Smykkemanden Jesper Nielsen kæmper for trecifret millionbeløb
Smykkemanden Jesper "Kasi" Nielsen kan blive et trecifret millionbeløb fattigere, hvis han og familien taber en verserende skattesag.
Der står et trecifret milllionbeløb på spil, når Jesper "Kasi" Nielsen og hans familie i disse dage forsvarer sig i Landsretten.
Så stort et beløb, at Pandora-millionæren ifølge sig selv kan gå personligt konkurs og tvinges til at flytte ud af landet.
Sagen mod ham og hans familie begyndte mandag i Østre Landsret, hvor familien Nielsen har anket en dom fra Landsskatteretten. Det kan koste dem et trecifret millionbeløb, hvis de taber sagen - helt præcis 272 millioner kroner, har Jesper Nielsen tidligere fortalt dagbladet Børsen.
- Vi har ikke meget tiltro længere til, at der findes retfærdighed i det her system, så et eller andet sted bliver det godt at få det afsluttet, siger han til TV 2.
Fritid eller forretning
Striden mellem Kasi-Jesper og Skat handler om, hvorvidt Kasi-Jespers millionsponsorater i Brøndby IF og AG Håndbold var en forretningsmæssig investering - eller bare økonomisk håndsrækning fra en glad vestegnsdreng, der er tosset med sport.
Det har nemlig stor betydning for, hvordan pengene beskattes - og i denne sag er der millioner på spil.
Ifølge Landsskatteretten har pengene til de to sportsklubber mere karakter af personlig interesse og udlodning af udbytte, end det har haft betydning for Jesper Nielsens forretning - og derfor er summen ifølge dommen ikke fradragsberettiget.
Brød på bordet
Hvis dommen stadfæstes i Landsretten, får det mærkbare konsekvenser for Jesper Nielsen og familien. I så fald regner han med at forlade Danmark.
- Hvis tingene var anderledes, ville familien Nielsen gerne blive på Vestegnen og opbygge vores virksomheder, men vi skal jo også overleve og have brød på bordet, betale vores ungers skole og alt muligt andet, siger Jesper Nielsen.
Niels Lunde, chefredaktør på dagbladet Børsen, hæfter sig ved, at det ikke gik særlig godt for rigmanden i Landsskatteretten.
- Jeg tror, at de fleste eksperter er pessimistiske i forhold til, hvordan det kommer til at gå i den her omgang. Jeg vil nødig gætte på, hvordan det kommer til at gå, siger han til TV 2.
Næste succes lader vente på sig
Kasi-Jesper startede som tankpasser, men kastede sig sidenhen over smykkerne. I 2005 fik han rettighederne til at sælge Pandoras smykker i Tyskland og senere i en række andre lande. Det var her, at Jesper Nielsen tjente sin formue.
I 2007 stod han bag Danmarks-historiens største sponsorat - sponsoratet i Brøndby IF, og i 2010 skabte han håndboldklubben AG København. Det er netop disse investeringer, han i retten skal forsvare.
Efter at have forladt Pandora har Jesper Nielsen forsøgt at gentage successen, men forretningsmæssigt har de seneste år været svære.
I 2013 etablerede han smykkevirksomheden Endless Jewellery, men her røg han uklar med de øvrige ejere og måtte forlade selskabet. Sidste år lancerede han endnu et selskab, Amazing Jewelry. Også her er armbevægelserne store, men indtil videre lader resultaterne vente på sig.