Business

Dong Energy skifter navn - her er det nye

Navneskiftet sker "som følge af den omfattende strategiske omstilling fra sort til grøn energi".

Den danske energigigant Dong Energy kommer fremover til at hedde Ørsted.

Det afslørede Dongs topchef, Henrik Poulsen, mandag formiddag på et medarbejdermøde. Her fortalte han, at hele 3000 navne har været oppe at vende, men at man altså er endt med Ørsted.

Navnet er opkaldt efter den verdensberømte, danske fysiker, Hans Christian Ørsted, som tilskrives opdagelsen af elektromagnetismen.

Fra sort til grøn energi

Navnet Dong står for Dansk Olie og Naturgas, men det navn giver efterhånden dårlig mening for selskabet. Tilbage i maj solgte Dong nemlig sin olie- og gasforretning til den britiske kemikoncern Ineos for næsten ni milliarder kroner.

Dong Energy har igennem længere tid arbejdet på en strategi udelukkende baseret på grøn energi, og navneforandringen til Ørsted kommer da også til at ske "som følge af den omfattende strategiske omstilling fra sort til grøn energi", lyder det.

- Dong Energy afspejler ikke vores selskab og det selskab, vi gerne vil være, siger energikæmpens topchef, Henrik Poulsen, om navneskiftet.

- Fremadrettet vil vi fokusere på grøn vækst baseret på vores eksisterende forretningsplatforme inden for havvind, biomasse, grønne kundeløsninger og avancerede løsninger, hvor vi omdanner affald til energi.

Et vigtigt signal

Ifølge Dansk Energis vicedirektør, Anders Stouge, er Dongs navneskift et tegn på den retning, som hele energisektoren er på vej i - nemlig fra sort til grøn energi.

- Med det nye navn sætter man en streg under det, som har været på vej i årevis, siger Anders Stouge til TV 2.

Han mener ikke, at navnet er uden betydning.

- Mange undrer sig over, hvorfor man hedder noget med "olie", når det ikke længere er en del af forretningen. Nu tager man konsekvensen. Det er et fornuftigt skift og et vigtigt signal at sende, siger han.