Bavarian Nordic-aktien mere end halveret
Et fejlslagent forsøg med kræftmedicin koster den danske medicinalvirksomhed Bavarian Nordic dyrt. Aktien er mere end halveret.
Det har været en sort morgen på børsen for medicinalvirksomheden Bavarian Nordic. Fra starten af dagens handel på Københavns Fondsbørs faldt medicinalvirksomheden med hele 58 procent.
Dermed er der i runde tal barberet 6,5 milliarder kroner af Bavarian Nordics værdi i de første minutter af fredagens aktiehandel.
Baggrunden for det dramatiske fald er et fejlslagent fase 3-studie - det afsluttende studie - med midlet Prostvac, der bruges til behandling af prostatakræft. Torsdag aften meldte Bavarian Nordic ud, at studiet er blevet stoppet, inden det var ført til ende. En uafhængig dataovervågningskomité kaldte det "formålsløst" at fortsætte studiet.
Potentiel blockbuster
Analytikere havde ellers ventet, at Prostvac ville kunne blive en såkaldt blockbuster – altså et middel med et årligt salgspotentiale på over en milliard dollar.
- Vi er meget skuffede og faktisk også lidt overraskede over at få stoppet studiet i forbindelse med den foreløbige analyse. Vi kan dog ikke sige så meget mere, for vi har ikke set data endnu, siger administrerende direktør i Bavarian Paul Chaplin til Ritzau Finans.
Børsdarling
Bavarian Nordic har ellers været en sand børsdarling i de seneste år. Alene i år er medicinalvirksomheden - ind til fredagens nedsmeltning - steget med 78 procent. Og over de seneste fem år er kursen nidoblet.
For rigmanden Asger Aamund har det også været en rigtig dyr morgen. Aamund er tidligere bestyrelsesformand i Bavarian Nordic og i dag storaktionær med 100.000 aktier. Det dramatiske fald har kostet Aamund i omegnen af 22 millioner kroner.
- Det er et flagskib, der er skudt ned. Ligesom ledelsen er jeg enormt overrasket over, at resultaterne ikke har kunnet give bedre statistisk signifikans. Forskningsresultaterne har været robuste, og de enkelte patienthistorier så gode ud, siger Asger Amund til TV 2.
Den tidligere bestyrelsesformand tror dog stadig på en eller anden form for fremtid for Prostvac:
- Jeg er stadig helt sikker på, at prostvac nok skal blive et produkt på markedet, men det bliver ikke som det selvstændige lægemiddel, vi havde regnet med. Det bliver i kombination med andre, siger Aamund, der også erkender, at han selv har et vist ansvar:
- Jeg må erkende mit ansvar i skuffelsen, da det var i min tid som bestyrelsesformand, vi besluttede at udvikle Prostvac alene og hentede 800 millioner kroner til det i aktiemarkedet trods finanskrise.
Trods dagens millionlussing, så har Asger Aamund ikke tabt troen på Bavarian Nordic fremover:
- Jeg er helt sikker på, at jeg henter de tabte millioner i dag tilbage igen. Jeg beholder mine 100.000 aktier og har, hvad jeg skal have, men aktien skal nok komme sig fuldstændig igen. Vi står foran en ny leverance af koppevaccine til den amerikanske regering, har andre cancervacciner og en ebolavaccine, der snart er færdig, siger den tidligere bestyrelsesformand.
- Kølige hoveder skal nok kunne se, at Bavarian ikke et biotekselskab, der står på ét ben, men har mange interessante lægemidler og med 3 milliarder kroner i likvidt beredskab er stærkt, siger Asger Aamund.
I januar 2015 tjente Aamund næsten 400 millioner kroner på salg af netop Bavarian Nordic-aktier, men rigmanden har altså senere købt op i selskabet igen.
Sænker anbefaling
Det stoppede studie kommer som en stor overraskelse for langt de fleste aktieanalytikere, der følger Bavarian Nordic. Oven på meldingen har flere banker sænket anbefalingen på aktien.
Det gælder blandt andet Nordea, der har sænket anbefalingen til "hold" fra "køb", men også den amerikanske storbank Citi.