Business

Børsnotering forgylder direktør med godt 600 millioner

Den øverste direktør i Nets lagde i sin tid 30 millioner kroner for aktier i virksomheden.

Den administrerende direktør i Nets, Bo Nilsson, står i den grad til at tjene store penge på udsigten til, at den amerikanske kapitalfond Hellmann & Friedmann sammen med en række investorer vil købe virksomheden.

Ifølge Finans.dk kan direktøren ende med at have tjent mere end 629 millioner kroner på først at have ført Nets på børsen og siden været med til at gennemføre et salg af virksomheden til investorgruppen.

Bo Nilsson stod allerede til at tjene i underkanten af 600 millioner kroner på at have ført virksomheden på børsen og med udsigten til, at virksomheden bliver solgt til en markant højere markedsværdi, kan Nets-bossen se frem til at kunne stikke 40 millioner kroner yderligere i lommen. 

Investering mangedoblet

Den store gevinst skyldes, at Nets tidligere ejere i sin tid lavede et særligt aktieprogram for de øverste 70 medarbejdere i virksomheden. 

Det gjorde, at de kunne købe sig ind i virksomheden til en brøkdel af, hvad den blev værd, da Nets senere blev børsnoteret sidste år.

Det gjorde man eftersigende for at holde fast i virksomhedens medarbejdere.

Bo Nilsson investerede fire millioner kroner i Nets gennem optionsprogrammet og investerede derudover 26 millioner kroner af sine egne penge, altså en samlet investering på 30 millioner kroner. Den investering er nu mangedoblet.

Nets-direktøren har allerede solgt aktier for 147 millioner kroner på børsnoteringen. Og med udsigten til et salg af virksomheden, kan han score 482 millioner kroner yderligere på de aktier, han har tilbage.

Og det er ikke engang det eneste, som Bo Nilsson har tjent på at stå i spidsen for Nets. Oven i den store aktiegevinst kommer hans årsløn, der sidste år lå på 21 millioner kroner, ligesom hans ifølge Finans også har to andre aktieprogrammer i virksomheden.

Pensionschef ude med kritik

Den store guldregn er tidligere blevet kritiseret fra adskillige kanter. Blandt andet fra landets største pensionskasse, ATP, der selv har investeret milliarder af kroner i Nets.

- (...) Det er klart, at incitamentsprogrammet i Nets ligger i den høje ende. Jeg har svært ved at se det gentage sig, hvis vi har mulighed for at påvirke det, har direktøren Christian Hyldahl, sagt til Berlingske Business.

Tidligere ejere skyld i aktieprogram

Nets' bestyrelsesformand, Jeff Gravenhorst, vil dog ikke hænge sig i, om Bo Nilssons gevinst er ude af proportioner. Han holder fast i, at det var de tidligere ejere, kapitalfondene Bain og Advent, som har ansvaret for aktieprogrammerne.

- Det aktieprogram, der var med de tidligere ejere, har intet at gør med den børsnoterede enhed, som har vi i dag. De programmer som Bo og managementteamet er underlagt er fuldstændig markedskonforme. Så det er selvfølgelig rimeligt, at man betaler en markedsløn til de ledere, som sidder i selskabet. Og det mener jeg, er det vi gør, siger Jeff Gravenhorst.

Bestyrelsesformanden i Nets, Jeff Gravenhorst, understreger over for TV 2, at det store aktieprogram til den administrerende direktør, Bo Nilsson, er lavet under de tidligere ejere: kapitalfondene Bain og Advent.

Og markedsløn det er at give administrerende direktører trecifrede millionbeløb for at passe deres arbejde?

- Nu tror jeg, at vi skal forstå det. For det her (aktieprogrammet, red.) er en belønning, som de har fået under det tidligere ejerskab. Det er ikke som det børsnoterede selskab, at vi udbetaler et trecifret millionbeløb. De her ganske normale ledelsesmæssige lønninger har intet at gøre med, hvad der kom ud af den investering, som Bo (Nilsson, red.) har lavet i et tidligere selskab.