Business

Bavarian Nordic blev syv milliarder mindre værd på én dag - men to scorede kassen

Der er to store vindere på dagen, hvor Bavarian Nordic er banket i bund på fondsbørsen.

Mens tusindvis af investorer ærgrer sig voldsomt over dagens nedtur for Bavarian Nordic, er der utivlsomt jubel hos hedgefondene Perceptive og Oxford.

Disse fonde er de eneste vindere efter dagens kursnedslagtning

Per Hansen, investeringsøkonom Nordnet

De to fonde fra USA og Storbritannien har nemlig satset stort på, at Bavarian Nordic ville floppe med midlet Prostvac, der har været udset som et kommende guldæg til behandling af prostatakræft.

Og hedgefondene fik ret.

Sent torsdag aften sendte Bavarian Nordic en meddelelse til fondsbørsen om, at en uafhængig komité havde afvist Prostvac, og reaktionen kom prompte ved børsåbning klokken ni i dag fredag.

I de første sekunder af handlen faldt aktien 56 procent. Siden har den rettet sig en smule til et fald på omkring 50 procent.

En decideret kurs-katastrofe, der har fjernet syv milliarder kroner i markedsværdi, men som samtidig har sendt et flot millionbeløb i lommerne på hedgefondene Perceptive og Oxford.

Ifølge data fra Bloomberg har de to fonde tilsammen tjent 87 millioner kroner på nedturen.

Perceptive, der er stiftet af Joseph Edelman, sikrer den største del af gevinsten med 54 millioner kroner, mens Oxford tjener 33 millioner kroner.

- Disse fonde er de eneste vindere efter dagens kursnedslagtning, skriver investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet i en mail til TV 2.

Jeg bryder mig ikke om, at markedet skal domineres af kortsigtede, griske spekulanter

Asger Aamund, aktionær og stifter, Bavarian Nordic

Fondene er gået kort i aktien, hvilket betyder, at de har lånt aktier og straks solgt dem videre ud fra en forventning om, at aktiekursen ville være faldet, når de skulle afleveres tilbage til udlånerne.

- De kan købe de solgte aktier tilbage til en meget lavere aktiekurs og tjene forskellen mellem deres salgspris og den pris som de kan genkøbe aktierne til, forklarer Per Hansen.

Asger Aamund har mistet over 20 millioner

Mens hedgefondene har scoret stort, er der grund til stor ærgrelse hos Asger Aamund, der er stifter af Bavarian og mangeårig formand.

Han ejer 100.000 aktier og har dermed tabt over 20 millioner kroner på dagens kursnedtur, men han holder fast i troen på Bavarian.

- Jeg er helt sikker på, at jeg henter de tabte millioner i dag tilbage igen. Jeg beholder mine 100.000 aktier og har, hvad jeg skal have, men aktien skal nok komme sig fuldstændig igen, siger Asger Aamund til TV 2. 

Om de to hedgefonde siger Aamund, at de har taget en "kæmpe chance", og at den så har givet dem en enorm kontant gevinst.

Kan du glæde dig på deres vegne?

- Nej, det kan jeg ikke. Jeg bryder mig ikke om, at markedet skal domineres af kortsigtede, griske spekulanter. Jeg kan bedre lide langsigtede investorer, siger Asger Aamund.

ATP har tabt mest

Den største taber i kroner og øre er ATP, der ifølge Bloomberg ejer knap 8 procent af aktierne i Bavarian Nordic.

Værdien af pensionskassens aktier i selskabet er faldet godt 550 millioner kroner i dag fredag.