God sommer for SAS: Fordobler næsten overskuddet
SAS har fine sorte tal på bundlinjen i regnskabet for det seneste kvartal.
SAS ser ud til at være på vej mod et pænt overskud i indeværende forskudte regnskabsår, der slutter 31. oktober.
Luftfartsselskabets resultat efter skat bliver således næsten fordoblet i tredje kvartal.
Det udgør 1,5 milliarder svenske kroner mod 805 millioner i samme periode sidste år.
Sommeren er helt afgørende
Og netop tredje kvartal er af stor betydning for SAS, understreger administrerende direktør Rickard Gustafson.
- SAS agerer i et marked, hvor efterspørgslen på flybilletter varierer kraftigt over året, og hvor sommermånederne i endnu større grad bliver afgørende for helårets resultat som følge af vores øgede eksponering mod fritidsmarkedet og langdistancelinjer.
- Derfor er det både vigtigt og glædeligt, at SAS kan se tilbage på en rigtig god sommer, siger han i en pressemeddelelse.
Opjusterer forventninger til 2017
De gode udsigter skyldes blandt andet en omsætning, der i regnskabsårets tre første kvartaler har været næsten tre milliarder kroner højere end det foregående regnskabsår.
Det skyldes både, at man indtil nu har fløjet tre procent flere passagerer, og at man har solgt flere tillægsydelser til de rejsende.
Og i følge Lars Sandahl Sørensen, der er koncerndirektør i SAS, er danskerne særligt rejseglade i år.
- Vi har haft otte millioner kunder, 300.000 flere end samme kvartal sidste år, så folk rejser rigtig, rigtig meget. Så har vi også formået at reducere vores omkostninger ifølge den plan, vi har, og derudover effektiviseret yderligere. Og den kombination skaber et positivt resultat, siger han til TV 2.
De positive finansielle resultater får selskabet til at opjustere forventningerne til året som helhed. Nu regner man med at overgå sidste års resultat før skat på 939 millioner kroner. Tidligere forventede man bare et positivt resultat.
Nye flyvebaser
SAS har det seneste år åbnet op for en række nye flyruter, og det har ifølge koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen været en succesfuld satsning på trods af, at flyselskabet indimellem må leve med halvfyldte fly.
- Når vi starter nye ruter, må vi også acceptere, at vi ikke altid har propfyldte fly, men vi har glade kunder ombord, siger han.
Flyselskabet er i gang med at opbygge nye baser i London og i Malaga via et irsk datterselskab, hvor flere af de nye ruter skal flyves fra.
I regnskabet fortælles det, at store dele af administrationen og det flyvende personale i det nye selskab er på plads. De første flyvninger forventes at blive gennemført i begyndelsen af det kommende regnskabsår.