Her er de barske retstvister som Novo Nordisk står overfor
En perlerække af utilfredse investorer, patienter og konkurrenter har rettet alvorlige anklager mod Novo Nordisk.
Novo Nordisk bandt i nat sløjfe på en af de retssager, som har hængt som en skygge over forretningen.
Den danske medicinalkoncern indgik et forlig på 366 millioner kroner med den amerikanske stat for at forstumme anklagen om, at selskabet havde nedtonet advarsler om kræftrisiko ved markedsføringen af diabetesmedicinen Victoza.
Men det er langt fra den eneste retssag, som Novo Nordisks juridiske team skal tackle fremadrettet i USA. I medicinalbranchen er retssager og forlig hverdagskost, og medicinalkæmpen står overfor at skulle afværge beskyldninger om alt fra refusionssvindel over manipulation af aktiekursen til ulovlige prisaftaler.
- En lang stribe amerikanske advokatfirmaer har på vegne af flokvis af vrede aktionærer valgt at indlede søgsmål mod Novo Nordisk, som anklages for at vildlede aktionærerne og kunstigt holde aktiekursen oppe, selvom ledelsen ifølge dem var klar over problemer på det amerikanske marked. Det skete efter, at Novo Nordisks aktiekurs i løbet af 2016 dykkede med 35 procent.
- Diabetespatienter er også kommet ind i kampen mod Novo Nordisk i de amerikanske retssalene. De hævder, at koncernen ulovligt har pustet listepriserne på diabetesmidler op for at kunne indgå fordelagtige aftaler med medicinindkøberne – til skade for patienterne.
- Ærkerivalen Sanofi anklager Novo Nordisk for at plante falske og vildledende informationer i sin markedsføringskampagne af diabetesmidlet Tresiba. Novo Nordisk havde i en markedsføringskampagne skrevet, at Sanofis to diabetesmidler Lantus og Toujeo ville blive blokeret af indkøberorganisationen CVS. Ifølge den franske konkurrent er det decideret forkert, fordi patienterne fortsat har adgang til medicinen til trods for, at indkøbskæmpen fjernede præparaterne fra en specifik rabatliste.
- Novo Nordisk bliver også beskyldt for at snyde på vægten med sin medicin for at fiske flere penge ud af det offentlige tilskudssystem Medicaid. Retssagen blev indledt for længe siden, men blev appelleret i begyndelsen af januar. Her beskylder en whistleblower en stribe medicinalfirmaer, blandt andet Novo Nordisk, for at oplyse en falsk produktionspris på lægemidlerne, så de kan slippe afsted med at skulle betale mindre i Medicaid-refusion.
Det kan ofte bedre betale sig for en virksomhed under anklage at indgå forlig end at køre de langvarige sager i retssystemet - også selvom den måske har en god chance for at vinde. Novo Nordisks seneste forlig på 366 millioner kroner med de amerikanske myndigheder er det dyreste af fem større forlig, selskabet har oplyst beløbet på i de seneste ti år.
- I maj 2017 meddelte Novo Nordisk, at koncernen havde indgået et forlig på et ukendt beløb i en sag om ulovlig markedsføring, hvor koncernen var beskyldt for at maskere virksomhedens salgsrepræsentanters visit som uddannelsesbesøg.
- I juni 2017 oplyste Novo Nordisk, at selskabet havde indgået et forlig på 25 millioner dollar i en sag vedrørende ulovlig markedsføring af blødermedicinen Novoseven samt 1,7 millioner dollar for markedsføring af insulinprodukter.
- Novo Nordisk meddelte i sit årsregnskab for 2010, at det har en indtægt af engangskarakter på 100 millioner kroner i relation til et patentforlig.
- I juni 2009 indgik Novo forlig med de danske myndigheder vedrørende selskabets salg til Irak i perioden 2000-2003 under FN's olie for mad-program. Forliget kostede 30 millioner kroner.
- I maj 2009 indgik Novo forlig med det amerikanske justitsministerium vedrørende selskabets salg til Irak i perioden 2000-2003 under FN's olie for mad-program. Forliget kostede samlet 18 millioner dollar.