsoft (3 procent), HTC (3 procent), LG (2 procent) og et antal andre mærker (6 procent).
Globalt set har Huawei, der er Kinas førende smartphone-producent, dog allerede overhalet Apple, når det kommer til salg af telefoner.
Det viser en analyse af rådgivningsfirmaet Counterpoint Research baseret på salgstal fra juni og juli i år.
Kun Samsung sælger flere smartphones end det kinesiske firma på verdensplan.
Så allerede nu er virksomheden godt på vej mod at opfylde sin ambition om at blive verdens nummer et.